Det kræver et idrætspolitisk sporskifte at få Danmark mere i bevægelse

Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Refleksioner fra SDU’s konference ’Sådan skaber vi et Danmark i bevægelse’ i Odense den 10. november: Her fremlagde forskerne på baggrund af over 163.000 besvarelser om danskernes motionsvaner en lang række tendenser om sociale faktorer, motivation, barrierer og mangfoldighed i idrætsbilledet.

Det er svært at være uenig i de anbefalinger, der blev lagt frem. Tal og tendenser minder i det store hele om de tendenser, man eksempelvis allerede kunne finde i Breddeidrætsudvalgets rapport fra 2009.

Jeg vil derfor gerne tage et skridt tilbage til erfaringerne fra Breddeidrætsudvalget: Dengang satte Kulturministeriet ikke midler bag. Man overlod det - dog måske med et fast blik over brillekanten - til aktørerne i idrætten selv at implementere anbefalingerne. Det var en gennemgående præmis for arbejdet, at alle nye tiltag skulle finansieres inden for de eksisterende økonomiske rammer. De eksisterende aktører skulle så at sige inspireres til at optimere deres aktiviteter og tilgange.

Det kom der en del fine initiativer ud af, men når det ansvarlige ressortministerium ikke har muskler eller vilje til at påvirke ressourcefordelingen eller ressourcetildelingen i idrætten, får man ikke for alvor skubbet til de åbenlyst nødvendige sporskifter i idrætspolitikken.

Derfor står idrætsdeltagelsen som atter påvist af ‘Danmark i bevægelse’ med de samme strukturelle udfordringer som for 10-20 år siden trods et forbedret vidensgrundlag om, hvor skoen trykker:

De aktive og idrætsvante dyrker masser af idræt og har flere tilbud at vælge imellem end tidligere, men polariseringen mellem aktive og inaktive er stigende. Vi får stadig ikke i tilstrækkeligt omfang de grupper med, som har dårligere motivation eller forudsætninger for at deltage.

Hvis vi virkelig ønsker at få flere med, er vi derfor nødt til at få nye veje. Der skal enten tilføres eller omfordeles ressourcer til nye aktører og tilgange, hvis vi skal skabe reel forandring for flere.

Den traditionelle tilgang til at skabe idrætsaktivitet gennem foreningslivet skal suppleres af mange andre tilgange og bedre adgang til kapital til konkrete indsatser med fokus på nye målgrupper. Dette skal ikke læses som en kritik af det folkeoplysende foreningsliv, som har mange fine initiativer, men som en lidenskabsløs konstatering.

Læs mere
Læs mange flere data fra ‘Danmark i bevægelse’ på SDU’s temaside.
Læs Breddeidrætsudvalgets rapport fra 2009. Download rapport.

Pas på den kulturelle forforståelse

Der er samtidig grund til at advare en lille smule mod den kulturelle forforståelse at idrætten, mange af os ‘bærer med os’ som forskere, politikere og forvaltere, når vi sidder på faglige konferencer som ’Sådan får vi Danmark i bevægelse’.

De fleste deltagere ved sådanne lejligheder færdes hjemmevant i foreningsliv, folkeoplysningslov og idrætsmiljøer. Mange deltagere ‘ånder så at sige lettet op’, når de kan se i tallene, at eksempelvis deltagelse i holdboldspil handler mest om lyst og sociale motiver, mens fitness eller fysisk træning som eksempelvis løb til gengæld primært er båret af sundhedsmotiver.

Det bekræfter os i, at vedholdende indsatser kræver forankring i sociale miljøer som eksempelvis foreninger, og vi er ret sikre på, at de sociale og lystbetonede motiver er mere langtidsholdbare end de sundhedsmæssige motiver.

Idræt skal stadig være primært forankret i kulturpolitik snarere end i sundheds- eller socialpolitik, mener de fleste. Men gælder det nu også idræt og bevægelse for voksne, hvis vi gerne vil have flere med?

Vi glemmer ofte at regne på de faktiske tal: Der er så markant flere udøvere af eksempelvis fitness og løb end af holdboldspil, at antallet af ’lystbetonede eller sociale’ fitnessudøvere eller motionsløbere i antal langt overgår det samlede antal udøvere af holdboldspil, selv om holdboldspillerne ud fra det dominerende lystmotiv ’burde’ være langt flere. Dertil kommer så endnu flere, som dyrker fitness eller løb ud fra rent sundhedsmæssige motiver. 

I virkeligheden kan de forskellige aktiviteter, organiseringsformer og motiver inspirere hinanden. Det er bare endnu en grund til at lukke eksempelvis de kommercielt eller selvorganiserede aktiviteter langt mere ind i varmen, når vi diskuterer udbredelse, udvikling, kvalitet og strategier for idræt og bevægelse.

Samtidig viser forskningen, at mange tilgange og mange forskellige bevægelseserfaringer giver den bedste mulighed for at få flere mennesker i aktivitet.

Investér på nye måder

SDU-undersøgelsen og andre lignende undersøgelse giver et massivt grundlag til at investere på nye måder i at udvikle idrætten og idrætsdeltagelsen.

14 år efter Breddeidrætsudvalget venter vi fortsat på politisk lederskab.

Investér målrettet i de konkrete, nye initiativer, som længe har haft åbenlyse behov for opmærksomhed og ressourcer:

• Målrettet indsats for at styrke især børns motoriske færdigheder som en ’kapital’ til at opretholde bevægelse gennem hele livet.

• Målrettede ressourcer til bekæmpelse af ulighed i idrætsdeltagelsen og til at investere i stabile og innovative tilbud til særlige målgrupper i idrætten, gerne fast forankret i en tydelig selvejende institution à la ‘Idrættens sociale udviklingsfond’.

• Udviklingsmidler til mere proaktiv drift, flere partnerskaber og bedre værtskab for flere befolkningsgrupper med udgangspunkt i idrættens faciliteter og rammer. Det handler ikke om flere mursten, men om mere konkret aktivitet, flere aktive befolkningsgrupper og bedre tilbud i og uden for faciliteterne. Der skal stilles krav og forventninger, men også tilvejebringes flere ressourcer til at udvikle faciliteternes rolle lokalt.

• Langt mere mangfoldighed og bredde i det felt af aktører, som har adgang til sekretariatsstøtte og involvering i idrætspolitiske initiativer. De statslige midler til centrale indsatser i idrætten er ulige fordelt.

Ny regering: Chancen for et sporskifte?

Vi får snart en ny regering. Det giver alt andet lige en chance for at tænke nyt.

Afsæt substantielle midler til at understøtte de nødvendige sporskifter og udvikle nye initiativer med primært udgangspunkt i de mange aktører, som ikke allerede er en del af det etablerede selskab i idrætten i dag.

Hvis man fra politisk hold bliver ved med at gøre det samme, vil man se præcis det samme billede i idrætsdeltagelsen som i dag om 10-20 år. Det eneste nye vil være, at politikere og ministerier har handlet mod bedre vidende og altså fuldt bevidst ladet skævheden i idrætsdeltagelsen udvikle sig.

Den kommercielle sektor, facilitetsdriften, de sociale entreprenører, iværksætteriet, de nye aktivitetsformer og idrætsgrene skal med ind på værkstedet, og måske bør man også revidere skoleidrætten og dens konkrete målsætninger.

Jeg er helt på det rene med, at mange af de nævnte indsatser allerede er på bordet lokalt i kommunerne, men der er behov for centrale initiativer og lederskab for at sætte retning og for at geare og matche de ressourcer, der sættes bag indsatserne lokalt.