Systemets flittige mand taler ud
Boganmeldelse. Tidligere DIF-formand Niels Nygaard deler ud af både sejre og nederlag fra et uhyre flittigt liv i idræt og idrætspolitik i en selvbiografisk bog. Bogen giver indsigt i mange af de seneste årtiers idrætspolitiske opgør i Danmark og internationalt, men vi savner måske en tur højere op i helikopteren med det store overblik og stærke visioner for idrættens udvikling.
Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen
Hvis man har beskæftiget sig indgående med dansk idræt gennem de seneste 40 år, har man ikke kunnet undgå at støde ind i den sindige hoteldirektør fra Skive, Niels Nygaard, til møder i små og store forbund i Idrættens Hus eller ved store sportsbegivenheder i ind- og udland.
Niels Nygaard - nok mest kendt for næsten tre årtier som bestyrelsesmedlem i Danmarks Idrætsforbund, herunder 14 år som formand frem til 2021 – har været der ’altid’. Hans selvbiografiske bog med tidligere kommunikationsmedarbejder fra DIF, Jonas Hjortdal, som pennefører bekræfter til fulde de tre gennemgående betegnelser, man som udenforstående iagttager gennem alle årene har kunnet på hans virke:
Flid. Niels Nygaard har involveret sig i det hele, både i idrætten og i Horesta og Dansk Erhverv, hvor han via sit hverv som direktør og ejer af familiehotellet Gl. Skivehus i Skive har varetaget mange tillidsposter gennem årene. Hans vej til tillidsposterne i idrætten gik via hans ungdom som talentfuld langdistanceløber, via lederhverv i hjembyens atletikklub, til formandsposten i Dansk Atletik Forbund og derfra til mange tillidshverv i toppen af dansk og international idræt. Han var et kendt ansigt i gaten i Karup Lufthavn, for han insisterede så vidt muligt på altid at sove hjemme hos familien i Skive, og han mener selv, han har fløjet med indenrigsflyveren fra Jylland til København omkring 9.000 gange - uden i øvrigt at komme for sent til afgang i Karup én eneste gang.
Pragmatisme. Når man læser Niels Nygaards bog, skinner det tydeligt igennem, at der har været hårde idrætspolitiske opgør undervejs. Forholdet til forgængeren på formandsposten i DIF, Kai Holm, var temmelig stramt i årene op til formandsskiftet, og forholdet til internationale ledere som IOC-præsident Thomas Bach og rivalerne i de europæiske olympiske komiteer (EOC) har heller ikke altid bygget på tillid. Men Niels Nygaard har aldrig været dundertalernes mand. Han har børstet snavset af og kæmpet for sit uden store ord - selv når andre gik bag ryggen på ham.
Netværk. Det er nok her, Niels Nygaard har haft sin største styrke. Han har trukket i tråde, mødt personligt op, ringet og skrevet, til han fik sig selv eller sagen placeret i den ønskede position. Det være sig internt i det hjemlige idrætscirkler, i erhvervsmæssig sammenhæng eller i forhold til kommercielle eller internationale poster i idrætten. Vedholdenheden har han taget med sig fra lange arbejdsdage på familiehotellet eller lange løbeture i hans lovende ungdom som løber, der dog ikke bar ham helt til OL, men trods alt til mange danske mesterskaber og et lærerigt scholarship hos Iowa State University i USA.
Hvordan Niels Nygaard egentlig har kunnet holde til arbejdspresset og som regel møde både velforberedt og afbalanceret frem, kan være lidt af en gåde, men der er næppe tvivl om, at Niels Nygaards store netværk fra både idræt, politik og erhverv har været til gavn for idrætten i mange tilfælde. Han har mange resultater på cv’et - både i forhold til oprettelse af institutioner som Sport Event Denmark, i forhold til store fondsbevillinger og til etableringen af Royal Run med kongehuset som engageret kølerfigur.
