IdrætsPlatformens beretning: Tanker på tværs

Læs mere om IdrætsPlatformens arbejde før årets generalforsamling den 10. juni 2025 kl. 14.30

Generalforsamlingen foregår online. Se invitation og tilmelding på dette link.

Hvad er IdrætsPlatformens mission? At være på tværs eller at arbejde på tværs?

Begge dele, måske. Engang imellem kan man sikkert godt komme i tvivl. For når IdrætsPlatformen markerer sig i den offentlige debat i Idrætsmonitor, i perspektiverende artikler på idraetsplatformen.dk eller på webinarer, seminarer eller i rollen som programansvarlig for Idrættens Branchedage, kommer der af og til kritiske indspil og vurderinger, som er på tværs af trådte stier og historiske spor i den danske idrætssektor - eller som opfordrer til anderledes løsninger.

Det sker ikke for at være på tværs af princip. Det sker for at arbejde for foreningen IdrætsPlatformens mission om at styrke samarbejde, idéudvikling, uformel kompetenceudvikling og udviklingsvilkår på tværs af hele den brede danske idrætssektor.

Den mission er vigtigere end nogensinde tidligere. IdrætsPlatformens netværk og interessentkreds rummer nogle af de skarpeste og mest ambitiøse idrætsaktører og idrætsfaciliteter i Danmark. Vi er nærmest omringet af gode og inspirerende eksempler... Måske derfor kan vi også se alle de lokationer, aktører og muligheder i et skarpere lys, hvor det halter, og hvor man ikke forvalter pundene optimalt.

Derfor stiller vi os af og til på tværs og kaster faktuelt grus eller nye ideer ind i den offentlige debat. Sektoren må ud fra et ret beset privilegeret og stærkt udgangspunkt ikke gro til i selvtilfredshed og vanetænkning.

Idrætsdeltagelsen i Danmark er stået i stampe i årene med DIF/DGI Visionen ‘Bevæg dig for livet’, viser de seneste tal fra Idrættens Analyseinstitut. Er det nu, vi skal tænke nye tanker? Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner 2011 og 2024, Idrættens Analyseinstitut

Der er i den grad nok at tage fat på.

De tal og tendenser for idrætssektorens udvikling, som IdrætsPlatformen opridsede i publikationen ’Idrætssektoren i tal’ i 2023 står fortsat ved magt. Ligeledes er idrætsPlatformens strategiske prioriteringer de samme.

Det har vist sig vanskeligt at rokke ved de økonomiske og idrætspolitiske prioriteringer, som politikere og andre beslutningstagere har vænnet sig til gennem årtier. Senest har Kulturministeriet udsendt en nærmest provokerende uambitiøs ‘Evaluering af udlodningsmodellen’ og forlænget modellen for yderligere fem år med et fingerknips.

Måske mangler vi den brændende politiske platform på idrætsområdet, selv om idrætsdeltagelsen stagnerer, befolkningens idrætsvaner ændrer sig med stor hast, en stor del af infrastrukturen (og dermed offentlige investeringer) kommer for lidt i spil, og polariseringen i idrætsdeltagelse og folkesundhed aldrig har været større?

Man kan blive så forblændet af idrættens mange gode fortællinger, fascination og positive værdier, at man har svært ved at se skyggesiderne eller selv de mest oplagte udviklingspotentialer i et klart lys. Den idrætssektor, danskerne bevæger sig i (eller ikke bevæger sig i) i hverdagen, er langt mere end den glansbilledversion af demokratiske og folkeoplysende foreningstilbud, politikerne ønsker at se.

Når man kigger på danskernes valg af idrætsarenaer, er det helt indlysende, hvorfor idrætspolitikken i Danmark, skal have et bredere sigte og involvere flere end idrætsorganisationer. Kilde: Kulturvaneundersøgelsen (+15 år), Danmarks Statistik.

Kigger man på de faktiske udviklingstræk i sektoren, på de uforløste potentialer og de gode ideer fra ind- og udland, er der med andre ord så meget at hente, at IdrætsPlatformen af og til er nødt til også at være på tværs. Det sker i en god demokratisk og folkeoplysende ånd i håbet om at viden, debat, introduktion af flere stemmer og bredere perspektiver kan være med til at skabe bedre løsninger i fremtidens idrætssektor.

I en tid, da den klassiske samfundsorienterede sportsjournalistik på dagbladene nærmest er lukket ned, og de mellemlange og lange idrætsrelaterede uddannelser er pressede af dimensionering og ofte har mere fokus på den naturvidenskabelige end den samfundsvidenskabelige forskning, er der en vigtig rolle for IdrætsPlatformen med at perspektivere viden og bringe aktører sammen om bedre løsninger på tværs af en stadigt mere mangfoldig idrætssektor.

