Idrætspolitik: Idrættens oversete delsektorer skal mere i spil
Kommentar: Idrættens oversete delsektorer skal hive sig selv op ved hårrødderne og styrke deres indbyrdes samarbejde. Samtidig skal regeringen droppe den ensidige politiske fokus på idrættens hovedorganisationer og skabe en langt bredere og mere involverende idrætspolitik - ellers får vi aldrig løst udfordringerne med sundheds- og deltagelsesmæssig polarisering i idrætten.
Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
Vi kender udfordringerne og behovene. Bare kig i sundhedsprofiler, idrætsvaneundersøgelser og demografiske udviklingstendenser i landet.
Vi kender de enorme potentialer i en mere idræts- og bevægelsesparat befolkning. Bare kig på de massive forskelle i fysisk og mentalt trivsel og generel samfundsdeltagelse mellem fysisk aktive og inaktive borgere.
Vi kender også aktørerne og deltagelsesmønstrene.
Men trods alle de kendte udfordringer og tendenser i sektoren gør vi herhjemme fortsat en enorm og ureflekteret forskel på aktørernes vilkår og udviklingsmuligheder i den brede idrætssektor.
Den statslige idrætspolitik kigger næsten 100 procent enøjet i foreningsidrættens retning, selv om de lavthængende frugter og det største vækstpotentiale i mange tilfælde skal findes andre steder. Mønstret gentog sig desværre i regeringsgrundlaget for den nye firkløverregering.
Så ja, vi kender udfordringer og behov, men som samfund drager vi ikke de strategiske og politiske konsekvenser og afprøver flere veje til at bringe idrætssektoren i bedre form.
En stærkere og bredere involveret idrætssektor vil bedre kunne dokumentere sin samfundsværdi, indgå i ligeværdige partnerskaber, styrke kompetencer og arbejdskraftressourcer - og levere på det massive behov for at styrke borgernes forudsætninger, robusthed og parathed til at deltage i idræt og fysisk træning.
Hvis ikke, vi finder nye veje til at udvikle idrætten i Danmark, ser vi ind i:
En stadig mere polariseret idrætsdeltagelse
En ineffektiv fordeling af offentlige ressourcer og investeringer i infrastruktur
En manglende kapacitet i idrætssektoren til at byde ind med løsninger for de mere komplekse befolkningsgrupper, der aktuelt er i fokus for folkesundhedsloven.
Der skal med andre ord findes nye greb i værktøjskassen, så idrætspolitikken kommer langt bedre i trit med befolkningens faktiske idrætsmønstre og behov.
Tallene fra Kulturvaneundersøgelsen 2025 viser igen, at der skal arbejdes strategisk med langt flere arenaer end blot foreninger, hvis flere danskere skal være idrætsaktive. Kilde: Kulturvaneundersøgelsen, Danmarks Statistik 2025 (+15 år)
En usund fortrinsstilling
Danmark har en velorganiseret og velfinansieret sektor af idrætsorganisationer og lokale idrætsforeninger, der gennem lovgivning, kultur og økonomiske ressourcer altid er sikret en central plads ved bordet.
Det halter langt mere i idrættens øvrige delsektorer. Forklaringen er dels, at de øvrige sektorer som privat sektor, proaktive idrætsfaciliteter og sociale eller sundhedsorienterede NGO’er er de nye børn i klassen, men forklaringen er også, at delsektorerne strukturelt holdes nede af den danske idrætsmodel.
Resultatet er, at de store idrætsorganisationer både politisk og økonomisk (gennem statslige bevillinger og enorme fondsbevillinger) bliver stadigt større i omfang (men ikke i andel af idrætsdeltagelsen).
Politikerne tror igen-igen i det aktuelle regeringsgrundlag fejlagtigt, at idrætsrelaterede problemstillinger kan løses ved en snæversynet ’Foreningslivets trepart’ mellem hovedorganisationer, kommuner og fonde.
Jeg vil gå så vidt som til at sige, tværtimod!
Vi har brug for en ’mangepart’ – et bredt eftersyn af idrætsområdet, hvor sektorens fulde potentiale kommer langt mere i spil.
