Kan vi stadig redde idrætten fra sporten?
Den velbesøgte Play the Game-konference i Tampere den 5.-8. oktober 2025 tegnede et dystert billede af sporten og demokratiet. Foto: Thomas Søndergaard/Play the Game
Analyse: Play the Game-konferencen i Tampere den 5.-8. oktober 2025 belyste endnu engang omfattende magtmisbrug, korruption og demokratiske udfordringer i international idræt. De senere års mange reformer og forsøg på at finde løsninger virker ikke ret godt. Spørgsmålet er nu, hvordan man redder samfundet og den brede idræt mest muligt fra negativ påvirkning fra international sport?
Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen
Vi kan ikke redde sporten. Spørgsmålet er, om vi stadig kan redde idrætten fra sporten?
Konklusionen efter fire overvældende dage på den dansk initierede Play the Game-konference i Tampere den 5.-8. oktober er, at kampen om international sport er ved at være tabt for de kræfter, der tager sportens værdier for pålydende.
Autoritære og populistiske regeringer fylder stadig mere i verden og dermed også i den international sportsverden, hvor forbund og organisationer på stribe bliver et villigt og effektivt redskab i værktøjskassen hos autoritære lande eller økonomiske interesser, der bruger sporten til egne formål.
De senere års kamp for reformer og styrket regulering af international sport har i mange henseender spillet fallit. Idrætsorganisationerne med FIFA som det lysende eksempel skruer åbenlyst reformerne tilbage eller omgår egne regler.
For dansk idræts vedkommende forstærker udviklingen en række dilemmaer, som har presset på længe:
1. Kan man stadig deltage i sport og internationale sportsevents på et socialt og samfundsmæssigt forsvarligt grundlag?
Dansk deltagelse i international topsport er en del af en global idrætsbevægelse, som i stigende grad kontrolleres af autoritære kræfter eller uigennemsigtige økonomiske interesser. Kløften til de værdier, dansk idræt og eliteidræt bygger på, udvider sig. Voksende dele af international eliteidræt og topsport er ikke længere en bevægelse, der bygger på et socialt og samfundsmæssigt forsvarligt grundlag.
2. Hvor meget skal sportens regulering og kontrolforanstaltninger fylde længere nede i rækkerne?
Dårligdomme og tendenser fra toppen af pyramiden påvirker også den hjemlige elite- og konkurrenceidræt. Et voksende antal regler og procedurer med afsæt i topsportens behov og udfordringer betyder, at ’apparatet’ omkring idrætten på lavere niveau i mange tilfælde nærmest bliver større økonomisk og administrativt end selve den idrætslige kerne. Den tillidsbaserede og frivillige danske model kommer under øget pres.
3. Hvordan friholder vi den brede idræt fra alle topsportens dårligdomme?
Den brede idræt med fokus på deltagelse, lokale fællesskaber, folkesundhed, demokrati og græsrodsengagement får et stigende behov for at distancere sig eller løsrive sig helt fra sportens organisationer og myten om, at der går en sammenhængende linje fra bredden til toppen af pyramiden. Den brede idrætsbevægelse kan blive en del af en demokratisk og dannelsesmæssig oprustning for at holde samfundet fri af den autoritære og polariserende samfundsudvikling i store dele af verden og Europa, men den kan i værste fald også blive det modsatte. Samtidig har den brede idrætsbevægelse i Danmark selv brug for strukturelle og demokratiske reformer.
Sortsynet kræver sikkert en nærmere forklaring.
Derfor rejser vi et smut til den 14. Play the Game konference i Tampere, Finland den 5.-8. oktober 2025. Mere end 550 deltagere fra 60 lande havde fundet vej til konferencen, der rent organisatorisk og ’redaktionelt’ nok var den hidtil bedste.
Deltagerlisten omfatter akademikere, journalister, NGO’er, internationale institutioner og myndigheder, mens internationale idrætsorganisationer fortsat kun deltager i begrænset omfang . Det giver absolut ikke internationale point til danske specialforbund at blive set i selskab med Play the Game. Så meget mere grund er der til at fremhæve specialforbund som DanskHåndbold og Svøm Danmark for deres synlige tilstedeværelse i Finland.
Intet internationalt forum i idrætten formår som Play the Game og temaet omkring Jens Sejer Andersen (tv.) og Stanis Elsborg (th) at eksponere og debattere nogle af sportens værste og mest deprimerende eller komplekse problemstillinger i en atmosfære præget af indsigt, faglighed, respekt og ytringsfrihed.
