Hvad kan danske idrætsmiljøer lære i Tyskland?
Refleksioner efter IdrætsPlatformens studietur til ’Inspirerende idrætslandskaber i Tyskland’ den 23.-25. september 2026. Mange strukturelle udfordringer er de samme, men tysk idræt er foran Danmark i forhold til at bringe idrætsfaciliteter og foreningsliv målrettet i spil i forebyggelse og behandling.
Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen
Hvad kan aktørerne i den hjemlige danske idrætssektor lære af Tyskland?
Ikke så lidt endda, selv om tyskerne går og bider lidt af hinanden for tiden både politisk og på tværs af regioner, og selv om Tyskland hænger lidt i bremsen med økonomi, velfærdsmodel og en industri, der ikke længere buldrer af sted som den naturlige dynamo i efterkrigstidens vestlige Europa.
Tyskland har været foregangsland, også på idrætsfronten, hvor ’Der Goldene Plan’ sikrede milliardinvesteringer i moderne idrætsanlæg i årene fra 1960 og frem til ca. 1992. Fodboldbaner, sportshaller, tennisbaner og atletikanlæg i ethvert lokalområde var en del af opbygningen af den vesttyske velfærdsstat.
Men 3-4 årtier efter genforeningen i 1989 har tysk idræt ikke længere samme klang: Færre medaljer og mindre status til eliteidrætten end i fortidens våbenkapløb mellem øst og vest, slidte og knapt så innovative idrætsanlæg, som i stigende grad er ude af trit med idrætsvanerne, og et foreningsliv, der stadig er stærkt, men som også har meget ujævn rækkevidde og karakter i landets regioner.
Man kan også sige det på en anden måde:
Når man tager 25 af de mest engagerede danske facilitetsledere, foreningsledere og offentlige forvaltere med i en bus på studietur til Tyskland, får man en del indtryk, hvor man som dansker tænker, at her er vi ofte foran: Foreningsudvikling og -deltagelse, idrætsarkitektur, tilgængelighed, fladere hierarkier og lokal virkelyst i landdistrikterne for at nævne noget.
På andre områder fik vi værdifuld og tilgængelig viden, nye perspektiver og inspiration med hjem i bussen fra besøgene i Hamburg, Potsdam/Berlin og til sidst Templin i det øde Uckermark nord for Berlin.
Lad mig begynde med det måske mest aktuelle tema:
Folkesundhed og forebyggelse
Mens vi i Danmark leder efter den rette model for idrætten og civilsamfundets placering i den kommende folkesundhedslov, har tyske foreninger og private idrætsudbydere årelang erfaring med indsatsområder som Rehasport (svarende til motion på recept) eller Prävention (svarende til forebyggelsesforløb med økonomisk støtte fra sygesikringen). Sygekasserne betaler hele træningsforløbet, hvis det er lægeordineret, eller refunderer typisk 75-80 pct. af prisen efter veloverstået deltagelse, hvis der er tale om et forebyggende forløb.
Træningen leveres i certificerede programmer af sundheds/idrætsfagligt uddannet personale. På tærsklen til en ny folkesundhedslov herhjemme må man bare sige, at dansk idræt og civilsamfund trods alle løfter til politikerne generelt er et stykke fra at kunne levere noget tilsvarende i en trænings- og idrætsfagligt betryggende kvalitet.
’Behandlingerne’ spænder utrolig bredt: Bevægeapparat/ortopædisk genoptræning, kræft, hjerte/lungesygdomme, stress/afspænding, vægtkontrol, ernæring/energi, generel livsstil med fysisk aktivitet osv. Tilbuddene kan leveres af både store lokalsamfundsforeninger som SC Siemensstadt (Berlin) eller ETV Hamburg eller af private operatører som NaturThermeTemplin, hvor kurafdelingen med vand/behandlingstilbud under lægeligt opsyn var fuldt belagt.
