Webinar: Idrætten og den robuste ungdom i en alvorlig tid
Hvordan kan folkeoplysningen styrke unges robusthed til at navigere i en alvor tid? Foto: Gerlev Idrætshøjskole
Verden er blevet mere alvorlig i de seneste måneder. Landets ungdom skal igen forholde sig til at leve i en tid, hvor militære trusler, propaganda og hårdt pres på demokratiet er blevet nærværende, som det var tilfældet for ældre generationer under Besættelsen eller den kolde krig.
Hvad betyder det for folkeoplysningen og ungdomsarbejdet, når vi skal forholde os mere håndgribeligt til alvor og trusler mod samfundet?
Hvordan skal de folkeoplysende institutioner forholde sig til det forhold, at andre lande er bedre til at gå i takt, end vi er?
Er den danske ungdom blevet ’lad og velstandsdegenereret’ – eller har vi netop en særlig modstandskraft i vores tilgang til ungdomsarbejdet?
På IdrætsPlatformens webinar ’Idrætten og den robuste ungdom’ tager vi spørgsmålet om ungdomsarbejde i en alvorlig tid op med forstander Frederik Ullerup fra Gerlev Idrætshøjskole. Frederik Ullerup har enorm erfaring med børne- og ungdomsarbejde fra foreningslivet, gymnasieverdenen og senest som forstander for Gerlev Idrætshøjskole siden 2022.
Hvordan arbejder idrætshøjskolen med ’robusthed’ og ’modstandskraft’ i moderne forklædning? Hvad er idrættens/folkeoplysningens potentiale i forhold til at danne/robustgøre unge til den tid, vi kigger ind i? (uden at det skal lyde som en militaristisk tilgang).
Webinaret er en del af en webinarserie under fællesnævneren ’Idrættens rolle i en verden præget af uro og pres på demokratiet’.
Tid:
Fredag den 27. februar kl. 09.00-10.00.
Webinaret holdes online på Zoom.
Tilmelding:
Benyt dette link.
Tilmelding er gratis for medlemmer af IdrætsPlatformen og koster 100 kr. ekskl. moms for øvrige deltagere.
Program:
09.00-09.10: Introduktion. Idrætten og den robuste ungdom
Hvorfor er ungdomsarbejdet i idræt vigtigt at diskutere i en alvor tid?
Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen
09.10-09.40: Ungdomsarbejdet i en urolig tid
Hvordan optager den mere alvorlige verdenssituation de unge? Hvordan arbejder Gerlev Idrætshøjskole med ’alvoren’ i verdenssituationen på et ophold, der helst skal være livsbekræftende og fuldt af positive oplevelser? Vi kommer også omkring Frederik Ullerups erfaringer fra Trænerakademiet, der i seks danske kommuner ruster teenagere i udskolingsalderen til at tage ansvar i det frivillige foreningsarbejde.
Frederik Ullerup, forstander Gerlev Idrætshøjskole og medstifter af Trænerakademiet
09.40-10.00: Spørgsmål og perspektivering