Tiden er inde til at udvide den idrætspolitiske værktøjskasse

Figuren viser andelen af befolkningen over 16 år, der inden for de seneste 12 måneder har dyrket sport/motion i de forskellige arenaer (man kan vælge flere arenaer). Kilde. Kulturvaneundersøgelsen, Danmarks Statistik

Optakt til Idrætsmødet: Lad os bruge Idrætsmødet i Aalborg som afsæt til at tænke markant anderledes i idrætspolitikken. Foreningsidrætten skal vi nok tage os af på godt og ondt, men nu er tiden inde til at udvikle lige så seriøst på ”alt det andet”.

Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Hvordan skaber vi positiv forandring, når mere end 1.000 fagfolk fra idrætten i Danmark i den kommende uge mødes til Idrætsmødet i Aalborg? Det gør vi først og fremmest ved at tage hjem og arbejde med den viden og inspiration, vi får gennem mødet med gode kolleger og eksempler i løbet af de tætpakkede konferencedage i Aalborg den 28.-30. april 2025.

Skal jeg på vegne af IdrætsPlatformen udtrykke ét stort ønske til effekten af Idrætsmødet, er det først og fremmest, at alle vi midaldrende idrætsprofessionelle, som mødes i korridorerne i Aalborg Kongres & Kultur Center vil være ærlige over for os selv (og de politikere, vi møder på vores vej): Vi kan ikke blive ved med at hige efter og spejle os i et idrætsbillede, som ikke er der længere.

Vi er nødt til at tænke nyt, tænke bredt og prioritere anderledes, hvis Idrætsmødet skal bidrage til den effekt, at vi får flere med i idrætten, får skabt bedre idrætsmiljøer for danskerne og får investeret de årlige 5-6 mia. offentlige budgetkroner til idrætsformål på den bedst mulige måde.

Vi møder op til Idrætsmødet på bagtæppet af så massivt et mediebombardement om DIF og DGI’s medlemsfremgang, at LinkedIn simpelthen løb tør for plads et par dage.

Det er glædeligt, at foreningsdeltagelsen klarer sig fint, men det er en kæmpe fejl at tro, at foreningsdeltagelsen er udtryk for, at Moder Danmark nu langt om længe er på vej til at få alle med i velfungerende, demokratiske idrætsfællesskaber.

Det er glædeligt, at det går godt for foreningslivet – især i foreningsfitness og de største idrætsgrene – men det går ret beset først og fremmest nogenlunde, som det plejer.

Figuren nedenfor viser idrætsorganisationernes medlemsandel af befolkningen siden indførelsen af det Centrale ForeningsRegister i 2012.

Figuren viser antallet af medlemskaber i DIF/DGI i pct. af den samlede befolkning med/uden fitness i forening. Kilde: Danmarks Statistik/Centralt ForeningsRegister

De fleste engagerede foreningsdeltagere oplever i deres foreningshverdag netop, at der er fantastiske og væsentlige goder ved foreningsidrætten, men der er også ekskluderende og ineffektive sider ved foreningsidrætten, som i praksis gør det umuligt at få alle med i foreningsarenaen.

Ærindet her er dog ikke at diskutere foreningsidrætten. Ærindet er at råbe ud til Idrætsmødet, at nu er det tid at diskutere og udvikle på ”alt det andet” med samme omhu og respekt, som vi tildeler foreningsidrætten.

Nu er det tid at få alle de andre værktøjer i kassen frem i lyset i bestræbelserne på at skabe en mere tilgængelig, engagerende og levende idrætssektor i Danmark.

Vi kan ikke blive ved med at ignorere – politisk og økonomisk – at den største del af idrætten i Danmark udspiller sig i andre arenaer end foreningsidrætten. Og ikke nok med det: Kommende generationer er på vej et andet sted hen. Ikke fordi, de er i oprør mod foreningsidrætten, demokrati eller fællesskaber, men fordi teknologi, idrætsmønstre og samfundsmønstre rent lavpraktisk ofte gør andre organiseringsformer mere praktiske eller tilgængelige.