Den internationale sportsverdens mange tabuer eller direkte kriminelle skyggesider kommer under kyndig behandling på konferencerne, uden at luften bliver alt for tyk af trusler eller dårlig stemning, og uden at forsøg på at finde konstruktive løsninger fortabes af syne. Men selv om Play the Game-konferencen foregår i en forbløffende venlig atmosfære, tegner konferencen et særdeles deprimerende billede af sportens tilstand og de mulige konsekvenser.
Når man kombinerer den internationale sportsverdens interne udfordringer med samfundsudviklingen generelt:
Ny teknologi med voldsom gennemslagskraft
Nødlidende (sports)journalistik og ineffektiv ekstern kontrol med sportens globale systemer
Ekstrem pengemagt hos autoritære stater med glubende appetit på sportens påvirkningskraft
Øget samfundsmæssig polarisering og demokratiske tilbageslag hos selv nærtstående lande i den vestlige verden
Ja, så har vi balladen...
Udviklingen i den internationale sportsverden kommer også til en idrætshal nær os.
Vi kan takke den danske demokratiske idrætskultur, som Play the Game bygger på, for at vi får belyst problemstillingerne så grundigt og uden omsvøb. Men som altid maner deltagelse i en Play the Game-konference til dyb eftertanke.
Når man som undertegnede har deltaget i og en del af årene også været personligt involveret i Play the Game gennem 25 år, kan man se mønstre over tid og nogle meget bekymrende udviklingstendenser:
Hvor længe bliver dialogens vej ved med at gå godt i en verden, hvor demokratiske regeringer og respekt for gængse spilleregler – selv i os nærtstående lande – er under stigende pres?
Nye regioner med andre forståelser af magt og midler kræver eller tager deres (rimelige?) del af magten i en sportsverden, der langt hen ad vejen har afsæt i europæisk tradition og kultur, men som må vænne sig til, at magtforholdene og spillereglerne er under forandring.
Politiske, økonomiske, teknologiske og til dels kulturelle forandringer præger international sport. Samme uro og polarisering, som præger verden generelt, præger også sporten.
På den måde udgør den overordnede retning for de 14 Play the Game-konferencer siden 1997 et spejl af udviklingen:
De første konferencer omkring årtusindeskiftet forsøgte at fremme en bredere idrætskultur end den olympiske topsport og at understøtte en kritisk og international offentlighed omkring idrætten. Bedre sportsjournalistik skulle få svesken på desken om korruption, doping og magtmisbrug i sportens internationale organisationer. Det tog lang tid for sportens organisationer at erkende eller indrømme problemernes omfang. Play the Game mødte betydelig modstand fra sportens magthavere, der ikke ønskede deres ‘autonomi’ gået for nær af indblanding ‘udefra’ eller fandt kritikken ubekvem. Dilemmaet mellem sportens såkaldte autonomi og interne demokrati – og risikoen for, at denne autonomi bliver misbrugt til handlinger eller demokratisk praksis, man aldrig ville acceptere på andre samfundsområder, har fulgt Play the Game fra begyndelsen.
Senere voksede graden og omfanget af skandaler i international sport i en grad, så hele butikken eksploderede. Politiske institutioner krævede oprydning og reformer. Antidoping og olympisk bestikkelse kom stærkt på dagsordenen. Senere fulgte temaer som match-fixing samt det tykke lag af korruption og magtmisbrug omkring store events, stadionbyggerier, medierettigheder og forvaltningen af den voksende økonomi i de internationale specialforbund. Regeringerne og internationale institutioner kom i stigende grad på banen. Nu handlede det om at finde fælles løsninger på sportens systemiske udfordringer. Nye konventioner om antidoping og match-fixing så dagens lys. Good governance blev det nye slagord i idrætten, og de fleste internationale idrætsorganisationer gennemførte (eller foregav at gennemføre) forvaltningsreformer. Selve initiativet Play the Game antog en mere researchbaseret form, hvor organisationen sammen med forskere og internationale institutioner engagerede sig i politisk arbejde og research og udvikling af konkrete løsningsmodeller i forhold til eksempelvis good governance, bæredygtige stadionanlæg/events og senest bekæmpelse af sportens skyggesider gennem et internationalt agentur (et såkaldt ‘clearinghouse’ for sport).
