Vi er i branchen for aktivitet, glæde, fællesskab og gode oplevelser!

Midtmors Sport og centerleder Keld Andersen er et godt eksempel på, at facilitet og forening ofte udvikler sig i fællesskab, når lokalsamfundet skal have de bedste fritidstilbud i faciliteterne. Foto. Henrik H. Brandt

Kommentar: Vi er ikke i byggebranchen. Vi er i branchen for aktivitet, glæde, fællesskab og gode oplevelser!

Klaus Frejo, direktør, Idrættens Udviklingscenter (IUCE)
Artiklen er bragt første gang i IUCE’s nyhedsbrev den 1. juli 2025.

Vi er ikke i byggebranchen… et forhold som facilitetslederne ville ønske, at politikerne og de andre idrætsaktører bedre forstod.

Jeg havde igen i år den store fornøjelse at deltage på Idrætsmødet i Aalborg som oplægsholder og begejstret deltager. På godt nordjysk er Idrætsmødet slet ikke så ringe endda! Stor ros til holdet bag, for at arbejde med koncepterne for at styrke dialog og involvering. Og positivt, at idræts- og fritidsfaciliteterne i år var endnu bedre repræsenteret end tidligere som en vigtig aktør på idrætsområdet.

Selv om faciliteterne har fået en større plads på sessionerne, står jeg forsat tilbage med følelsen af, at der er et stykke vej til at faciliteterne og deres ledere og medarbejdere får en placering i idrætsbranchen som en fuldgyldig idrætsaktør, der ikke alene driver bygninger og udendørs arealer, men i stadigt flere tilfælde også som idrætsaktører i deres egen ret med instruktører og masser af idrætsaktive.

Vi taler om faciliteterne som nogen, vi skal have til at gøre noget, mere end vi taler med facilitetslederne, om hvordan de og deres medarbejdere er i fuld gang med at udvikle idrætstilbud til præcist de målgrupper som der bliver flere af, og som ofte har flere aktive end deres foreninger. Herunder især de selvorganiserede, personer med behov for funktionel fysisk træning og de ældre. Præcist de grupper af borgere, kommunerne ønsker at aktivere mere.

Debatten bliver mere til diskussioner om, hvorvidt faciliteterne agerer i strid med kommunalfuldmagten eller udøver unfair konkurrence med idrætsforeningerne (læs idrætsorganisationerne), end hvordan vi kan understøtte facilitetslederne og deres medarbejdere i arbejdet med at udbyde idræt til relevante grupper.

Endeligt bliver drøftelserne om facilitetsudvikling unuancerede, fordi faciliteterne bliver betragtet under ét, mens de i virkeligheden repræsenterer mange forskellige driftsformer og forretningsmodeller.

Især oplever vi i Idrættens Udviklingscenter desværre, at mange kommuner hænger fast i forståelsen af en facilitet som en kommunal ramme om foreningernes aktiviteter og i en unødigt rigid fortolkning af kommunalfuldmagten, hvilket bremser mange værdifulde udviklingsmuligheder. Andre kommuner har en langt mere offensiv tolkning af loven, og tillader flere aktiviteter. Som formand for Fritid & Samfund, Søren Gøtzsche, udtrykte det på Idrætsmødet, har vi 99 folkeoplysningslove i Danmark: Èn i hver kommune og så den nationale lov.

Nedenstående model er Idrættens Udviklingscenters forsøg på at illustrere de forskellige forretningsmodeller, som facilitetsbranchen omfavner.

Model for idrætsfaciliteternes varierende roller. Kilde: IUCE

Markedet for tilgængelighed og attraktive rammer
De nederste niveauer i modellen findes primært i de forskellige kommunale lokaler og faciliteter, som stilles til rådighed for foreningerne i henhold til kommunalfuldmagten. Her handler forretningsmodellen om at administrere og regulere adgang, og der er ikke en aktiv indsats for at udbyde lokaler til andre end de foreninger, som aktivt søger lokaler.

Forretningsmodellen administreres typisk af kommunernes forvaltning og handler om at sikre et tilfredsstillende udbud af passende lokaler inden for en økonomisk ramme. Vi møder også fortsat denne forretningstilgang i nogle selvejende haller, som alene ser sig som den fysiske ramme om foreningernes aktiviteter.

Markedet for tilgængelighed, kvalitet og service
Flere kommuner har erkendt, at udviklingen i befolkningens idrætsvaner i retning af mere selvorganiseret idræt for især de unge og voksne betyder et behov for at udvikle nye måder at stille faciliteter til rådighed på. De har derfor bevæget sig ind i markedet for service og kvalitet, hvor man aktivt arbejder for at stille ledig kapacitet til rådighed for borgerne på deres præmisser.

Et spændende tiltag er Bookbyen i København, målrettet borgere som ikke nødvendigvis er medlem af en forening. Her kan man vælge mellem specialindrettede faciliteter, som passer til éns individuelle behov. De selvejende haller har i erkendelse af for lav udnyttelsesgrad også bevæget sig ind i dette marked med åben hal, booking af baner via aktører som f.eks. WannaSport og lignende. I samme forretningsmodeller er etablering af træningscentre, som kan benyttes fleksibelt mv., udendørs træningsfaciliteter, løbestier og mountainbikeruter. Her finder vi også Lokale og Anlægsfonden og DIF´s nye tiltag ”Idrætshaller til tiden”.