Det er en kæmpe barriere for idrætssektorens udvikling og samfundsværdi, at den statslige idrætspolitik næsten kun fokuserer på organisationer og foreninger og ikke på de øvrige delsektorer i idrætten. IdrætsPlatformen
Når græsrødderne i foreningerne og i idrættens stadigt vigtigere øvrige delsektorer ikke inviteres til at være en del af festen eller en del af løsningerne, er det til direkte skade for den samlede idrætsdeltagelse og for idrættens samfundsrolle.
Udfordringen er, at de øvrige delsektorer har svært ved at løfte sig selv op på samme strategiske og politiske niveau som idrættens hovedorganisationer. Forståeligt nok. De nyder jo hverken økonomisk eller politisk opmærksomhed og har derfor ikke store organisatoriske ressourcer at trække på, men det er den knude, vi skal have løst - både overordnet for hele idrætssektoren og internt i idrættens ”oversete delsektorer”
Fire delsektorer skal mere med i kampen
Lad mig nævne fire delsektorer, som skal langt mere med i kampen. De er uden for radaren af strategiske politiske tiltag – især på landsplan - og de er nødt til at hive sig selv op ved hårrødderne, selv om det er uhyre vanskeligt i et fragmenteret idrætslandskab, hvor mange små aktører kæmper for overlevelse og relevans.
Når man lever fra hånden til munden, har man ofte sværere ved at samarbejde i praksis og ved at sparke de nødvendige politiske og strategiske døre ind:
Delsektor 1: Den private sektor
Den private sektor spiller en stadigt stigende rolle i investeringer i idræt og udvikling af konkrete idrætstilbud, men på den organisatoriske side er sektoren fragmenteret og ikke i stand til i tilstrækkelig grad at dokumentere medarbejdernes kompetencer eller potentialerne i at samarbejde mere med kommunale eller statslige aktører om folkesundhed eller særlige målgrupper.
Når IdrætsPlatformen kommer rundt i landet eller indbyder til konferencer og seminarer, ser vi en enorm virkelyst og innovationskraft i den private sektor, men ’stat og kommuner’ ser det ikke. De har ingen eller kun få formelle relationer til den private sektor.
Den private sektor kommer oftest kun forbi ministerierne, når momsen er af lave, eller udfordringer med doping eller usunde træningsvaner er i politisk fokus. Når folkesundhedslov, sundhedspartnerskaber, nye investeringer i infrastruktur eller stærkere kompetencer i sektoren er på tapetet, kniber det for de fragmenterede aktører i den private sektor at dokumentere sig selv eller tale med fælles stemme.
Delsektor 2: Idrætsfaciliteterne
Billedet er præcis det samme på facilitetsområdet, som i dag rent organisatorisk er opsplittet mellem fagforeninger, faglige foreninger, brancheorganisationer eller mindre nicheorganisationer og netværk – og hvor samarbejdet mellem offentlige/selvejende faciliteter og den private infrastruktur er yderst begrænset.
Konsekvensen er, at polariseringen ikke kun sker i idrætsdeltagelsen, men faktisk også i de konkrete aktivitetstilbud og fysiske rammer, befolkningen møder forskellige steder i landet. Der er en afgrund mellem de mest udadvendte og entreprenante faciliteter og idrættens mest tilgroede ”egnsmuseer”, hvor der kun er spor af aktiv idrætsudøvelse få timer om ugen på grund af aktivitetsmæssige eller demografiske forskydninger.
Den offentlige infrastruktur af idrætsfaciliteter har et gigantisk potentiale for at række mere ud og fungere i rollen som lokal playmaker og sundhedsaktør, der får det optimale ud af både fysiske og menneskelige ressourcer.
Det sker heldigvis flere steder – vi har fantastiske fyrtårne – men generelt sker udviklingen for trægt og for tilfældigt og uden den nødvendige fokus på menneskelige ressourcer og værtskab i faciliteterne.
Delsektor 3: Sociale- og sundhedsorienterede NGO’er
Sandelig om ikke også det fragmenterede og lidt tilfældige billede fra hånd til mund gør sig gældende i forhold til de stadigt flere sociale eller sundhedsorienterede NGO’er, der opererer på idrætsområdet med tydelige formål og veludviklede metoder for at hjælpe særlige målgrupper med tilpassede idrætstilbud eller håndholdte indsatser for at få alle med.
