Webinar: Skyttebevægelsens fremtid i en usikker tid

Første del af en webinarserie om “Idrættens rolle i en verden præget af uro og pres på demokratiet”.

Onsdag den 21. januar 2026 kl. 14.00-15.00

”Noget er under forandring. Ikke alle vil os det godt,” sagde Kong Frederik i sin nytårstale den 31. december.

Dermed satte Kongen ord på et behov for åndelig og fysisk oprustning, som også er blevet et modeord blandt idrætsorganisationer og andre folkeoplysende organisationer i løbet af de seneste internationalt turbulente år.

Men hvad kan idrætsforeninger og civilsamfund reelt bidrage med?
Skal alvoren snige sig ind i en folkebevægelse, der først og fremmest handler om livsglæde og sunde fritidsinteresser?

Onsdag den 21. januar 2026 kl. 14.00-15.00 inviterer IdrætsPlatformen til det første af en lille webinarserie om “Idrættens rolle i en verden præget af uro og pres på demokratiet”.

Vi kigger nærmere på skyttebevægelsen, der betragtes som det første spor af den organiserede idrætsbevægelse i Danmark. Skyttebevægelsen opstod i 1861 efter inspiration fra de britiske skytteforeninger og med et dobbelt formål:

”…deels at forøge Landets Forsvarskraft ved at gjøre de unge Mænd allerede førend Udskrivningen fortrolige med det Vaaben, som de senere væsentlig vilde komme til at bruge, deels at vække og styrke hos hele Folket den nationale Kraft og Selvbevidsthed ved at gjøre enhver vaabenfør Mand skikket til med kort Forberedelse at kunde deltage i Fædrelandets Forsvar i Farens og Nødens Stund.”

I webinaret kigger tidligere redaktør i De Danske Skytteforeninger Erling Madsen tilbage på skytteforeningernes udgangspunkt, mens direktør for Skydebaneforeningen Danmark, Kurt Smidt, indvier os i nutidens og fremtidens selvforståelse og rolle for skydebaner og skyttebevægelse. Afslutningsvist diskuterer vi, om nutidens skytteforeninger og skydebaner overhovedet skal melde sig på banen i den alvorlige dagsorden om oprustning i Danmark og Europa.

Tid og sted:
Online på Zoom. Onsdag den 21. januar 2026 kl. 14.00-15.00

Tilmelding:
Gratis for medlemmer af IdrætsPlatformen Danmark. Kr. 100,00 ekskl. moms for øvrige deltagere.

Tilmelding

Program:

14.00-14.05. Velkomst og introduktion

14.05-14.25: Skyttebevægelsens rødder med tråde til i dag
Hvilket grundlag hvilede Danmarks første organiserede idrætsbevægelse på, og kan man stadig trække rødder fra 1860’ernes Danmark til i dag?
Erling Madsen, journalist og tidligere redaktør hos De Danske Skytteforeninger

14.25-14.45: Fremtiden for skyttebevægelse og skydebaner i Danmark
Skydning har været i tilbagegang i mange år, men måske giver politiske og teknologiske udviklinger en kæmpe mulighed for at gentænke skydesporten og dens samfundsmæssige rolle?
Kurt Smidt, direktør, Skydebaneforeningen Danmark

14.45-15.00. Perspektivering, spørgsmål og dialog
Hvordan skal idrætsbevægelsen forholde sig til den igangværende oprustning i Danmark?
Ordstyrer: Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen

Tilmelding

Skydebanerne i Vingsted er et eksempel på skydesportens forandring i takt med samfundets forandring. Foto: Henrik H. Brandt

Next
Next

Webinar: Kommunen som playmaker. Idrætspolitik i moderne forklædning