I 2020’erne er endnu en dimension kommet stærkt til syne på konferencerne: Atleternes rettigheder, menneskerettigheder, ligestilling, minoriteters rettigheder og adgang til idræt. Antallet af NGO’er med fokus på individers rettigheder eller menneskerettigheder i idrætten er steget kraftigt, og store skandaler med seksuelt misbrug, fysisk eller psykisk vold i eliteidrætsmiljøer er kommet for dagens lys. Når fokus øges på enkeltpersoners skæbne eller særlige målgrupper og behov, bliver diskussionerne ofte stærkt følelsesladede og fulde af reelle dilemmaer for ægte mennesker. Hvilke slag er de vigtigste at kæmpe? En transkønnet persons ret til at stille op i kvindeklassen eller beskyttelse af kvindekategorien mod snyd? Lige vilkår eller kvinders ret til overhovedet at dyrke idræt i visse lande? Udbredelse af sporten til nye lande eller migrantarbejderes og befolkningers adgang til helt basale rettigheder i forbindelse med sportens megabegivenheder? Balancen er ikke spor let i takt med, at Play the Game har en rolle som et centralt globalt forum for sportens mange udfordringer. Organisationen skal (akkurat som de internationale specialforbund i øvrigt) finde balancen mellem global udvikling og mere regionale idrætspolitiske kampe og kulturer. Adgang til sport og idræt er en menneskeret. Adgang til at dyrke idræt i en demokratisk idrætskultur er tydeligvis ikke...
Hvor er vi så nu efter Tampere?
Et stærkt ubehageligt sted.
Pendulet svinger tilbage
Sportens skyggesider er kendte og erkendte af myndigheder og idrætsorganisationer. Nye løsningsmodeller i forhold til doping, match-fixing, good governance, financial fairplay, fit and proper tests/ejerskaber, strategier for bæredygtighed og menneskerettigheder osv. er udviklet og sat på papir over de seneste årtier…
Men nu sad vi altså der på den 14. Play the Game konference i de smukkeste omgivelser i musikhuset i Tampere og blev præsenteret for et bombardement af eksempler på, at reformer og myndigheders indblanding ikke virker eller blot fejes til side. Pendulet svinger i høj grad tilbage.
Sporten har længe været styret af lidet demokratiske ‘etpartisystemer’ i form af internationale specialforbund, som ofte er uden velfungerende interne demokratiske strukturer og procedurer. Efterhånden er hovedparten af verdens lande efterhånden styret efter noget nær samme model - eller på vej i en mere autokratisk og populistisk retning.
Hvor finder man stærke og troværdige alliancer et sådant klima? Hvor skal man efterhånden gå hen?
Play the Game har i de senere år lavet et prisværdigt arbejde med bred international deltagelse for at styrke den globale indsats mod sportens katalog af integritets- og kriminalitetsudfordringer gennem projektet Clearing Sport.
Gå til temasiden med baggrundsdokumentation for Play the Game-projektet ”ClearingSport: Towards an entity countering crime, corruption, and other integrity breaches in sport”.
Dokumentation og skitser til en fremtidig model for en et internationalt integritetsagentur som supplement til indsatser mod doping (WADA) og andre eksisterende indsatser foreligger nu, men sessionerne i Tampere afslørede en vis rådvildhed i forhold til den videre vej mod at føre intentionerne ud i praksis.
Hvem skal og kan tage bolden, når verdens internationale institutioner eller de største landes ledere og politisk kultur heller ikke ligefrem er poster boys for good governance?
Hvor skal ressourcer og lovmæssig hjemmel til en konstruktion med globalt sigte komme fra?
Skal en ny struktur både bekæmpe systemisk korruption og magtmisbrug og de hyppige tilfælde af såkaldt interpersonel vold og misbrug i idrætten?
Til overmål er den uafhængige sportsjournalistik, som egentlig var blandt målgrupperne for de først Play the Game-konferencer, i tilbagegang eller dyb krise. Dagblade med stærke sportsredaktioner eller uvildig tv-journalistik, som er fri af dyre rettigheder fra de samme aktører, som de skal bide i haserne. Glem det…
Imens træder sociale medier og kunstig intelligens ind på scenen og sørger for, at også aktører med ilde hensigter kan udbrede deres budskaber eller uredigerede fake news med stadigt større kraft, tempo og målrettethed – og på alle sprog...