Disse organisationer har i modsætning til idrætsorganisationerne på udlodningsloven ingen fast finansieringsstruktur. De får lidt mere det ene år og lidt mindre det næste. Tilfældighederne råder. Udfordringerne med at skalere eller videreudvikle velfungerende idrætstilbud til særlige målgrupper er velkendte og veldokumenterede i den ’NGO-baserede’ del af idrætssektoren, men ingen politikere har hidtil formået at gøre noget substantielt ved situationen.
Vi har succesfulde statslige institutioner til at kvalificere og geare indsatserne på både eliteområdet og på eventområdet. De mest idrætssvage dele af samfundet med størst behov for strukturerede indsatser og tværgående partnerskaber må derimod fortsat sejle deres egen sø.
Delsektor 4: Idrættens uddannelser og beskæftigelse
Man kunne nævne en fjerde delsektor, der er præget af tilfældighed:
Idrættens rolle som undervisningsfag og som karrierevej er til stadig forhandling. Det gælder både kvaliteten og omfanget af den ekstremt vigtige motoriske og idrætslige dannelse af eleverne - samt udviklingen af selve de idrætsrelaterede professioner - altså fremtidens arbejdskraft i sektoren.
Vi har en massiv ’uformel’, men stadig mere professionaliseret uddannelsesstruktur i den frivillige sektor, men hverken det private uddannelsesmarked eller det offentlige uddannelsesmarked med relevans for idrætten er altid i trit med idrætsaktørernes behov eller samfundets behov for en idræts- og bevægelseskompetent befolkning.
Idrætssektoren i Danmark er på den ene side stadig mere professionaliseret, og på den anden side er idræt ikke et rigtigt arbejdsmarked eller en rigtig karrierevej – og da slet ikke, hvis man kigger ind i de delsektorer, privat sektor, faciliteterne, lokale foreninger og NGO’erne, som måske har det allerstørste behov for fagligt veldokumenteret og specialiseret arbejdskraft.
Folkesundhedsloven lurer lige rundt om hjørnet. Alle taler forventningsfuldt om den, men hvem i idrætten kan reelt dokumentere, at de har kompetencerne til at byde ind med vedholdenhed og kvalitet?
Lige nu sker præcis det modsatte: Vi graver kvalitetsafgrunden større ved ureflekteret at professionalisere de trænere og instruktører, der arbejder med talent og elite – imens overlader vi målgrupperne med størst behov for træningsfaglig og pædagogisk kvalitet til tilfældige eller sporadiske instruktørkompetencer.
Lad mig derfor afrunde denne kommentar med en klar opfordring til det nye Folketing og den nye regering om at arbejde mere strategisk med idrætspolitik:
“Giv den danske idrætssektor et grundigt og bredt serviceeftersyn. Potentialerne er enorme!”
Foreningen IdrætsPlatformen er mere end parat til at hjælpe med at forme en bredt funderet og innovativ idrætspolitik, der bringer ressourcerne bedre i spil til gavn for kvalitet i idrætstilbuddene og den brede befolknings idrætsdeltagelse. Det vil ikke koste særlig meget at rette op på de åbenlyse skævheder i den danske idrætssektor.
Lad nu være med at vige tilbage for kompleksitet eller kulturelt betinget vanetænkning! Vi har alle de byggesten, der skal til for at skabe verdens bedste og mest vitale idrætssektor i Danmark.
Læs mere:
Vi fortsætter naturligvis diskussionerne og viser perspektiverne ved Idrættens Branchedage i Vejen den 3.-5. november 2026.
For en samlet dokumentation af tal og tendenser i den danske idrætssektor, henviser vi til rapporten ‘Den danske idrætssektor i tal’ fra 2023.
Hvis du gerne vil fordybe dig mere i idrætspolitik, kan du med fordel bruge sommeren på IdrætsPlatformens kursusrække om statslig og kommunal idrætspolitik og facilitetspolitik à 4 × 1 time. Du kan bestille kurset på dette link (præsentationer og optagelse) og lytte til sessionerne, når det passer.