Stærk vidensplatform
Heldigvis har vi et godt afsæt i vigtig vidensproduktion fra institutioner som Idrættens Analyseinstitut/Videncenter for Folkeoplysning og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet samt den meget vigtige statistiske dækning af kultur- og idrætsområdet fra Danmarks Statistik. Der er gode muligheder for at underbygge holdninger og journalistik med data og viden.

Vanskeligheden ved at tilstræbe en rolle som inspirator eller playmaker i krydsfeltet mellem etablerede og nye aktører og tendenser i idrætssektoren baseret på en medlemsstruktur er at få tid til både at servicere Platformens betalende medlemmer tilstrækkeligt – sammen og hver for sig – og samtidig kunne være til stede i de væsentlige dagsordener og debatter uden at have samme ressourcer at trække på som de etablerede aktører.

IdrætsPlatformen har i de seneste to år i praksis baseret sig på frivilligt arbejde, men heldigvis et givende arbejde, der hvirvler gode perspektiver og mindre, betalte opgaver frem af støvet. Vi bliver ved…

Et stort ønske og projekt for 2025-2026 vil være at sikre et bedre økonomisk fundament under den daglige drift og en række samarbejdsprojekter med meget store perspektiver. Det kommer til at kræve en organisatorisk kraftanstrengelse, og vi håber medlemmerne og eksterne interessenter vil være med til at løfte Platformen til et højere og mere ressourcestærkt niveau sammen med gode samarbejdspartnere.

Nedenfor nogle konkrete og synlige initiativer fra 2024:

IdrætsPlatformen udbød 15 webinarer og medlemsarrangementer i 2024. Korte, fyndige webinarer kan noget. Appetitten på webinarer tog lidt af efter corona-nedlukningernes tid. Kurven er dog på vej op igen, og i de første fem måneder af 2025 har vi allerede afviklet 12 arrangementer og webinarer. Mange flere er på vej – vi lancerer de næste inden sommerferien.

Idrættens Branchedage er ved at blive en etableret begivenhed på idrætssektorens kalender i stærkt samarbejde mellem Sportscenter Danmark/Vejen Idrætscenter, HI/IKF og IdrætsPlatformen. De tre dage med Idrættens Branchedage lokkede ca. 1.000 deltagere til Vejen og tre dage med viden, netværk, inspiration. Konferencen med IdrætsPlatformen som programredaktør havde ca. 250 deltagere, mens Messen havde det hidtil bedste besøgstal og interesse fra udstillerne siden flytningen fra Vingsted til Vejen i 2021. Planlægningen af Idrættens Branchedage 2025 den 11.-13. november 2025 er i fuld gang. Messen bliver større end nogensinde og faktisk den største messe for idræts- og fritidssektoren i Norden, og Konferencen tuner især ind på varme idrætspolitiske temaer, fremtidens arbejdskraftressourcer i sektoren og på de fysiske rammers rolle som lokal hub og katalysator i forhold til aktivitetsudvikling, folkesundhed, lokal udvikling, bæredygtighed og meget mere.

Forum for idrætssektoren i efteråret 2024 var et initiativ til at samle aktørerne fra den brede danske idrætssektor omkring fælles flader og gensidigt kendskab. Vi inviterede ca. 60 aktører med landsdækkende sigte til et fysisk møde i Hafnia-Hallen. Halvdelen valgte at deltage, og på baggrund af en rundspørge og debatten på mødet, kunne vi sammenfatte et notat, der meget godt viser potentialer og udfordringer for de mange mindre aktører i sektoren.

Blandt de helt store potentialer er bedre involvering og samarbejde med de private aktører, faciliteternes tiltagende rolle som en idrætsudbyder og lokal playmaker i egen ret samt de sociale og sundhedsorienterede aktørers rolle som de aktører, der er bedst positionerede til at arbejde med helt specifikke målgrupper som kerneopgave. Vi arbejder videre med at bringe disse aktører tættere sammen og på banen i relevante sammenhænge. Ikke som et oprør mod etablerede aktører, men som et supplement og i mange tilfælde som en nødvendig fornyelse, hvis vi skal undgå yderligere stagnation og polarisering i idrætsdeltagelsen.

