En idrætssektor på trapperne til nødvendige nye tilgange?
Idrættens Branchedage skubber på en udvikling, hvor idrætsfaciliteterne og andre aktører kommer til at spille en større rolle i udviklingen af fremtidens danske idrætssektor og idrætstilbuddene til befolkningen. Foto: Henrik H. Brandt
Læs IdrætsPlatformens optakt til Idrættens Branchedage i Vejen den 11.-13. november 2025. Vi forventer at få over 1.000 gæster forbi Konferencen eller Messen i løbet af Branchedagene, hvilket vidner om en sektor i stor udvikling, men også en sektor, der har svært ved at slippe tøjlerne fra mange års idrætspolitiske spor, selv om befolkningen og samfundets behov er på vej nye steder hen.
Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
Når Idrættens Branchedage i dagene 11.-13. november inviterer til tre dages Konference og Messe for idrættens rum og rammer og alle de hverdagsmestre, der leverer eller skaber rammerne for danskernes idrætsdeltagelse, sker det med ønske om, at de politisk ansvarlige for den brede danske idrætssektor får øjnene mere op for potentialerne i en mere strategisk og ambitiøs strategi for udviklingen af dansk idræt.
Indtil videre skal mange af sektorens aktører selv hive sig op ved hårrødderne uden den store hjælp fra politikerne. Men der sker heldigvis alligevel en masse spændende ting derude, som Konferencen og Messen i høj grad vil synliggøre…
Men lad os først lige give det hurtige billede af den statslige idrætspolitiske kurs gennem årtier:
Historisk består den nationale danske idrætspolitik altovervejende af automatiske tilskud via statslige udlodningsmidler til tre demokratiske og selvforvaltende idrætsorganisationer, DIF, DGI og Firmaidrætten. Tilskud og fysiske rammer for de lokale foreninger administreres via folkeoplysningsloven på kommunalt niveau.
I de seneste årtier har staten suppleret støtten til idrætsorganisationerne med etableringen af selvejende statslige institutioner med særlige formål: Bl.a. Team Danmark (1984), Lokale og Anlægsfonden (1994), Anti Doping Danmark (2004) og Sport Event Danmark (2008). Disse institutioner finansieres i dag ligeledes af udlodningsmidler og varetager målrettede opgaver. Også disse institutioner orienterer sig primært – med visse nuancer - mod den organiserede idræt.
Der sker masser af udvikling i den organiserede idræts ringhjørne, men som den aktuelle undersøgelse af danske foreninger fra Videncenter for Folkeoplysning og Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet netop har vist, er det altovervejende billede af det danske foreningsliv ’stabilitet’ (Hør mere om undersøgelsen på Idrættens Branchedage)
I både tilslutning, formål og indhold er billedet af det danske foreningsliv billedet af en sektor, der først og fremmest leverer på og lever af lokalt og frivilligt engagement og medlemmernes interesser.
Et voksende spænd mellem centrale aktører og frivillige
Den overordnede idrætspolitiske udfordring ved denne tilstand er først og fremmest, at mens de centrale og statsligt finansierede idrætsorganisationer i stigende grad orienterer sig mod nye samfundsorienterede opgaver i sundhed, beskæftigelse, uddannelse, fysisk aktivitet osv., gør de lokale idrætsforeninger i det store hele, som de plejer - og det i et helt andet økonomisk og medlemsmæssigt kredsløb end de centrale idrætsorganisationer.
Organisationerne kan love og love og byde ind på opgaver med de bedste intentioner, men de ejer ganske enkelt ikke det lokale produktionsapparat i skikkelse af idrætsforeningerne.
Lokale idrætsforeninger byder kun ind på overordnede nationale trends og strategier, når det giver god mening i deres egen lokale kontekst. Skal foreningerne involveres mere i formelle partnerskaber i fremtiden, skal der realistisk set følge flere penge og en øget professionalisering af foreningslivet med.
Spændet mellem det nationale og det lokale niveau i den organiserede idræt betyder, at over de seneste 20 år har vi set især DGI vokse enormt med hundredvis af nye ansatte i selve organisationen. Det er altså ikke de lokale idrætsforeninger, men snarere centralt eller regionalt ansatte, der forsøger at levere på alle løfterne og de gode intentioner i forhold til skiftende politiske dagsordener. Også DIF har oprustet med ansatte på en række eksternt finansierede sociale projekter som get2sport, Veteranprojektet og senest Startblokken.
Organisationerne er dermed i stigende grad blevet projektmagere, der er afhængige af ordretilgang og bevillinger udefra for at bevare arbejdspladserne.
Samtidig står det klart, at organisationerne har svært ved at levere på målrettede samfundsdagsordener gennem de lokale foreninger, som de rent demokratisk hviler på. Et lysende eksempel er visionen Bevæg dig for livet (oprindeligt 25-50-75), der i levetiden fra 2015-2025 trods en fondsfinansieret satsning i den trecifrede millionklasse groft sagt ikke flyttede så meget som et komma i danskernes idræts- og foreningsdeltagelse.