Lad mig give et par konkrete nedslag fra konferencen i Tampere:
Good governance og menneskerettigheder som papirtiger
Den schweiziske strafferetsekspert Mark Pieth blev i 2011 hentet ind som formand for den uafhængige reformkomité, der skulle modernisere FIFA’s forvaltning og vedtægter. Nu kan han se sit arbejde være stort set nytteløst, mens FIFA gør klar til VM i Saudi-Arabien i 2034.
”Hvis man kigger på FIFA’s strukturer på papiret i dag, ser det ikke alt for skidt ud. Eksempelvis skrev man menneskerettigheder ind i vedtægterne, som i det store hele var baseret på FN’s retningslinjer, men forløbet omkring VM til Saudi-Arabien som VM-vært i 2034 viser, at FIFA stort set har været ligeglade med at implementere egne regler”, sagde Mark Pieth på Play the Game (Foto: Thomas Søndergaard/Play the Game).
Hvis man ud fra en strikt juridisk vinkel tester de saudiske VM-værter på standarder for ytringsfrihed, vilkårlige anholdelser, tortur, dødsstraf, adskillelse af dømmende og udøvende magt, kvinders rettigheder, migranters rettigheder, arbejdsrettigheder mm. lever Saudi-Arabien på ingen måde op til FIFA’s officielle standarder og vedtægter. Det gjorde hele processen omkring udpegelsen af VM-værtslande i 2030-2034 heller ikke - trods de formelle reformer efter tildelingen af VM-slutrunden 2022 til Qatar.
”Vi oplever et regelsystem, som ikke ser så skidt ud på papiret, men vi har en papirtiger styret af folk, som gør sig gode venner med autokrater og diktatorer for at berige sig selv så hurtigt som muligt”, sagde Mark Pieth.
Skandaler og misbrug
FIFA er intet særtilfælde. Vi hørte også nyt om det internationale volleyballforbund, hvis parodiske styre med Rubén Acosta som enevældig præsident og hustruen Malou Acosta som ukronet dronning gennem 24 år fra 1984 til 2008 sendte anslået af brasilianske journalister 102 mio. dollars fra tv- og kommercielle rettigheder ned i de forkerte lommer. Er der så ryddet op efter datidens Volleygate? Næh, såmænd. Korruptionsmønstrene kører videre. Nu blot med nye folk…
Brug bare 10 minutter på at gå på jagt efter skandaler eller forvaltningsmæssige uregelmæssigheder i andre af idrættens internationale specialforbund: Håndbold, bordtennis, triathlon, moderne femkamp, boksning, biathlon, skoleidræt, svømning, hockey. Beretninger og beskyldninger om korruption, magtmisbrug, dysfunktionelt demokrati står i kø.
Hvem ejer diskursen?
Mark Pieths analyse af FIFA blev suppleret af den belgiske governance-ekspert Arnout Geeraert, der ud fra et forskningsbaseret udgangspunkt forklarede, hvordan de internationale idrætsorganisationer har haft held til at sætte dagsorden og rammesætte løsninger, der passer dem, når regeringer eller internationale organisationer forsøger at blande sig i reguleringen af sportens affærer med tiltag for good governance.
Idrættens organisationer og ledere arbejder konsistent og vedholdende på deres felt, regeringer er mere sporadisk engagerede, omskiftelige og med mange andre udfordringer. Regeringer viger tilbage for at blande sig i idrætsorganisationernes affærer med hårde foranstaltninger, selv om mere bløde tiltag som good governance-reformer, uafhængige integrity-enheder mm. med få undtagelser ikke har virket som håbet. Hvis sportsorganisationers governance-reformer ret beset mere er vinduespynt end reel vilje til forandring, fungerer reformerne ikke uden hårdere kontrol eller regulering udefra.
Læs paperet: The dark side of governance networks: how private actors use discursive strategies in global sport governance.
Arnout Geeraert, Public Management Review (åben adgang).
På konferencen i Tampere kunne man møde den tidligere kommunikationsmedarbejder Abdullah Ibhais fra Qatars organisationskomité for VM-slutrunden i 2022. Da Ibhais nægtede at formidle løgnehistorier på arrangørernes vegne om, at strejkende migantarbejdere intet havde med de omdiskuterede stadionbyggerier i Qatar at gøre, endte han til sidst i fængsel i tre år. Qatars image skulle pyntes for enhver pris gennem de svimlende investeringer i VM-slutrunden og indflydelse i international sport.