Tilskuddene følger patienterne. Dermed er der ikke den store konkurrenceforvridning mellem private, offentlige eller foreningsdrevne tilbud.
Både i Siemensstadt og ETV Hamburg kunne man sluse patienterne direkte videre fra kurserne til varige fitnesstilbud eller andre foreningstilbud. Borgerne kan naturligvis også vælge terapeutiske tilbud som selvbetalere, hvis de går ud over de sygesikringsdækkede rammer. Multiforeninger som Siemensstadt og ETV Hamburg er bare godt gearede til at levere terapeutiske idrætstilbud til alskens målgrupper.
SC Siemensstadt
Foruden den åbenlyse fordel, at lavtærskeltilbud eller behandlende tilbud foregår i samme miljø som det almindelige idræts- og foreningsliv, sikrer sundhedstilbuddene god kapacitetsudnyttelse uden for foreningslivets ’prime time’ og mulighed for at dele udstyr og rekvisitter, f.eks. i veludstyrede fitnesscentre.
Desuden skaber sundhedstilbuddene en god mulighed for at udvikle og fastholde trænere og instruktører i bæredygtige stillinger. Et eksempel oplevede vi hos ETV Hamburg, hvor den unge træner Flemming Kühl både stod for Reha/Präventionskurser, fungerede som fysisk træner for foreningens elitehold i flere idrætsgrene og selv kunne forlænge sin egen karriere som (amatør)spiller på klubbens førstehold i floorball. Man skaber ganske enkelt bæredygtige karriereveje for dygtige trænere og instruktører under samme, alsidige tag i foreningslivet.
Når facilitet og aktivitet spiller godt sammen
Et andet klart inspirerende indtryk fra turen var det tætte samspil mellem facilitet og aktivitet i de store bydelsforeninger SC Siemensstadt og ETV Hamburg. SC Siemensstadt har til huse i et multisportsanlæg, som er ejet af Berlins bystyre, men som fra begyndelsen i 1980’erne har haft SC Siemensstadt som operatør.
Klubbens vedtægter forpligter den til både af fungere som traditionel idrætsforening med mange afdelinger samt at række ud mod lokalsamfundet med sundhedstilbud, svømme – og vandtræningskurser, åbne arrangementer og idrætsfestivaler samt et velbesøgt cafeteria, der tydeligvis fungerer som populært lokalt mødested.
Klubbens vedtægter og formålsbeskrivelse forklarer meget tydeligt, hvad det handler om:
Foreningen tilbyder regelmæssig træning, øvelser og konkurrenceaktiviteter inden for de sportsgrene, som de specialforbund, der er organiseret i LSB Berlin, dækker, til alle aldersgrupper.
Formålet realiseres også gennem: 1. afholdelse af generelle ungdomsarrangementer og initiativer; 2. uddannelse og videreuddannelse samt brug af instruktører, trænere og hjælpere; 3. deltagelse i samarbejder, sports- og legefællesskaber; 4. tiltag og arrangementer til bevarelse og fremme af fysisk, psykisk og mental trivsel.
ETV Hamburg er mere løsrevet fra bystyret. Foreningen har 22.000 medlemmer, som fordeles over to idrætscentre, to haller med foreningen som driftsherre samt ca. 50 kommunale idrætshaller og gymnastiksale.
I Tyskland er kommunerne forpligtede til at bygge skolefaciliteter, som oftest stilles gratis til rådighed for foreningslivet efter skoletid. Til gengæld er de foreningsdrevne faciliteter ofte opstået i et kludetæppe af finansiering.
ETV Hamburgs nyeste facilitet ’ETV Sportzentrum Hoheluft’ på knapt 8.000 kvm er projekteret, bygget og drevet af foreningen med et anlægstilskud på 25 pct. og et kommunegaranteret lån på 50 pct. fra bystyret. Idrætscentret har et væld af rum til idrætsgrene og idrætskurser, restaurant, daginstitution og et meget veludnyttet udendørs anlæg med bl.a. tennisbaner, legepladser, nonfill-kunstgræsbane og en helt ny uopvarmet lethal til 7,5 mio. kr. med baner til f.eks. pickleball, basketball eller udendørs workouts.
