Idrætten kan gøre mere for hele samfundet. Det bliver den nok også nødt til
Kommentar: Hvorfor er det ekstra vigtigt, at den danske idrætssektor er i topform og i stand til at forny sig selv i disse år? Idrætten har en vigtig opgave med at få flere med og skabe mere levende fysiske mødesteder i et samfund med demokratiske udfordringer og voksende splittelse.
Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen
På overfladen ser det hele jo vidunderligt ud her i sensommeren. Vi er friske og solbrune i kuløren efter en god ferie.
Ude i ferielandet solgte de nyopgravede kartofler og hjemmedyrket persille fra ubemandede vejboder. Sådan vil vi gerne have, at det skal være i det danske tillidssamfund.
I august er ungerne begyndt i skolen igen, og naturligvis vælter de ind til sunde fritidsinteresser som fodbold, gymnastik og håndbold - som generationerne før dem. Vi voksne mødes til DHL-Stafetten i titusindvis. Vi er i ganske god form – altså os, der har et hold at deltage på.
Måske har vi netop haft det fantastisk sammen med andre beslutningstagere og funktionærer til Folkemødet eller Kulturmødet?
Ved sådanne arrangementer aner man nok en anelse bekymring for samfundsudviklingen i debatteltene, men så må man drikke en fadøl med fonde og politikere i ølteltet senere på aftenen og diskutere mulige nye satsninger som Demokrativærn, Fritidsmissioner, Kulturpas, Ungeløft, Nationale Klubhuse og Startblokke. Bevillingerne flyder – især til de aktører, der har flest ressourcer i forvejen.
Civilsamfundet fungerer. Eller?
En tiltagende splittelse
En anden virkelighed træder også stadigt tydeligere frem.
Selv om vi har stor tillid til idealer og tradition i foreningsliv og folkeoplysning og til civilsamfundets organisationer, er der masser af udfordringer, som kalder på nye tilgange oven i dem, vi har kendt i årtier, og som tydeligvis ikke har løst alle udfordringer.
Foreningslivet er trods sin idrætspolitiske førerposition i lovgivning og kultur langt fra et mødested for alle.
Idrætsfaciliteterne er trods offentlig støtte langt fra altid i stand til at følge med idrætsvanerne og forene og være relevante for hele lokalsamfundet. De enorme lokale forskelle i faciliteternes rækkevidde og måde at fungere på, viser at der er store uforløste potentialer.
De mest ressourcestærke eller idrætsaktive borgere rykker i stigende tal over i den private sektor i veludstyrede padel- og fitnessmiljøer, fordi de offentligt støttede tilbud i sammenligning hverken er interessante eller tilstrækkelige nok.
Og så er der naturligvis alle dem, vi slet ikke ser i idrættens miljøer. Uligheden i sundhed og deltagelse er voksende.
Den mentale trivsel hos ungdommen er i krise, selv om ungdommen og dens velbefindende er det historiske fokus og ’slutprodukt’ for den folkeoplysning, vi bygger den formelle danske idrætspolitik på.
Fundamentet for den demokratiske samtale både i det nære og det større i samfundet uden for idrætten viser efterhånden synlige sprækker. Det hører med til demokrati at være uenig på en civiliseret måde, men i stigende grad føres den offentlige debat af uforsonlige fraktioner, der totalt forkaster fælles faktuelle grundlag for debatterne eller de grundlæggende værdier, som sunde debatter ofte hviler på. Det er svært at bokse og bøvle demokratisk med hinanden, hvis man helst bliver stående i hver sit ringhjørne.
Scrol ned over Facebook-væggen og se den målrettede propaganda, der florerer der. Find det ekkokammer, der passer bedst akkurat til dig…
Kig ud på landevejen med demonstrerende og vrede landmænd. Kig på de voksende økonomiske skel mellem land og by, de butiksdøde bymidter i mindre byer og købstæder.
Kig på den handlekraftige minister ved den nedskudte ulv langt ovre vestpå. Kig på udviklingen i huspriser, tilflytning og fraflytning, den demografiske fordeling af ungdom og seniorer.