Abdullah Ibhais fængselsophold for at gå imod VM-organisationskomitéen er muligvis intet særsyn i udemokratiske lande, men Ibhais gav på Play the Game-konferencen samtidig et isnende indblik i det kommunikationsapparat, Qatars regime byggede op for at styrke landets image gennem VM-slutrunden. Målrettede mediebriefinger, favorisering af venligtsindede medier, omgåelse af medier gennem politikere, institutioner og ambassadører, indholdspartnerskaber med medier, mere end 32.000 plantede artikler og et omfattende kartotek over journalister og deres holdninger og påvirkelighed… Og det var kun i den lille sportsnation Qatar…
Abdullah Ibhais betalte en høj pris for sin modstand mod at fortælle løgnehistorier om migrantarbejdernes vilkår i forberedelserne til VM-slutrunden i fodbold i Qatar i 2022. Foto: Thomas Søndergaard/Play the Game
Kombinerer man kommunikationsmusklerne i et land som Qatar med muligheder på sociale medier og kunstig intelligens, der oversætter og personificerer artikler – sande som fabrikerede – i tusindvis på et splitsekund, kigger vi ind i en verden af fake news eller polariserende medier.
Vi er kun lige begyndt på denne virkelighed. Er sporten ligefrem på vej til at blive et redskab til at polarisere eller undergrave demokratiske nationer?
Når man ser, hvordan en ekstrem, men succesrig præsidentkandidat for nylig i Rumænien dukkede op ud af ingenting – nærmest udelukkende promoveret gennem målrettet socialt mediearbejde og ukendt indtil valgdagen af den bredere politiske offentlighed, ved man, hvad der venter – også her i Kongeriget.
På Play the Game fik vi konkrete eksempler på, hvordan Donald Trump i USA pleaser sine kernevælgere med dekreter om totalforbud mod transkønnede atleter på ethvert niveau af kvindeidræt baseret på et par kontroversielle grænsetilfælde i toppen af sportspyramiden. Donald Trump kan med sport som en del af værktøjskassen puste til den perfekte storm til at sætte det amerikanske demokrati og demokratiske institutioner ud af kraft. Kommende events som OL i 2028 og VM-slutrunden i fodbold næste år er perfekte anledninger til at skrue op for politistatsmetoder under dække af national sikkerhed.
Én ting er politisk magt. Noget andet er kriminel magt. Match-fixerne viser vejen i en asiatisk domineret billionindustri (estimatet for størrelsen af det globale gamblingmarked nævnt på Play the Game var 1.700.000.000.000 dollars). Som det på konferencen blev formuleret af den amerikanske integritetsekspert Nick Raudenski, kan match-fixerne fortsat påvirke sportsbegivenheder stort set, som det passer dem trods konventioner, øget dataovervågning og integritetskonferencer.
Konkrete eksempler på, hvordan multiklubejerskaber og stråmænd med ilde hensigter har held til at infiltrere sporten fik vi af det slovakiske fodboldforbunds integritetsansvarlige Jakub Cavoj: Den helt nyindsatte træner for et nyoprykket slovakisk 2. divisionsforhold kørte lige i forvejen med spilledragter og bolde til træningslejren i Kroatien. Næste dag blev spillerne i spillerbussen på vej til Kroatien ringet op og spurgt, hvad de havde gang i… Det viste sig, at et hold af helt ukendte spillere i klubbens trøjer allerede var i gang med at spille træningskamp i Kroatien. 0-14 blev resultatet. Kampens eneste formål var match-fixing. Klubben selv og de ’ægte spillere’ i spillerbussen anede intet om, at en kamp var i gang… Når professionelle eller semiprofessionelle sportsklubber er på spanden - og det er de som regel - er modstandsdygtigheden og årvågenheden over fra udefrakommende ‘investorer’ på et lavt niveau.
Dybdeborende journalister som Philippe Auclair (billedet) og Lindsey Kennedy gav rystende beretninger om asiatiske bygningskomplekser, hvor tusindvis af arbejdere under slavelignende forhold arbejder med illegalt spil. Reguleringen af selv de europæiske spillemarkeder er så mangelfuld, at stort set samtlige klubber i Premier League reklamerer for betting brands, der er legitime på overfladen, men fører videre til dunkle sider af den globale spilleindustri. Udfordringer med suspekte eller intransparente ejerforhold kender vi såmænd også fra dansk idræt.