ETV Hamburg, Sportzentrum Hoheluft
Medlemsstrukturen og finansieringen af de sundhedsrettede kurser er på den ene side en kende bureaukratisk med papirformularer og juridiske omveje, på den anden side mere smidig og tilgængelig end den danske idrætsmodel. Facilitet og aktivitet hænger tæt sammen. Alle medlemmer betaler et grundtilskud til dækning af faciliteten og en grundforsyning af aktivitetsmuligheder. Dertil kommer ekstra afdelingskontingenter af varierende størrelse, hvis man ønsker at fordybe sig i specifikke idrætsgrene i foreningens mange afdelinger.
Den overordnede lære, som også er gyldig i Danmark: Skab tæt og lokal sammenhæng, beslutningskraft og ledelseskraft i sammenhængen mellem facilitet og aktivitet.
Et naboland med store regionale forskelle
Et tredje blivende indtryk fra studieturen er de store regionale forskelle mellem f.eks. en velhavende storby som Hamburg og det landlige Templin i den landbrugs- og skovbrugsdominerede region Uckermark nord for Berlin.
Vi kender også udkantsdebatten fra Danmark, men i Tyskland har debatten også i vores tid en ekstra og til tider uforsonlig dimension på grund af eftervirkninger af genforeningen for 37 år siden.
Uckermark er et område i delstaten Brandenburg i det tidligere DDR. Områder med over en times transportafstand til Berlin har oplevet en stærk affolkning siden Murens fald. Mange ressourcestærke unge flytter bort, og det politiske klima er råt i denne tid med voksende mistillid til de såkaldte ’Altparteien’ som socialdemokraterne SPD og det konservative CDU. I stedet vinder fløjpartierne frem, særligt det højrepopulistiske AfD, som har en til tider meget kras tone mod udlændinge, mod ’woke’, mod støtte til Ukraine og mod den herskende demokratiske kultur med public service-medier og offentlig forvaltning.
Forskellene mellem øst og vest i landet fremgår 37 år efter genforeningen tydeligt af mange socioøkonomiske og demografiske statistikker. Tankevækkende nok træder forskellene også særdeles tydeligt frem i civilsamfundets og idrættens organisering.
I DDR stod staten for en kompromisløs elitesportssatsning, mens skoler og statslige virksomheder stod for en stor del af breddeidrætten. Da både skolesystemet og erhvervslivet undergik kraftige forandringer efter Murens fald, stod foreningslivet svagt positioneret til at tage over.
Hvor idrætsforeningrne typisk har 30-40 pct. af befolkningen som medlem i forbundslandene det tidligere Vesttyskland, ligger medlemsandelen i de nye forbyndslande typisk blot på 15-20 pct.
Det præger et område som Uckermark. Templin som en af regionens tre hovedbyer har foreninger for de klassiske idrætsgrene, men det er enstrengede idrætsgrene uden samme sociale sigte og bredde i aktivitetspaletten som f.eks. SC Siemensstadt og ETV Hamburg.
Den klassiske ’pyramide-tænkning’ med førstehold på toppen præger tænkningen, og selv om det brandhyggelige ’Stadion der Freundschaft’ var fint renoveret med ny kunstgræsbane og et velholdt klubhus, var der f.eks. hverken tilbud om pigefodbold eller en fungerende atletikklub, selv om løbebanerne på byens idylliske stadion står foran en renovering.
På studieturen mødtes vi med det lokale fodboldholds 25-årige anfører, Joan Völker, der efter endt sportsmanagement-uddannelse i Potsdam har nedsat sig som forenings- og sundhedsrådgiver på sin hjemstavn. Han har besluttet sig for at blive, selv om hans jævnaldrende flytter bort. Han har rigeligt at rive i med foreningsrådgivning, fundraising, og sundhedsrådgivning af skoler/dagtilbud og virksomheder. Særligt landsbyerne uden for Uckermarks tre større handelsbyer har svært ved at holde liv i idrætsforeninger og fritidstilbud, hvor man i Danmark ofte kan opleve, at netop landdistrikter har en særlig tæthed af foreninger og relativt høj foreningsdeltagelse og frivillighed.