Læs partiernes bastante og bevidst splittende forslag og mediekampagner om dem og os i indvandrerdebatten, Grønlands-debatten, landbrugs- og fødevaredebatten, energi -og klimadebatten. Samfundsbærende politiske partier mister fart eller rykkes midt over af intern uenighed.
Kig på kunstig intelligens og vores forudsætninger for at tilgå den digitale virkelighed. Kig på debatten om elbiler, techgiganter, vindmøller, jernmarker og offentlig transport.
Vi kan hurtigt finde nogen at give skylden eller bide ad. Der er rigeligt med temaer, der kan dele de iltfattige vande, selv om vi vel stadig er folkeoplysningens, foreningernes, lighedens og den demokratiske deltagelses land?
Kig på verden omkring os. Splittelse om EU, Kig på grænser og grænsedragninger, der efter årtiers fred atter drages højlydt i tvivl. Usikre forsvarsalliancer, Ukraine, Danmarks placering i verdens vaklende sikkerhedsarkitektur.
Demokratiske kriser rykker tættere på
Kig med lidt gysen på vores ellers altid så solide nærmeste naboer i Tyskland. Yderfløjene tordner frem, røster om valgmanipulation og fake news i public service-medierne tilstræber at underminere demokratiet og sprede konspirationsteorier på forhånd endnu inden stemmeoptællingen ved de forestående delstatsvalg. ’Altparteien’ og historiefornægtere, Ostalgikere og Wut-Wessis. Befolkningslag og landsdele opdeles stadigt mere og genrejser en usynlig mur.
Kig på USA. Nej, det orker vi ikke engang længere.
Det går trods alt bedre herhjemme. Måske til dels på grund af vores foreningskultur og vores folkeoplysning?
Vi synger fra højskolesangbogen og hylder vores foreningsliv ved alle festlige lejligheder, men vi er reelt ikke længere nær så gode til at respektere andres holdninger eller måde at leve på. Ikke nær så gode til at investere vores fritid i at gøre noget for andre end vores egne nærmeste.
Civilsamfundets organisationer i idræt og folkeoplysning orienterer sig efterhånden mere tydeligt mod politikere og bevilgende myndigheder end mod deres egne medlemsforeninger. Debatter og uenighed holdes helst internt for ikke at vise svækkelse udadtil. Selvkritik nedtones, public affairs og branding opgraderes.
Når demokrati og magtmisbrug i idrættens internationale organisationer kører helt ad sporet, reagerer vi først, når korruptionen og magtmisbruget kommer helt ind i vores egen stue.
Idrætten er en af de få fællesnævnere
Hvad har disse tendenser med idrættens samfundsrolle at gøre?
Samfundsudviklingen har det med idræt at gøre, at levende fysiske mødesteder på tværs af alle samfundslag og aldersgrupper stadig er et af de få steder, hvor vi kan møde og interagere med folk, der ikke er helt som os, og finde ud af, at de egentlig er OK.
Det har også det med idræt at gøre, at mennesker, der lever et aktivt liv og oplever fysisk og mentalt velvære ved træning og fællesskab ofte trives bedre i andre forhold.
Men at levere til fulde på idrættens potentialer forudsætter naturligvis, at idrætssektoren reelt er i stand til at få alle med. Derfor er det så vigtigt at lytte til tal og tendenser og udvise rettidig omhu, når det halter. Derfor skal idrætssektoren have en sund debat om, hvordan man investerer - og hvordan man investerer de rigtige steder.
I dansk idræt har vi stadig et solidt og forskningsbaseret faktuelt datagrundlag som grundlag for debatten om sektorens udvikling. Et grundlag, som mange andre sektorer vil misunde os.
Men bruger vi sektorens videns- og datagrundlag til at skabe nye løsninger? Eller ignorerer vi tydelige behov for nytænkning, fordi de etablerede aktører aldrig udfordres politisk, og fordi de holdes godt ved huld af offentlige tilskud, så de aldrig føler en brændende platform trods stagnerende markedsandele og åbenlyse udfordringer?