Hvis vi laver en ”lagkage”, hvor vi fordeler danskernes (15 år og ældre) idrætsdeltagelse efter de helt friske Kulturvanetal for 2024 fra Danmarks Statistik, vil vi se, at det netop er tilstedeværelsen af mange forskellige idrætsarenaer, der styrker den samlede idrætsdeltagelse.

Dykker vi videre ned i forskelle på forskellige alderskategorier, ser vi tydeligt, hvordan generationerne har vidt forskellige organiseringsmønstre.

Unge mennesker er mere tilbøjelige til at dyrke idræt i kommercielt fitnesscenter eller i fleksible rammer, hvor man booker fra gang til gang (padel kunne være et eksempel). De ældre er til gengæld mere tilbøjelige til at benytte offentlige motionstilbud, mens foreningerne har næsten ligelig appel til alle generationer.

Idrætsforeningerne har ifølge Danmarks Statistik haft 32 pct., af danskerne over 16 år som medlem i løbet af 2024. Superflot, men der er stadig 68 pct. + de mest aktive foreningsmedlemmer, vi skal servicere på anden vis.

For overskuelighedens skylder viser figuren nedenfor valg af motionsarenaer for tre udvalgte generationer: De unge, de forældre- og erhvervsaktive midt i livet og den ældste generation. Vi ser tydeligt, hvordan forskellige arenaer appellerer forskelligt til borgerne gennem livsfaserne:

Figuren viser andelen af befolkningen i forskellige generationer, der inden for de seneste 12 måneder har dyrket sport/motion i de forskellige arenaer (man kan vælge flere arenaer). Kilde. Kulturvaneundersøgelsen, Danmarks Statistik

Betyder tallene så, at kommuner og regering ikke længere skal favorisere foreningsidrætten i lovgivning og politisk opmærksomhed?

Nej, ikke nødvendigvis. Formålet med folkeoplysningsloven og foreningsidrætten har jo i princippet aldrig været at gøre danskerne mere idrætsaktive. Hensigten har været, at ”fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab og med udgangspunkt i aktiviteten og det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen. Sigtet er at styrke medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.”

De netværk og lokale strukturer, der følger med i købet, når borgerne bøvler med foreningslivet, rækker altså ud over selve idrætsdeltagelsen. Vi skal heller ikke undervurdere det frivillige arbejde på idrætsområdet, som er Danmarks største frivilligbevægelse med 13 pct. af danskerne involveret i frivilligt arbejde inden for de seneste 12 måneder, ifølge Kulturvaneundersøgelsen.

Nærmest pligtforsømmelse
Til gengæld er det nærmest pligtforsømmelse i Kulturministeriet og på andre politikområder, at man fra nationalt hold ikke arbejder lige så seriøst med at fremme de andre idrætsarenaer i ”lagkagen” som foreningsidrætten.

Dels supplerer organiseringsformerne hinanden i den forstand, at man typisk er aktiv i flere arenaer, dels er flere organiseringsformer ganske enkelt nødvendige for at få flere med og for at tiltrække investeringer til idrætten.

Det viser sig i praksis, at organiseringsformerne befrugter mere end ’bekriger’ hinanden. Når kommerciel fitness buldrer frem, gør foreningsfitness det samme…

De mest voksende foreningsidrætter er netop dem, der også kan dyrkes i andre organisatoriske sammenhænge.

Faktisk kan den lille vækst i (DIF/DGI) foreningsidrættens medlemsandel af befolkningen de seneste år stort set udelukkende tilskrives de seneste årtiers vellykkede satsning på fitness i forening. Uden fitness havde foreningsidrætten i regi af DIF og DGI tabt medlemsandele siden 2012.