Stabilt og troværdigt arbejde har sikret den organiserede idræt en lempelige vej gennem corona-nedlukningerne og en nærmest urokkelig statslig finansiering via udlodningsmidlerne.
Refleksion og flyvehøjde savnes
Så langt så godt. Niels Nygaard har opnået resultater. Men man savner alligevel i nogen grad refleksion eller analytisk flyvehøjde i bogen.
Hvor langt skal man gå i sin internationale pragmatisme? Niels Nygaard har aldrig brudt sig om den mere aktivistiske eller journalistiske linje i international idrætspolitik, og da han selv forsøgte at tilnærme sig genren, gik det da heller ikke videre godt.
Bogen beskriver, hvordan dansk idræt blev parkeret på sidelinjen af IOC-toppen, da DIF vedholdende insisterede på udelukkelse af russerne som følge af det russiske statsdopingprogram og invasionen af Ukraine. Den magtkamp tabte DIF.
Efter at have læst bogens beskrivelse af den mislykkede præsidentvalgkamp og den ineffektive administration i EOC – de europæiske olympiske komitéer – sidder man tilbage med spørgsmålet, hvorfor EOC overhovedet er vigtigt for dansk idræt, når det nu tydeligvis hverken kan eller vil reformeres? Er der snarere behov for at gå andre veje internationalt, når dansk idræt og eliteidræt nu så gerne vil hævde at bygge på særlige demokratiske værdier?
På samme vis med den mislykkede fusion med DGI, som den dengang nyvalgte DIF-formand nok burde have set komme, før hans egne store specialforbund trak stikket. Senere fulgte samarbejdet med DGI om “Bevæg dig for livet”, som rent idrætspolitisk gav arbejdsro og forhindrede Kulturministeriet i at investere 50 mio. kr. på bredere idrætsformål, men som ret beset ikke førte til væsentlige effekter på idræts- eller foreningsdeltagelsen.
Kom der nok ud af det? Hvis det var så stor en succes, hvorfor har parterne så lige så stille begravet samarbejdet? Og hvorfor mener Niels Nygaard i dag – muligvis med rette – at DIF i betydning og omfang har overhalet DGI, uden at han af den grund har stærke refleksioner over ressourcefordelingen i dansk idræt?
Selvbiografien rejser således i nogen grad spørgsmålet om, hvornår kampen ’oppe i toppen’ om poster og positioner egentlig bliver idrættens udvikling uvedkommende, men blot et internt spil uden den store effekt for det daglige idræts- og samfundsbillede, når det kommer til stykket?
På den måde kan man sige, at bogen om Niels Nygaard er beretningen om systemets mand. En beretning om, hvordan man kan begå sig og opnå de bedst mulige resultater inden for de på forhånd definerede rammer i et idrætspolitisk ’etpartisystem.’
Bogen er til gengæld ikke en bog om pluralisme og nye visioner, der i sidste ende rækker helt ned til idrættens mange græsrødder eller gør kagen større i den samlede danske idrætssektor.
Niels Nygaard afleverer et Danmarks Idrætsforbund i langt bedre form, end han overtog det. Han gjorde sit arbejde mere med vedholdenhed end med rundsave og mere med hæderlighed og ordentlighed end med rænkespil i langt de fleste forhold. Det skal han have ros for.
Men det kunne egentlig være forfriskende at få Niels Nygaards erfaring og netværk mere i spil for en større vision om fremtidens danske idrætssektor.
Man fornemmer tydeligt både på og mellem linjerne, at Niels Nygaard heller ikke altid bryder sig ret meget om den udvikling, han oplever, hverken herhjemme eller i internationale idrætslige eller politiske sammenhænge. Måske kunne der stadig være basis for et forfriskende Bind II i Niels Nygaards lange karriere som idrætsleder?
Niels Nygaard. Min vej fra piccolo til olympisk præsident
Af Jonas Hjortdal
Forlaget Momenta
300 sider, udgivet 7. maj 2026
Pris: Ca. 285 kr. som bog eller 180 kr. som E-bog (Saxo)