Tallene viser ganske klart – år efter år – at vi langt fra har alle med. Folkesundhed, fysisk aktivitet, mental sundhed, motoriske færdigheder og aktiv deltagelse er udfordret. Alligevel laver vi helst intet om i den måde, vi tænker idrættens strukturer og organisering på.
Er vi ligefrem der, hvor de organisationer, der af historiske og lovgivningsmæssige sidder bedst på flæsket, i stigende grad ignorerer græsrødderne og ønsker om forandring og nye løsninger? Det er præcis den synd, mange beskylder landbrugets organisationer for at have begået alt for længe i det igangværende hårde opgør om landbrugets fremtid og vilkår.
Er stigende splittelse også på vej i idrætten?
Taler vi med de bevilgende instanser om alle dem, vi skal hjælpe gennem idrætten, uden at vi rent faktisk interagerer med dem, vi skal hjælpe? Dem med størst behov for at blive en del af idrætten i hverdagen.
Læs denne kommentar som et hævet signalflag.
Alle os, der arbejder i idrætten, skal ikke blot se på os selv som fritidsaktører, der leverer lidt krydderi på tilværelsen. Vi skal til at se på os selv som en nøglesektor i sundhed, dannelse, demokrati og deltagelse.
Vi har en pligt til at gøre tingene ordentligt.
Til at skabe endnu mere liv i faciliteterne. Til at få flere med. Til at skabe livsglæde og fællesskab snarere end taberfabrikker, der sorterer ungerne unødigt fra.
Til at skabe møder på tværs af generationer, køn og befolkningslag.
Til at investere midlerne bedst muligt og med blik for flere målgrupper og nye tendenser og behov.
Til at samarbejde, dele og dygtiggøre hinanden og os selv.
Til også at give plads til det nye.
Til ikke nødvendigvis at gå hjem kl. 15.30, selv om sektoren bliver stadig mere professionaliseret, og timerne jo skal registreres.
Vi må aldrig være selvtilfredse i den danske idrætssektor. Vi har en god sag, men det må aldrig blive en sovepude, at ”det er os, der er de gode.”
Vi kan gøre det endnu bedre på mange områder i den danske idrætssektor - også inden for de aktuelle fysiske og økonomiske rammer.
Vi bør være mere ambitiøse på vegne af idrætssektoren og dens kvaliteter og samfundsmæssige rækkevidde.
Det bliver vi nødt til, sådan som verden ser ud.
Kommende arrangementer - IdrætsPlatformen:
IdrætsPlatformen inviterer til webinarserien ’Nye bud på fremtidens idrætspolitik’. Vi holder (foreløbig) fem morgenwebinar på mandag kl. 08.30-09.15 med personligheder, der kender idrætten indefra og godt tør udfordre og komme med nye bud på ting, vi kan blive bedre til. Første arrangement er mandag den 7. september kl. 08.30. Læs mere.
Vi har netop lanceret det samlede program for Konferencen på Idrættens Branchedage i Vejen den 3.-4. november. Programmet fokuserer på aktørerne i og omkring de lokale idrætsmiljøer og idrættens faciliteter og den rolle, de spiller i samfundet. Vi diskuterer alt det, vi skal være bedre til, og deler eksempler og gode cases fra praksis og fra forskningsbaseret viden. Branchedagene er nærmest et komprimeret højskoleophold for idrætsaktører. Ren folkeoplysning, for man kan godt lave god folkeoplysning uden at få tilskud fra kommunen. Læs det samlede program på dette link.
Husk desuden studieturen til idrætslandskaberne i det splittede Tyskland den 23.-25. september. Det bliver voldsomt interessant. Vi kommer hele paletten rundt. Læs program og tilmelding.
Fotos: Den lukkede og forladte Thy Sportsefterskole. Engang imellem går det faktisk galt i den folkeoplysende sektor herhjemme. Foto: Henrik H. Brandt