Aktiv deltagelse i idræt og kultur hænger tæt sammen

Foto: Kunstnerisk udsmykning af omklædningsrum hos BK Skjold.

Sammenhængene mellem et højt aktivitetsniveau i idræt/motion og et højt aktivitetsniveau i kulturforbrug- og deltagelse er nærmest påfaldende tydelige, viser en ny analyse af idræt og kultur på basis af et omfattende datamateriale.

Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Vi har aldrig for travlt til at deltage i idræt/motion og kultur!

Tværtimod. Jo mere sultne og engagerede, vi er, jo mere aktive bliver vi også i andre arenaer i idræt og kultur.

Sådan kan man sammenfatte resultatet af en nærmere analyse af over 57.000 besvarelser fra voksne borgere fra Kulturvaneundersøgelsen 2018-2023, som professor emeritus Bjarne Ibsen, frivillig forsker ved Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet præsenterede den 20.oktober på IdrætsPlatformens webinar ’Bliv klogere på den deltagende klasse i idræt og kultur’.


Download Bjarne Ibsens oplæg fra webinaret ’Bliv klogere på den deltagende klasse i idræt og kultur’.


Bjarne Ibsens analyser viser en nærmest entydig positiv sammenhæng mellem deltagelse i forskellige former for kultur og tilbøjeligheden til at være aktiv i en idrætsforening. Af samtlige analyserede fritids- og kulturaktiviteter har kun udøvelsen af ’digitale spil’ en meget svag negativ indflydelse på tilbøjeligheden til at dyrke idræt i forening.

Hvis man dyrker en konkret form for kultur, stiger sandsynligheden for, at man også dyrker idræt/motion i forening. Kilde: Bjarne Ibsen, CISC

Kigger man nærmere på borgere, der har deltaget i idræt/motion mindst en gang om ugen inden for de seneste tre måneder, vil man se andre meget tydelige sammenhæng. Jo mere alsidig og aktiv forbruger/deltager, man er i forskellige fritids- og kultursammenhænge, jo mere aktiv har man også været med at dyrke idræt eller motion.

Hvis man ikke har deltaget i nogen af de 18 oplistede former for kultur/kunst inden for de seneste tre måneder, har kun 6,6 pct. deltaget i idræt/motion i samme tidsrum. Jo flere forskellige typer af kunst og kultur, man har deltaget i (eks. billedkunst, scenekunst osv. osv.), jo større er deltagelsen i idræt/motion i samme tidsrum.

Jo flere kultur/fritidsaktiviteter, man har dyrket de seneste tre måneder, jo større chance er der for, at man også har dyrket idræt/motion. Tallene viser andel, der har dyrket idræt/motion kombineret med antal fritids/kulturaktiviteter, de også har dyrket i perioden. Kilde: Bjarne Ibsen, CISC

”Med tallene kan vi aflive enhver tro på, at vigende idrætsdeltagelse i nogle tilfælde skyldes, at der er alt for mange andre fritids- og kulturtilbud at vælge imellem. Der er ikke belæg for, at jo mere man er aktiv i kultur- og fritidsaktiviteter, desto mindre er man idræts- og motionsaktiv, konkluderer Bjarne Ibsen.

Undersøgelsens datamateriale siger dog ikke så meget om årsagssammenhængene. Hvorfor dyrker man mere idræt – og især i en forening, hvis man også er mere aktiv i fritids- og kulturtilbud? Eller omvendt?

Bjarne Ibsen havde på webinaret forskellige bud:

Når man er flittig deltager i idræts-, kultur- og fritidsaktiviteter får man mange kontakter, netværk og impulser, der inspirerer. Måske er vi også ovre i begreber som kulturel eller social kapital, hvor den samlede pakke af deltagelse er udtryk for den sociale og kulturelle ’status’? Et engagement i forskellige kultur- og fritidsaktiviteter giver formentlig holdninger, viden og kompetencer, som har betydning for deltagelsen i nogle former for idræt og motion, mener Bjarne Ibsen.

For Bjarne Ibsen er analysen en påmindelse om, at det giver mening at ”forstå” idræt og motion som kultur og ikke bare som sundhed.

Når man dykker længer ned i analysen, er der god inspiration at hente til den kommunale valgkamp og tiden derefter.

Nogle eksempler:

Man kan sagtens tage analysen som en kraftig tilskyndelse til at investere mere i idræt, foreningsidræt, kultur og fritid. Der er tydeligvis positive effekter at hente, men samtidig skal man ikke glemme, at størsteparten af de voksne danskere faktisk ikke er aktive i idrætsforeninger. Derfor giver analysen også anledning til at overveje, hvordan man bedst får fat i dem, som ikke deltager - og ikke bare investerer i mere til dem, som allerede deltager, selv om deltagelse altså har en positiv effekt.

Samtidig rejser analysen naturligt spørgsmål om mulig synergi mellem idræt og kultur helt lavpraktisk. Kan man tænke i nye former for medlemskab/deltagelse for unge, så man introducerer nye idræt-kulturformer som en del af en samlet pakke? Et eksempel er GAME, der både har idræt, musik og skabende kunst med i pakken i Streetmekkaerne?

Kan man tænke i nye former for partnerskaber mellem idræt og kulturinstitutioner? Dette er et tema, samarbejdet mellem IdrætsPlatformen og BARC Scandinavia blandt andet tager sigte på. Det giver både god mening og har store potentialer at styrke samarbejdet deltagermæssigt og kommercielt/kommunikationsmæssigt mellem idræts- og kulturaktører.


Du kan blandt andet deltage i BARC Masterclass ‘Når Kultur møder sport’ den 25. november i BK Skjolds klubhus i København. Læs mere på dette link.

Deltag også i workshop med Martin Buck Heegaard på Konferencen på Idrættens Branchedage den 12. november 2025. Læs mere om workshoppen og hele konferencen på dette link.

Endelig: Husk IdrætsPlatformens webinar ‘Tag et kig på sportens tilskuere’ på mandag den 27. oktober 2025 kl. 14.00-15.15. Læs mere på dette link. På Idrættens Branche vil ikke mindst idrætsfaciliteterne kunne hente inspiration til nye partnerskaber og initiativer.

Previous
Previous

Bliv klædt godt på til den varme debat om tilskuere, stadionanlæg og arenaer

Next
Next

Hent perspektiv og viden om idræt, folkeoplysning og idrætspolitik