I den ene af spektret kæmper til tider højlydte aktivistgrupper på Play the Game-konferencerne for minoriteters rettigheder uden måske at tage rimelige hensyn til beskyttelse af den generelle kvindekategori i idrætten. I den anden ende af spektret siger populistiske magthavere ja tak til muligheden for bruge ”wokeismen” i sporten eller sikkerhed ved store sports events til at sprede gys og skræk i kernevælgerne og stramme skruerne om demokratiet. Sport og sportsskandaler kan bruges politisk til skræddersyede formål.
Mette Thiesen, Dansk Folkeparti, 14. oktober 2025
Uden at antyde en konkret sammenhæng må man spørge hvilke politiske kræfter eller fremmede magter, der kunne hygge sig med at se en politiker som Mette Thiesen så sent som den 14. oktober gøre en politisk mærkesag ud af en regelændring i DBU Sjælland, der under særlige betingelser muliggør det for en ganske lille (eller måske slet ikke eksisterende) minoritet af transpersoner at spille kvindefodboldkampe på breddeniveau i DBU Sjællands rækker? Mikroskopisk symbolpolitik med afsæt i sport med potentiale til at bevæge sindene i udpræget grad. Imens må man spørge, hvad Dansk Folkeparti eller ligesindede partier i andre europæiske lande ellers har af mærkesager i forhold til værdipolitik, EU, Rusland eller udenrigspolitik? Optræder disse partier splittende eller samlende? Hvem har en interesse i at piske en stemning op?
Play the Game gav så rigeligt eksempler på både mediemagten, polariseringen og en verden, hvor den afbalancerede demokratiske samtale ikke længere fungerer. Det er det verdensbillede, vi kigger ind i.
Der var som nævnt en god debat på Play the Game-konferencen, men det er heller ikke kernevælgere til Trump, Weidel, Le Pen, Putin, Farage, Kinas etpartistyre eller mellemøstlige magthavere, der befinder sig blandt de 550 konferencedeltagere i musikhuset i Tampere. Uden for auditorierne ser verden anderledes ud. På den måde er Play the Game i sig selv et billede på voksende politiske og samfundsmæssige polarisering.
De europæiske institutioner som Europarådet eller EU holder stadig idrættens etiske standarder på dagsordenen. Europarådets vicegeneralsektær Bjørn Berge leverede en stærk afslutningstale på Play the Game-konferencen i Tampere, men EU og Europarådet er jo ikke stærkere end deres politiske grundlag.
Den tårnhøje pris for modstand
Kombinerer man dystre politiske scenarier med den økonomiske magt, der ligger i overtagelsen af klubejerskaber, spillemarkedet, e-sporten under saudisk ejerskab, sponsormagt osv., har vi en international sportsverden, der i stigende grad er et redskab for undergravende tendenser i demokratiske samfund.
Selvfølgelig kan man stritte imod, men det kan have en tårnhøj pris:
Abdullah Ibhais slap trods alt levende ud af fængslet i Qatar. Han modtog Play the Game Award i Tampere.
De russiske doping-whistleblowere Julia og Anatolij Stepanov, som modtog Play the Game Award i 2017, lever i dag i eksil og frygt for snarlig udvisning fra USA til det Rusland, hvor de afslørede organiseret statsdoping.
Den internationale koordinator for hviderussiske atleter i eksil, Anatol Kotau, forsvandt den 21. august sporløst i Tyrkiet, hvor han skulle have deltaget i et møde. Anatol Kotau er tidligere generalsekretær for den hviderussiske olympiske komité i Hviderusland og var ansvarlig for European Games i Minsk i 2019, men gik siden i opposition sammen med en lang række landflygtige hviderussiske atleter. Organisationen Belarusian Sport Solidarity Foundation modtog Play the Game Award I 2022.
Tilbage står spørgsmålet om de internationale dårligdommes indflydelse på dansk idræt på forskellige niveauer. Lad os vende tilbage til de tre niveauer, som vi lancerede indledningsvist i denne analyse:
1. Kan man stadig deltage i sport og internationale sportsevents på et socialt og samfundsmæssigt forsvarligt grundlag?
Dansk deltagelse i international topsport er en del af en global idrætsbevægelse, som i stigende grad kontrolleres af autoritære kræfter eller uigennemsigtige økonomiske interesser. Kløften til de værdier, dansk idræt og eliteidræt bygger på, udvider sig. Voksende dele af international eliteidræt og topsport er ikke længere en bevægelse, der bygger på et socialt og samfundsmæssigt forsvarligt grundlag.
