Temamøde: Kunstgræsbaner uden infill. Fremtidens vej for fodbolden?

AS’80 Almere. Nyanlagt kunstgræsbane uden infill. Foto: Henrik H. Brandt

Find Greenfields præsentation fra arrangementet på dette link.

Invitation: Med EU-Kommissionens anbefaling om at forbyde salg af gummigranulat til infill på kunstgræsbaner inden for en periode på otte år, skal kommuner og foreninger i Europa på jagt efter nye løsninger til de populære kunstgræsbaner til eksempelvis fodbold, som i de senere år har forvandlet fodbolden til en helårs udendørs sport i Danmark og skabt nye forventninger til spilbarhed og standard på landets fodboldbaner. Læs EU-Kommissionens indstilling.

Kommunerne reagerer allerede på signalerne fra EU-Kommissionen. Aarhus Kommune meddelte den 24. maj, at man allerede nu vil udfase brugen af gummigranulat. Læs pressemeddelelse.

Hvad er vejen frem for landets kunstgræsbaner? Kunstgræsbaner med gummi-infill har hidtil været billigst i anlæg og drift og langt mest populært hos landets klubber og aktive spillere. Hvad er pris og konsekvens ved at skifte til andre materialer?

Mange danske fodboldklubber har blandede erfaringer med baner med alternativt infill som kork, sukkerrør, sand, olivenkerner osv.. Men er det muligt at springe baner med såkaldt infill helt over og gå direkte til baner uden infill?  

På torsdag den 8. juni kl. 13.30-15.00 arrangerer IdrætsPlatformen muligheden for at møde Scott van der Kleij fra den hollandske producent GreenFields, som er et datterselskab af TenCate Grass, en af de største producenter af kunstgræs i verden. De hollandske gæster har udviklet på non-fill baner i mange år.

På mødet vil GreenFields dele erfaringer, vise eksempler og besvare spørgsmål om non-fill materialer og baner, som blandet andet for nylig er implementeret på baner hos PSV Eindhovens akademi og hos den store hollandske fodboldklub AS’80 Almere. En fodboldbane uden infill er herhjemme på vej på Næsgaard Efterskole på Falster.

Mødet afholdes hos IF Lyseng Fodbold, som p.t. er Jyllands største fodboldklub. IF Lyseng har p.t. en slidt 11-mands og en 7-mandsbane af kunstgræs til næsten 1.800 medlemmer. Klubben går med overvejelse om fornyelse af det etablerede anlæg samt etablering af et helt nyt kunstgræsanlæg på og omkring den nuværende opvisningsbane (p.t. en græsbane).

Mødet er åbent for alle interesserede. Tilmelding nødvendig.

Tid:
Torsdag den 8. juni kl. 13.30-ca. 15.00

Sted:
IF Lyseng Fodbold (klubhuset), Lysengvej 1A, 8270 Højbjerg

Pris:
200 kr. eksl. moms. Der serveres let forplejning.
Tilmeldig er gratis for medlemmer af IdrætsPlatformen.

Arrangør:
IdrætsPlatformen Danmark

Centre for Turf Innovation hos GreenFields, Nijverdal, Holland. Foto: Henrik H. Brandt

Mødet er arrangeret på initiativ af IdrætsPlatformen. Der er ikke tale om en endorsement af non-infill baner eller produkter fra GreenFields. Vi benytter blot lejligheden til at møde repræsentanter fra en af de store europæiske producenter på området. I forbindelse med IdrætsPlatformens studietur til Holland/Belgien i dagene 22.-24. maj aflagde vi uden for programmet et besøg på banerne hos AS’80 Almere samt hos GreenFields Centre for Turf Innovation i Nijverdal.

Previous
Previous

Tag med til S-SPRINT Demo Day med otte danske startups

Next
Next

Invitation: Aktivering af The Ocean Race. Når sejlsportens vildeste event lægger til kaj