Padelsporten i overhalingsbanen

Pakhus 77 i Aarhus. Populært padelcenter opstået i Molslinjens gamle terminal i 2023, mens havneområdet udvikler sig og smelter sammen med byen. Foto: Henrik H. Brandt

Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Næsten samtidig med Danmarks Idrætsforbunds årsmøde den 3. maj 2025 i Brøndby præsenterede Idrættens Analyseinstitut de seneste tal for undersøgelsen Danskernes motions- og sportsvaner 2024.

Tallene fra Idan viser lidt om den forudgående rejse for padelsporten, som på DIF’s årsmøde i Brøndby den 3. maj præsenterede sig for de øvrige forbund med henblik på den forventede optagelse som selvstændigt specialforbund på DIF’s budgetmøde til oktober.

Til den tid bliver det, ifølge de nyeste tal fra Idan den største ketsjersport for voksne, der endelig får sin egen plads på listen over forbund i DIF.

Som det fremgår af figuren nedenfor, har padel på få år overhalet både badminton og tennis som den største ketsjersport for voksne. Undersøgelsen fra Idan har også spurgt til squash og pickleball, men de to idrætsgrene ligger begge under 1 pct. i tilslutning.

Padel har i den seneste opgørelse fra Idrættens Analyseinstitut overhalet badminton som den største ketsjer-aktivitet for voksne (+16 år). Kilde: Idrættens Analyseinstitut, Danskernes motions- og sportsvaner 2016.

Bag tallene ligger fortællingen om, hvordan entreprenørskab ligger bag de fleste stærke idrætstrends i idrætssektoren i disse år.

Padelsportens vækst er ikke mindst båret af private aktørers investeringer. Derfor muliggør padelsporten da også deltagelse i forbundets turneringer m.v. af spillere fra både foreninger og kommercielle centre.

Effekten er tydelig og lærerig: Organiseringsformerne vokser fint side om side.

Kigger man på Kulturvaneundersøgelsen fra Danmarks Statistik, vil man se, hvordan de bedre muligheder for at dyrke padelsporten spontant formentlig har gavnet padelsportens vækst i forhold til mere foreningsdominerede idrætsgrene som badminton og tennis.

Som en ny og entreprenøriel sport har padelsporten gode muligheder for at nå ud til eksempelvis unge, der gerne vil dyrke en idrætsgren spontant og alligevel socialt. Kilde. Kulturvaneundersøgelsen 2024, Danmarks Statistik

Bagsiden for padel er så, at sporten endnu ikke er så udbredt hos børnene som de mere foreningsdrevne idrætsgrene, men det kan måske komme med anerkendelsen fra DIF?

Under alle omstændigheder er padelsportens rejse set med de idrætspolitiske briller både imponerende og bemærkelsesværdig. Væksten i padel er sket uden, at Dansk Padel Forbund hidtil har haft adgang til en krone i offentlige tilskud. Den mulighed får forbundet med den kommende optagelse i Danmarks Idrætsforbund.

Som det også fremgår af figuren fra ’Danskernes motions- og sportsvaner’ var det først i 2020, at instituttet overhovedet havde fået så meget øje på padelsporten, at man spurgte til padel som selvstændig aktivitet.

Figuren viser udviklingen i antal baner til padel, fordelt på forening og private centre. Kilde: Dansk Padel Forbund

Previous
Previous

Otte faktorer bag padelsportens hurtige fremmarch

Next
Next

Et jævnt og muntert idrætsliv på jord