Denne problematik er ikke ny, men som det også fremgår af DIF’s internationale strategi og DBU’s langt mere afdæmpede idrætspolitiske stil efter VM i Qatar er sportens organisationer også i Danmark ved at arrangere sig. Man søger indflydelse i sportens egne organer, men man udfordrer ikke den såkaldte europæiske sportsmodel. Man lader som om – eller håber stadig – at sporten kan reformeres.
Spørgsmålet herhjemme er, om sporten kan regulere sig selv i en grad, så den lever op til eliteidrætsloven. Foregår international topsport overhovedet på et forsvarligt socialt og samfundsmæssigt grundlag? Er eliteidrættens begivenheder støtteværdige ud fra et kulturpolitisk grundlag, hvis de bruges til at fremme totalitære styreformer og nationalisme snarere end demokrati? Er sportens autonomi efterhånden et skalkeskjul for misbrug? Er der behov for stærkere regulering af topsporten på en række områder som f.eks. atlet- og arbejdstagerrettigheder, antikorruption, ejerskaber mv.?
Både Play the Game (2022) og Danmarks Idrætsforbund (2025) har formuleret internationale idrætspolitiske strategier. Læs de to dokumenter og se forskelle og ligheder.
Play the Game: Danmark skal gå forrest i kampen for mere demokrati i idrætten - Udspil til en dansk international idrætspolitisk strategi
Danmarks Idrætsforbund: DIF’s internationale strategi 2025-2029
2. Hvor meget skal sportens regulering og kontrolforanstaltninger fylde længere nede i rækkerne?
Dårligdomme og tendenser fra toppen af pyramiden påvirker også den hjemlige elite- og konkurrenceidræt. Et voksende antal regler og procedurer med afsæt i topsportens behov og udfordringer betyder, at ’apparatet’ omkring idrætten på lavere niveau i mange tilfælde nærmest bliver større økonomisk og administrativt end selve den idrætslige kerne. Den tillidsbaserede og frivillige danske model kommer under øget pres.
Paradokset ved de mange tiltag for at regulere topsporten stærkere på internationalt eller nationalt niveau for at bekæmpe sportens mange medfødte skyggesider er, at tiltagene siver ned gennem rækkerne. Hvor går afgrænsningerne mellem topsport/eliteidræt og subelite eller konkurrencesport?
I Danmark dækker Eliteidrætsloven ikke direkte hovedparten af eliteidrætten, idet hovedparten af talentudvikling foregår i professionelle eller semiprofessionelle sportsklubber uden for den absolutte internationale elite, men krav om whistleblower-ordninger, tiltag mod match-fixing, trænerkvalifikationer, kontrakter, sundhedstiltag, antidoping, kønstests, elektroniske virkemidler for dommere, beskyttelse af ophavsret og medierettigheder, forsikringer, stadionregulativer, arbejdskraftens bevægelighed, licenser, sikkerhed og medicinske tiltag osv. siver hver dag fra toppen ned i rækkerne med stadigt større detaljeringskrav og administrative eller økonomiske konsekvenser.
Hvornår bliver kravene til ’apparatet’ omkring sporten på nationalt elite- eller subeliteniveau nærmest større end selve kernen af sporten?
3. Hvordan friholder vi den brede idræt fra alle topsportens dårligdomme?
Den brede idræt med fokus på deltagelse, lokale fællesskaber, folkesundhed, demokrati og græsrodsengagement får et stigende behov for at distancere sig eller løsrive sig helt fra sportens organisationer og myten om, at der går en sammenhængende linje fra bredden til toppen af pyramiden. Den brede idrætsbevægelse kan blive en del af en demokratisk og dannelsesmæssig oprustning for at holde samfundet fri af den autoritære og polariserende samfundsudvikling i store dele af verden og Europa, men den kan i værste fald også blive det modsatte. Samtidig har den brede idrætsbevægelse i Danmark selv brug for strukturelle og demokratiske reformer.
I en stadig mere polariseret verden bliver ”kampen om sjælene” atter afgørende. Vi er tilbage ved professor Hal Koch og hans efterkrigstidsbog ’Hvad er demokrati’. Hal Koch så netop det mangfoldige landskab af foreninger og hverdagens nødvendige forhandlinger og demokratiske praksis som det bedste bolværk mod en genopblussen af autoritære bevægelser og polarisering af samfundet.