Studieture er med til at bringe nye perspektiver i spil. I 2024 gik IdrætsPlatformens studietur til Litauen. Det var en øjenåbner på flere fronter i forhold til statslig idrætspolitik, potentialerne i kommunale sportsskoler, stærkt fagligt niveau blandt trænere og instruktører - og omfattende modernisering og tilgængelighed til skolefaciliteter, gadeidrætsfaciliter mm. Måske tænker vi herhjemme lidt overlegent, hvad vi dog kan lære af en tidligere Sovjetrepublik? En masse faktisk, og faciliteterne i det baltiske land var i mange tilfælde topmoderne og i visse tilfælde også foran i forhold til driftsmæssige samarbejder mellem kommune og civilsamfund. Vi benyttede lejligheden til at forfatte en lille opsamling om, hvad vi kan lære af Holland, Litauen – og hvad vi selvkritisk bør kigge på i demokratiet i den danske idrætssektor.

I 2025 gik turen til Skotland. Endnu en øjenåbner, som vi snarest vil informere nærmere om. Vi er samtidig i konkret dialog med Københavns Kommune om at bringe gode udenlandske erfaringer bedre i spil gennem et ’Copenhagen Summit. Sport in the community.” Vi har også fortsat konkrete initiativer kørende med den hollandske ’Athletic Skills Model’ og den engelske ’Sporting Capital’ teori. Vi forventer at se konkrete samarbejder omkring disse modeller i nær fremtid i en dansk sammenhæng.

Amsterdam University of Applied Sciences. Der er stor inspiration at hente til fremtidens motoriske dannelse og til talentudvikling i den hollandske ‘Athletic Skills Model’. Foto: Henrik H. Brandt

2024 blev også året, da vi endelig fik nyhedsbrevet ’Nyt fra idrætssektoren’ i luften. Ambitionen er at udkomme 1-3 gange om måneden, men først og fremmest, når der er relevant perspektiverende stof eller gode kurser eller seminarer at informere om. Vi har ca. 2.500 modtagere. Det er stærkt, og vi vil tilstræbe os at sætte volumen, gennemslagskraft og frekvens yderligere op i løbet af 2025. Vi vil gerne skabe en kommunikationskanal for egne og andre aktørers relevante tilbud om kurser og uformel kompetenceudvikling. Tilmeld dig som abonnent (gratis) på dette link.

Som medlem af European Observatoire of Sport & Employment (EOSE) får IdrætsPlatformen et konkret netværk og friske data om udviklingstræk og metoder i forhold til fremtidens arbejdskraft i idrætssektoren. Vi deltog i en stor undersøgelse af fremtidens arbejdskraft og arbejdsmarked i idrætssektoren som dansk repræsentant og ser frem til snart at modtage de færdige resultater til videre formidling. I en dansk kontekst, hvor vi hylder frivillighed som en bærende søjle i idrætssektoren, kan det være svært at få lydhørhed for en påstand om, at sektoren ser ind i mangel på arbejdskraft og behov for at tage strategisk livtag med både uddannelse/efteruddannelse og arbejdsvilkår og karrieremuligheder. Men det gør vi altså... Rettidig omhu er beklageligvis ikke en af de største dyder i den danske idrætssektor på dette område.

Danmark er det land i Europa, er har den største andel af unge og den største andel af deltidsbeskæftigede i idrætssektoren, og faktisk det land i Europa, hvor idrætssektoren fylder mest i beskæftigelsen. Men vi formår ikke at skabe attraktive og langtidsholdbare arbejdsvilkår i en idrætssektor, der får hårdt brug for arbejdskraft i de kommende år.

Danmark har Europas største andel af deltidsbeskæftigelse i idrætssektoren, men det er ikke rigtigt gået op for os, at vi gør for lidt for at fastholde og udvikle arbejdsstyrken. Kilde: EOSE

Lige så væsentlig som de mange formelle kommunikationskanaler er muligheden for uformel sparring og udveksling med medlemmerne af Platformen eller muligheden for at være ’stemmen for den brede idrætssektor’, som det eksempelvis i udpræget grad er tilfældet på Idrætsmødet, hvor IdrætsPlatformen både i 2024 og 2025 var massivt repræsenterede i debatterne. Vi har strålende og konkrete samarbejder med aktører som Fritid & Samfund, HI/IKF. Idrættens Udviklingscenter, UCN, CISC, forskellige kommuner, faciliteter, idrætsudbydere, uddannelsesinstitutioner m.fl.

Tak til bestyrelse, medlemmer og samarbejdspartnere for godt og inspirerende arbejde - og samarbejde - i 2024.

Previous
Previous

Regeringen fastfryser udlodningsmodellens skævheder

Next
Next

Otte faktorer bag padelsportens hurtige fremmarch