DIF/DGI har i dag en samlet andel af befolkningen på 41,7 pct., men da medlemskab af flere idrætsgrene tæller flere gange i CFR-registret, er andelen af foreningsaktive danskere i DIF/DGI-foreninger lavere end de 41,7 pct.

Glem ikke de inaktive
Man må absolut heller ikke glemme den del af befolkningen, som slet ikke dyrker motion, og som vi meget gerne vil have til det for deres egen og for samfundets skyld.

Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2021 opfylder 58,1 pct. af de voksne danskere ikke WHO’s minimumsanbefalinger til fysisk aktivitet.

Hvem er bedst positioneret til at række ud til de borgere, vi gerne vil have mere med?

DGI er selvfølgelig i fuld gang med at investerere sine udlodningsmiddelfinansierede midler i at repositionere organisationen politisk som ”folkesundhedsorganisation”. Engang var DGI en ”folkelig” idrætsorganisation, men nu vil DGI naturligvis gerne opsuge endnu flere offentlige midler ved at gå på jagt i den kommende folkesundhedslov også.

Men de nye midler til folkesundhedsinitiativer bør primært investeres i nye tiltag og strukturer. Ikke i de i forvejen velfinansierede strukturer, vi kender i forvejen, og som forudsætter et aktivt medborgerskab.

Hvis IdrætsPlatformen skal prioritere én ting, man skal tage med hjem fra Idrætsmødet, er det derfor opfordringen til politikere og idrætsaktører til at arbejde lige så målrettet og grundigt med udvikle alle idrættens andre arenaer som med foreningslivet.

Hvordan kan det ske? Den diskussion tager IdrætsPlatformen meget gerne i Aalborg, men her er nogle bud at tage hul på diskussionen med:

• Bedre rammevilkår og styrket adgang til kompetenceudvikling, kvalitetsudvikling og offentlige samarbejder for den kommercielle sektor.

• Bedre rammevilkår og omstillingsmidler til den facilitetsmasse, der i stigende grad fungerer som lokal katalysator og servicerer folkesundhed og ”play & play” ved siden af den klassiske foreningsidræt og skolernes idræt.

• Bedre kvalitet i undervisning og lokale idrætsmiljøer med fokus på bl.a. den grundmotoriske uddannelse af befolkningen, som sætter befolkningen i stand til at navigerer mellem flere idrætsaktiviteter og holde sig aktiv hele livet.

• Bedre adgang til drift- og udviklingsmidler til de socialt eller sundhedsorienterede NGO’er, der bruger idræt og motion som metode over for de ofte vanskeligst tilgængelige målgrupper.

• Loft på andel af den statslige økonomi til idrætsformål til idrætsorganisationerne, især til DGI, så de ikke udvikler sig til et kvælende monopol, som dæmper mere innovation, end man skaber, fordi mulighederne for de mange andre udbydere af idrætsrelaterede ydelser reduceres. I stedet skal de næste ledige idrætskroner bruges på noget nyt: Der skal være stærkere muligheder for udvikling og beskæftigelse hos de mange andre aktører i idrætten, som styrker idrættens mangfoldige palet af tilbud og metoder. Vi skal altså investere i meget mere af det, vi ikke i forvejen har investeret massivt i gennem snart 80 år med udlodningsloven.

Man hører ofte idrætsorganisationerne appellere til politikerne om at frisætte foreningslivet af bøvl og bureaukrati gennem frikommuneforsøg. Måske skulle man også prøve det modsatte: Nemlig at skabe frikommuner, der får lov at investere i lige præcis de aktører, metoder og formål, der giver mest idræt og samfundsværdi for pengene i den lokale kontekst...

IdrætsPlatformen er mere end parat til at tage diskussionen og uddybe synspunkterne under og efter Idrætsmødet - både i de formelle debatter og under uformelle former.

Vi ses i Aalborg til Idrætsmødet den 28.-30. april 2025.