Webinar: Fremtidens kunstgræsbaner uden gummigranulat

Helle Hallens bane med sandinfill giver mulighed for en håndfuld lokale serieklubber for at vintertræne og skaber mulighed for træningslejre året rundt. Foto: Henrik H. Brandt

Invitation. Er vi ved at være der, hvor danske fodboldklubber og kommuner med ro i sindet kan at kigge efter alternativer til kunstgræsbaner med infill af gummigranulat?

På dette webinar får du helt lavpraktisk indsigt i baneejernes erfaringer med alternative kunstgræstyper. Du hører om faldgruber og forventninger, man skal sørge for at adressere, før man kaster sig ud i anlæg eller omlægning af kunstgræsbaner.

Benyt muligheden for selv at stille spørgsmål til baneejere med erfaringer med alternative banetyper. Webinaret er ikke ’ingeniørteknisk’, men prøver at tage fodboldklubbernes og spillernes perspektiv.

Dato: Tirsdag den 10.marts 2026 kl. 15.00-16.30. Tilmeld dig på dette link.
Arrangør: IdrætsPlatformen Danmark. Webinaret afholdes online på Zoom. Vi deler materiale og en optagelse med deltagerne.
Pris: Gratis for repræsentanter for fodboldklubber eller medlemmer af IdrætsPlatformen Danmark. Kr. 200.- ekskl. moms for øvrige deltagere.

Program

15.00-15.15: Den snørklede vej til en kunstgræsbane uden infill af gummigranulat
Hvordan får man det optimale ud af sin kunstgræsbane? Hvad skal man tænke over, når man går i gang med projektet, og hvad er de faldgruber, mange klubber er løbet ind i? Få et overblik fra et praktisk perspektiv på basis af research blandt danske kommuner og fodboldklubber. Søger du svar på spørgsmålet, om der findes brugbare alternative til baner med infill af gummigranulat, vover vi efter grundig research pelsen her: Ja, det gør der!
Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

15.15-15.30: Erfaringer med kunstgræsbaner med korkinfill
Københavns Kommune er en af de største ejere af kunstgræsbaner, og kommunen er for længst gået fra at anlægge nye baner med infill af gummigranulat. På markedet er baner med korkinfill det tætteste, vi kommer på at kunne tilbyde baner med FIFA’s bedste kvalitetsstempl, men der er også udfordringer ved korkbaner, og de egner sig ikke til alle formål. Få Københavns Kommunes erfaringer med baner af korkinfill. Billedet viser Boldklubben Heklas nyindviede areal på Amager med 27.000 kvm boldbaner med korkinfill.
Tobias Voss Illum, specialkonsulent, Kultur- og fritidsforvaltningen, Københavns Kommune

15.30-15.45: Erfaringer med kunstgræsbaner med sandinfill
Helle Hallen i Varde Kommune har en bane med infill af mineralsk sand, som benyttes af områdets fodboldklubber. Baner med infill af sand har ikke det bedste ry, men så er de måske heller ikke værre, hvis man passer banen korrekt?
Peder Foldager, centerleder Helle Hallen, Varde Kommune

15.45-16.00: Erfaringer med nonfill kunstgræsbaner
Aalestrup IF har siden vinteren 2025 haft en kunstgræsbane med såkaldt nonfill (ingen infill af nogen art). Erfaringerne indtil nu er bedre end nonfill-banernes rygte. Hør mere om Aalestrups valg og erfaringer med nonfill-baner efter et års drift. Billedet viser Aalestrups nonfill-bane, som har været i drift i et års tid.
Thomas Nielsen, kampfordeler og baneansvarlig, Aalestrup IF

16.00-16.15: Gode råd til anlægsprocessen
Gode råd til anlæg og udskiftning af kunstgræsbaner fra specialkonsulent Tobias Voss Illum, der har ansvar for over 30 kunstgræsbaner i Københavns Kommune.
Tobias Voss Illum, specialkonsulent, Kultur- og fritidsforvaltningen, Københavns Kommune

16.15-16.30-18.00: Perspektiver, spørgsmål og dialog
Ordet er frit. Stil uddybende spørgsmål eller bidrag med dine erfaringer.

Kunstgræstypen er ikke alt. Billedet viser kunstgræsbanen på Sønderborg Stadion, som har ligget stille på grund af naboklager. Anlægget er på vej i drift igen. Foto: Henrik H. Brandt

Next
Next

Webinar: Åndelig oprustning eller fortidståger. Kan folkeoplysningen levere i en ny tid?