DIF og DGI’s fælles vision ‘Bevæg dig for livet’ rokkede ikke væsentligt ved idræts- og foreningsdeltagelsen. Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner, Idrættens Analyseinstitut.
Med andre ord: Den organiserede idræt i Danmark er ikke i krise. Den har sine udfordringer med frivillighed, som den altid har haft. Den har også sine spændinger i spørgsmålet om prioritering af midler og ressourcer mellem ’bredden’ og ’eliten’, som den altid har haft. Og den har sine klare begrænsninger som idrætspolitisk ”instrument” i forhold til sociale eller sundhedsmæssige dagsordener, fordi foreningsidrætten først og fremmest retter sig mod det lystbetonede og frivillige idrætsengagement.
Den organiserede idræt ’ejer’ hverken de fysiske rammer, det helt lokale engagement eller den enkelte borgeres idrætsmønstre i hverdagen. Derfor er er simpelthen grænser for, hvor meget mere den organiserede idræt kan bidrage med i danskernes idrætsdeltagelse.
Hvis der fra tid til anden er en følelse af dalende engagement i foreningslivet, krise eller ’præstationspres’ i forhold til samfundsmæssige dagsordener, skyldes det derfor ikke en reel krise lokalt, men først og fremmest nok, at den organiserede idræts topledelser – med deres monopol på statslig finansiering via udlodningsmidlerne - har lovet politikerne lidt mere, end baglandet – med en langt mere medlemsbaseret eller lokal finansiering - realistisk kan levere.
Hvad er så det nye i idrætsbilledet?
Det nye er først og fremmest et stigende nationalt fokus på at bruge idræt og fysisk aktivitet i forhold til en lang række sociale eller sundhedsmæssige dagsordner, hvor idræt og fysisk aktivitet har enormt potentiale.
Selv om foreningslivet har det fint, er der væsentlige udfordringer på den idrætspolitiske dagsorden.
Trods høj foreningsdeltagelse bevæger danske børn og unge - især teenagerne - sig alt for lidt i hverdagen. Kilde: SDU (accelerometermålinger)
Går vi 20-30 år tilbage var unges mistrivsel, svækkede motoriske forudsætninger, stigende overvægt, fysisk inaktivitet, mental mistrivsel og socialt udenforskab slet ikke på den idrætspolitiske dagsorden på samme allestedsnærværende måde som i dag.
Tværtimod var man fra politisk hold dengang optaget af at lade idrætten fungere lystbetonet og demokratisk og netop lade idrætten varetage egne affærer uden politisk indblanding eller styring. Datidens stærke ledelsespersonligheder i DIF (Kai Holm) og DGI (Leif Mikkelsen) i 1990’erne afviste rutinemæssigt ethvert politisk forsøg på at forpligte foreningsidrætten på sociale eller sundhedsmæssige dagsordener.
Først i begyndelsen af 2000-tallet gik DIF og DGI med på de sociale- og sundhedsorienterede dagsordener.
Dels fordi det simpelthen er samfundsmæssigt nødvendigt at adressere ulighed i sundhed, fysisk inaktivitet, stigende forekomst af livstidssygdomme osv., dels fordi der er stigende efterspørgsel på motion med et mere sundheds- eller trivselsorienteret sigte hos danskere i alle livsfaser.
Det har bare i praksis vist sig, at den organiserede idræt på en række områder er på udebane, når ’publikum’ og fokus skiftes ud.
Dels sigter den lokale lovgivning (folkeoplysningsloven og før den, fritidsloven) historisk primært på børn og unge under 25 år. Voksenidræt fylder ret beset ikke særlig meget i mange idrætsforeninger eller bærende idrætsgrene.
Dels forudsætter støtte efter folkeoplysningsloven et engagement i form af kontingentbetaling og aktivt medborgerskab, som er svært at implementere over for mindre idrætsvante eller mindre motiverede målgrupper.
Dels sigter mange frivillige foreninger først og fremmest på at udvikle deres idrætsgrene rent sportsligt, hvilket i mange idrætsgrene helt lavpraktisk gør det svært at tilpasse aktiviteterne og de frivilliges engagement til nye målgrupper eller motiver.
Dels ejer foreningslivet i mange tilfælde ikke faciliteterne, men er afhængige af kommunal anvisning, hvilket kan gøre det svært for foreningerne at orientere sig smidigt og fleksibelt mod nye aktiviteter, aldersgrupper eller livsfaser.
Men her er det så den nye idrætspolitiske udvikling og de nye potentialer kommer ind i billedet og skaber en idrætssektor i hastig forandring, selv om forandringen i høj grad sker uden for rammerne af den traditionelle statslige idrætspolitik – og i visse tilfælde snarere på trods af den statslige politik:
Idrætsfaciliteterne er i rivende udvikling. Mange faciliteter fungerer i stigende grad som hub og katalysator i spændet mellem foreningsliv, velfærdsopgaver, private aktører, offentlige institutioner og markedsmuligheder. Organisationsbilledet er i forandring – en række brancheorganisationer fører an i omstillingen af faciliteterne, men billedet er fragmenteret og til tider konfliktfyldt.
