Regeringen fastfryser udlodningsmodellens skævheder

Der vil også i de kommende fem år være aktører inden for hegnet og aktører uden for hegnet i adgangen til statslige drifts- og udviklingsmidler fra udlodningsloven for idrætssektorens mange aktører. Foto: Henrik H. Brandt

Kommentar: Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Hvordan får vi flere danskere ind i idrætsfællesskaberne?

Svaret på det spørgsmål lød ganske klart fra Kulturministeriet og flere af Christiansborgs idrætsordførere, da Kulturministeriet for nylig offentliggjorde en såkaldt Evaluering af udlodningsmodellen med et forslag om at forlænge modellen frem til foreløbig 2030.

Svaret er: Det gør vi ikke!

Den politiske ledelse i Danmark vil simpelthen ikke benytte udlodningsloven til at investere i at få flere danskere ind i idrætsfællesskaberne.

Kulturministerium og idrætsordførere tilsidesætter rutinemæssigt viden, datagrundlag og enhver opfordring til at give mulighed for, at flere organiseringsformer eller aktører kan blomstre og udvikle sig. De forbigår gang på gang alternative tilgange med bedre muligheder for at få tag i de befolkningsgrupper, vi gerne vil have med i fællesskaber og fysisk aktivitet af hensyn til fysisk og mental sundhed, social sammenhængskraft, demokrati, motorisk dannelse og andre gode formål.

Konsekvensen af den politik er, at målsætningen om at få flere med i fællesskaber omkring idræt bliver umulig at realisere, især i forhold til teenagepiger og yngre kvinder. Finansieringsmodellen er i praksis direkte kønspolitisk skæv.

Danmarks Statistik har netop opdateret statistikken over idrætsorganisationernes medlemsandel i forhold til befolkningstallet i 2024. Vær opmærksom på, at tallene viser antal medlemskaber. Da mange aktive danskere har medlemskab af mere end en idrætsforening, er andelen af foreningsaktive individer altså lavere, end figurerne viser.

Illustrationen viser andelen af foreningsmedlemskaber i forhold til den samlede befolkning i aldersgrupperne. Kilde: Statistikbanken (CFR)

Deler man op på køn, vil man se, at især pigerne har massivt frafald i teenageårene. Når de bliver unge, er pænt under en tredjedel af kvinderne medlem hos en af de idrætsorganisationer, som er omfattet af udlodningsloven.

Illustrationen viser andelen af foreningsmedlemskaber for kvinder i forhold til den samlede befolkning i aldersgrupperne. Kilde: Statistikbanken (CFR)

Det er naivt at tro eller foregive, at vi kan få alle med - eller bare substantielt flere med - ved fortsat kun at investere i idræt gennem de nationale idrætsorganisationer.

Vi skal investere anderledes i gode idrætsmiljøer i uddannelsesmiljøer, den private sektor, sociale eller sundhedsorienterede NGO’er, idrætsfaciliteter som en organiseringsform i egen ret eller tiltag langt ud af boksen i selskab med detailhandel, caféer, kirker, friluftsorganisationer, aftenskoler, daghøjskoler, hvad ved jeg…

Ved hjælp af Kulturvaneundersøgelsen kan man give et endnu mere detaljeret blik på de forskellige motionsarenaer, der bidrager til at gøre danskernes aktive. Det er især helt urealistisk at få en stor andel af kvinderne ind i idrættens fællesskaber gennem et ensidigt fokus på foreningsidrætten. Figuren nedenfor zoomer ind på kvinder 25-39 år, hvor foreningsidrætten spiller en beskeden rolle i idrætsudøvelsen.

Figuren viser de mange forskellige arenaer, som bidrager til unge kvinders motionsdeltagelse. Foreningsidrætten spiller en relativt beskeden rolle i denne aldersgruppe. Figuren summer til over 100, da respondenterne kunne angive flere motionsarenaer. Kilde: Kulturvaneundersøgelsen 2024, Danmarks Statistik

Det er dybest set også i idrætsorganisationernes interesse, at man får løsnet op for de statslige investeringer i idræt.

Idrætsorganisationerne kan ikke løfte alle de dagsordener, de rutinemæssigt lover sig ud til rent politisk, uden samarbejdspartnere på et vist styrkeniveau driftsmæssigt eller organisatorisk. Organisationerne er bare fanget i det dilemma, at de på den ene side ikke vil afgive udlodningsmidler til andre aktører, på den anden side ville de få bedre muligheder for at aktivere befolkningen, hvis finansieringsmulighederne var bredere. Man kan dog ikke forvente, at idrætsorganisationerne selv foreslår ændringer af udlodningsmodellen.

Ikke desto mindre har det aldrig været vigtigere, at politikerne åbner døren for nye tilgange.

Det gør de bare ikke.

Tværtimod. Politikerne lukker i enighed døren frem til 2030 på baggrund af den seneste evaluering af udlodningsmodellen.

Naturligvis er der andre finansieringsmuligheder end udlodningsmidler, men der er behov for at sætte en national dagsorden og for at tilvejebringe substantielle strategiske midler til at hente nye tiltag og tilgange med ind på spillepladen i idrætssektoren på en driftsmæssig stabil fod.

Næste gang, politikere stiller sig op med den bekymrede mine og taler om trivselskrise, folkesundhedskrise, bevægelsesmæssig fattigdom osv., skal de være klar over, at de selv har prioriteret at låse befolkningens idrætsdeltagelse i det nuværende ’tredjedelsmønster’. Næste gang, de taler om foreningernes fællesskaber og betydning, skal de vide, at de selv har fravalgt mere end to-tredjedele af befolkningen i den førte nationale idrætspolitik - især teenagepiger og yngre kvinder.

IdrætsPlatformen vil fortsat kæmpe for nye tilgange, nye løsningsmodeller, nye samarbejdspartnere og meget gerne nye økonomiske prioriteringer i samspil med både foreninger og andre aktører. Det har aldrig været vigtigere.

Den nuværende idrætspolitiske kurs på Christiansborg er den direkte opskrift på yderligere idrætsmæssig og samfundsmæssig polarisering og på yderligere demokratisk udenforskab. Sidst, jeg kiggede efter, var det ellers netop sådanne tendenser, foreningslivet i Danmark var så berømmet for at modvirke.