Der sad 25 danske studietursdeltagere med rod i danske foreninger og faciliteter og lyttede til Joan Völkers beretning, mens de tænkte ”Må vi ikke være med til at udvikle lokalidrætten i Uckermark…”. Tankevækkende, at impulser til foreningsudvikling og lokalt engagement få timers kørsel fra Danmark i så høj grad kommer fra en energisk 25-årig ildsjæl og i mindre grad fra mere formelle idrætsorganisationer og specialforbund på regionalt plan.
Vi kunne berette meget mere om idrætten i vores naboland, men til sidst blot tre hurtige nedslag:
Eliteidrætten lever i sin egen boble båret af statslige støttesystemer (hvor al anden idræt er regionalt finansieret af de 16 delstater). Der var simpelthen ikke adgang til elitesportsfaciliteterne i Hamburg eller Potsdam. Eliteidrætten virker som et lukket system, afsondret fra offentligheden og med dalende folkelig legitimitet. Den kommende tyske OL-ansøgning med München som kandidatby virker som et lidt desperat (og formentlig udsigtsløst) forsøg på at ’forlænge’ den tyske idrætslige selvforståelse og ikke mindst den statslige finansiering i en idrætsnation, hvor den brede eliteidrætskultur er trængt i defensiven af fodbold og dalende folkelig interesse og status.
Stenbroforeningen St Pauli i Hamburg, hvor venstreorienterede værdier dominerer helt ind i knoglerne både i medlemmernes kraftige engagement og indretningen af Millerntor-stadion, men hvor klubbens umiskendelige politiske kant samtidig er klubbens største kommercielle aktiv. Ingen tyske fodboldklubber sælger mere merchandise end 2. Bundesligaklubben St. Pauli. Men samtidig er St. Pauli en kæmpe amatørforening med 29.000 medlemmer af idrætsafdelingerne, som er hårdt trængt af mangel på faciliteter, og 27.000 støttemedlemmer af fodboldklubben, som altid skal høres, og som ikke finder sig i “noget”.
Så smukt og fascinerende, det end er med enormt medlemsengagement, politiske klistermærker og grafitti på alle stadionmure, gyser man en anelse ved tanken om, hvad der ville ske, hvis Tyskland et andet sted i landet fik en fodboldklub, der tilsvarende bekendte sig til rå slogans om remigration, Tyskland for tyskere og anti-EU, som er de dominerende toner fra landets p.t. største parti i meningsmålingerne, AfD?
NaturThermeTemplin, der henter det varme, saltholdige vand op fra 1.700 meters dybde. NaturThermen er stærk i både sauna, kur og oplevelser, og vi fik et særdeles interessant indblik i såvel de enorme tekniske installationer i sådan et anlæg, om bæredygtighed og om forretningsmæssig drift. Når solcellerne på parkeringspladsen aktiveres i oktober, kan Thermen dække anslået 37 pct. af sit energibehov ved egen kraft. NaturThermeTemplin er et af ganske få bade- og svømmeanlæg i Tyskland som driftsmæssigt løber rundt.
Har din kommune, facilitet eller idrætsorganisation mod på at hente international inspiration? IdrætsPlatformen har et omfattende netværk bandt inspirerende idrætsaktører i lande som Tyskland, Holland, Belgien, Litauen, Storbritannien eller EU/europæiske aktører. IdrætsPlatformen hjælper gerne med at strikke studieturen sammen – eller med at ’hente studieturen til Danmark’ med internationale oplægsholdere, som kan tilføre give perspektiv eller inspiration til hjemlige udfordringer eller satsninger.