Mødet mellem ægte levende mennesker fra forskellige samfundslag, relationer og netværk er måske den bedste medicin mod falske fjendebilleder, polarisering, modtagelighed for fake news og propaganda, men hvordan ser en reelt demokratisk dansk idrætsbevægelse ud i 2025? Skal vi uden videre debat eller refleksion køre videre med en model, der i bedste fald omfatter ca. en tredjedel af de voksne, og som reelt udelukker en stor del af civilsamfundsorganisationer og massebevægelser fra det gode selskab?
Hvordan kan man have en dansk idrætsmodel, der totalt fastfryser organisationsbilledet og være lige så uvillig til at tage debatten som de internationale idrætsorganisationer, når Play the Game rejser kritik?
Det er ikke en langtidsholdbar strategi for den danske idrætsmodel, at de organisationer, der foregiver at skabe demokratisk fundament i samfundet gennem idrætsforeningernes virke, selv fungerer på monopolvilkår, der fuldstændig beskyttes af de samme diskursive strategier i samspillet mellem idrætsorganisationer og politik, som Arnout Geeraert beskrev i sin artikel om de internationale idrætsorganisationer…
Lad mig sige det, som det er: Vi har ikke en opdateret idrætspolitisk strategi i Danmark. Det har mange af de autoritære lande til gengæld.
At man skal rejse hjem fra en vellykket konference i Finland med spørgsmålet ”Hvem frelser idrætten fra sporten”, kan måske synes langt ude. Men når man ser sportens enorme gennemslagskraft og de kræfter, der i stigende grad ligger bag, kan man ikke andet end konkludere, at dele af sporten har samfundsundergravende potentiale – også i en idrætshal nær os.
Hal Koch får det sidste ord
Vi er ikke parate nok, men vi er naturligvis heller ikke uden handlemuligheder. Derfor får Hal Koch og ’Hvad er demokrati?’ det sidste ord i denne analyse.
Her er, hvad Hal Koch skrev om ”propagandaen” i efterkrigsårene. Multiplicér Hal Kochs tekst med sociale medier, kunstig intelligens og den stigende mangel på mødesteder, der reelt går på tværs af samfundslag og holdninger, så er det, vi må tænde advarselslamperne og sørge for, at sporten og idrætten bliver anvendt til demokratiske formål – og ikke til det modsatte:
”Propagandaen er år for år blevet en større fare for demokratiet. Den moderne teknik har udstyret den med magtmidler, som ældre slægtsled aldrig har drømt om. Det begyndte med dagspressen, som jo har været et enestående middel til at påvirke det brede folks sind. Det fortsatte med den moderne tekniske nyhedstjeneste, hvor først og fremmest radioen spiller en uhyggelig rolle. Man tænker blot på dens anvendelse i krigspropagandaens tjeneste. En næsten lige så stor rolle spiller nu fjernsynet og filmen. Gennem de illustrerede blade og filmforestillingerne når agitationen ud til kredse ganske uden intellektuelle forudsætninger. For at tilegne sig noget ved læsning kræves der dog altid en vis aktivitet; gennem billedreportager og biograf kan moderne mennesker rent passivt overbevises om både nationale og politiske magters fortræffelighed eller forkastelighed – eller rettere: De kan næsten ikke undgå at overbevises. I sandhed: Teknikken har gjort propagandaen til en virkelig stormagt.
Og så meget kan siges uden at overdrive. Denne stormagt lader sig lige så gerne bruge til det gode som til det onde. Den mere pessimistiske vil måske endda gå et skridt videre og sige, at den er væsentlig bedre egnet til det sidste end til det første. Og meget kunne tyde på, at pessimisten har ret.
Lad os dog ikke forfalde til surhed og mørksyn. Det må ikke glemmes, at de tekniske erobringer, der har givet propagandaen dens store muligheder i det sidste slægtsled, også kan anvendes i folkeoplysningens og folkeopdragelsens tjeneste…”
Find omfattende dokumentation, on-demand streaming af sessionerne og fotos på Play the Games konferencehjemmeside fra Play the Game-konferencen i Tampere den 5.-8. oktober 2025.
Deltag i debatterne om folkeoplysning, foreningsliv og fremtidens mødesteder på Idrættens Branchedage i Vejen den 11.-13. november 2025.
Hold dig orienteret. Tegn abonnement på IdrætsPlatformens gratis nyhedsbrev ‘Nyt fra idrætssektoren’