På et område, der i udpræget grad er kommunalt styret, kniber det for faciliteterne at matche de statsfinansierede idrætsorganisationer på de store nationale dagsordener. En konsekvens af den manglende nationale, strategiske fokus på idrætsfaciliteter er en stigende polarisering mellem allestedsnærværende lokale ’idrætskulturhuse’ og spilfordelere for idrætsudvikling – og stillestående faciliteter, der langsomt men sikkert mister relevans for danskernes idrætsudøvelse.
Bundniveauet i sektoren er groft sagt for lavt på grund af den manglende politiske fokus på potentialerne i stærke og entreprenante idrætsfaciliteter.
Danske idrætsfaciliteter er i stigende grad polariseret på skalaen mellem en proaktiv rolle for lokale idrætsaktiviteter og borgere eller en rolle som passiv ramme for aktiviteter, der måske ikke længere kommer på samme måde som tidligere. Foto: Henrik H. Brandt
Den private sektor er ligeledes i stor vækst, men også her oplever vi en organisatorisk fragmentering.
Alene fitnesssektoren er opdelt i DFHO, SMV Fitness, PT Danmark og Danske Yoga- og Meditationslærere med forskellige indgange. Vi har set et kæmpe boom i fitness, padel, crossfit, klatrecentre m.fl., som ikke bare sælger ’købeidræt’, men har udviklet sig til landets største ungdomsarena og til en mulig partner i folkesundhed, trivsel, beskæftigelse, facilitetsudbygning etc.
Det er bare svært for sektoren at komme med i det idrætspolitiske maskinrum, når sektoren ikke rigtigt selv har styr på sin interne organisering eller idrætspolitiske kurs. Ret beset opfatter mange af de private aktører sig selv ikke som en del af det idrætspolitiske spil hverken i kommunerne eller på statsligt niveau.
Den aktuelle EU-sag om kommende moms på undervisning i privat regi kan muligvis blive den gamechanger, som faktisk bidrager til at samle og bevidstgøre den private sektor mere og spille den stærkere på banen som samarbejdspartner og opgaveløser.
Den danske klatrekæde Boulders har fundet nøglen til de unge og satser på at blive verdens største klatrekæde, intet mindre. Mød dem på Idrættens Branchedage. Foto: Boulders.dk
Det sociale og sundhedsorienterede område er kendetegnet ved et voksende antal patientforeninger, sociale aktører og ’skæbnebestemte’ organisationer, der bruger idræt som mål eller middel i forhold til særlige målgrupper.
Også her er tale om et fragmenteret billede og om aktører, der ofte lever fra hånden til munden uden grundfinansiering til at skabe organisatorisk stabilitet og udvikling eller øget gearing af midlerne gennem partnerskaber.
Regeringen har netop taget kritikken af den ustabile finansiering af civilsamfundet på det sociale område til efterretning og lanceret en skitse til en mere stabil finansieringsmodel for civilsamfundet på det sociale område. I hvilket omfang idrætsaktører kommer med i slipstrømmen er dog fortsat usikkert.
Læs mere om den nye finansieringsmodel for civilsamfundet på det sociale område hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
Et sidste væsentligt idrætspolitisk område er skole- og uddannelsesområdet. Dels er både idræt i folkeskolen og stort set alle ungdomsuddannelser for tiden hvirvlet op i luften med usikkerhed om idrættens fremtidige rolle, dels er der en vis usikkerhed om de idrætsrelaterede, videregående uddannelser og den fremtidige beskæftigelse i idrætten.
I et land med stigende udfordringer med børn og unges trivsel, overvægt, polarisering og social ulighed i idrætsdeltagelsen, er det af allerstørste betydning, hvordan fremtidens børn og unge bliver dannet og uddannet rent motorisk og idrætsligt (illustration: Athletic Skills Model og de motoriske grundfærdigheder)
Aktører ved en skillevej
Idrættens Branchedage bliver i sig selv et billede på en sektor, der er fragmenteret og usikker på fremtidens kurs: Den organiserede idræts organisationer udebliver med få undtagelser fra Branchedagene. Organisationerne skal populært sagt beslutte sig for, om de fortsat primært vil mele egen kage rent politisk og økonomisk, eller om de vil engagere sig i at få hele kagen til at vokse ved at bidrage til større politisk og økonomisk ligevægt og et bedre udviklingsklima i hele den brede danske idrætssektor.
Til gengæld er private aktører, faciliteterne, leverandørerne, rådgivning, forskning og viden stærkt repræsenteret og i en spændende udvikling.
Kommunerne er også med. Hvor den statslige idrætspolitik har vist sig meget svær at rykke på, er idrætspolitikken til gengæld i stærk bevægelse i mange kommuner. Det kommer Branchedagene til at give mange levende eksempler på.
Branchedagene bliver dermed en temperaturmåling på en idrætssektor i forandring.
Forhåbentlig kan Branchedagene både inspirere, provokere til debat og nytænkning og formidle helt konkrete nye samarbejder og partnerskaber på tværs af sektoren. Tiden er moden til det.
Vel mødt i Vejen. Vi glæder os.
(Klik på logoet og find alt om program, praktisk info og tilmelding til Idrættens Branchedage)