Det interessante ved denne udvikling er, at det meget ofte kræver understøttelse af nye organiseringsformer og forretningsmodeller for at være succesfulde. Hvordan organiserer man drift og aktiviteter omkring et åbent trailcenter? Hvordan sikrer man, at der sker en aktiv monitorering af foreningernes udnyttelse af faciliteterne, og ikke mindst, at de timer, som ikke anvendes, tages fra foreningerne og udbydes til andre? Hvis ikke den bagvedliggende forretningsmodel, kultur og organisering tilpasses en ny booking portal, vil resultatet blive reduceret væsentligt.

Markedet for oplevelsesøkonomi, sundhed og genoptræning
Ovenstående er relevante tiltag, som er med til at udvide tilgængeligheden af faciliteterne til en bredere kreds af borgere. Men fælles for dem er fortsat, at de opererer med faciliteten som en fysisk ramme, der stilles til rådighed for aktører, der selv står for aktiviteten. Udviklingen i branchen betyder imidlertid, at faciliteterne selv i meget høj grad er blevet idrætsaktører ved siden af, sammen med, og indimellem som konkurrenter til de etablerede idrætsorganisationer.

Et eksempel er de danske svømmebade, som i stigende grad udvikler sig til oplevelses- fitness og sundhedscentre ved siden af det at være ramme om foreningssvømning. Hvis ikke udviklingen af de danske svømmebade tænkes ind i en oplevelsesøkonomisk ramme, er det stort set umuligt at levere en bare nogenlunde holdbar forretningsmodel. Ejerne af Water & Wellness i Randers skriver i Idrætsmonitor 16. april 2025:

”Gode oplevelsesbassiner, vandrutsjebaner, lækre wellnessfaciliteter og muligheder for at dyrke fitness i samme facilitet som til svømning er meget populært. Det giver en meget stærkere driftsøkonomi og skaber attraktion for borgerne, som gør anlægget til et levende sted med mange mennesker fra morgen til aften”.

Det er de samme markedstendenser, vi ser over det meste af landet i forskellige former. Foreningernes brug af faciliteterne reduceres, især fordi kampe flyttes fra weekender til træningstiderne mandag – torsdag. Fredag er tabt til X Factor og sofaen. Samtidig betyder kommunale besparelser på skoleområdet flere steder, at skolerne reducerer deres idrætstimer. Begge forhold øger behovet for at skabe egne indtægter for faciliteterne, hvilket vi oplever, at de er dygtige til. De er især dygtige til at udvikle idrætstilbud til ovennævnte grupper, som idrætsforeningerne ofte har vanskeligere ved at tilgodese.

Facilitetsbranchen er storleverandør af senioridræt (meget ofte i samarbejde med foreningerne), fitness, kulturelle oplevelser, saunagus, wellness, personlige træningsforløb, genoptræning mv. Markedet for at skabe positive forandringer hos borgerne er stigende i form af personlige trænere, kostvejledning mv.

Her oplever faciliteterne så desværre for ofte at blive mødt af foreninger, som mener at have monopol på idrætten. Eller de bliver mødt af en kommunal forvaltning, som med kommunalfuldmagten i hånden bremser nye initiativer. Disse to spændingsfelter gør det ofte til en særligt udfordrende disciplin at drive en bæredygtig facilitet i Danmark. Ikke mindst fordi administrationen af de forskellige områder henligger under forskellige forvaltninger. Så kan man blive ramt af en reduktion af lejede skoletimer fra én forvaltning, mens en anden håndhæver kommunalfuldmagten i den stramme fortolkning.

Hvor ville det være fantastisk, hvis flere kommuner tog livtag med disse spændingsfelter og i stedet inviterede faciliteterne helt ind på dansegulvet, som de vigtige idrætsaktører de er, og anerkendte den kæmpe samfundsmæssige gevinst, de leverer på mange forskellige områder. Et bredere og mere tværgående blik på især de store faciliteters rolle i kommunerne kunne skabe så meget mere udvikling til gavn for borgerne.

Når vi i Idrættens Udviklingscenter uddanner centerledere til den nye virkelighed, gør vi det med udgangspunkt i de to øverste niveauer, for det er der, den fremtidige udvikling og bæredygtige drift skal findes.

Alle faciliteter skal have styr på driften. Men det det er de menneskelige relationer, dygtige instruktører, medarbejdere og det gode værtskab, som skaber grundlaget for fremtidens succesfulde faciliteter med fulde huse og glade brugere.

VI ER IKKE I BYGGEBRANCHEN. VI ER I BRANCHEN FOR AKTIVITET, GLÆDE, FÆLLESSKAB OG GODE OPLEVELSER!

Klaus Frejo
Idrættens Udviklingscenter

Deltag i drøftelserne om fremtidens idrætsfaciliteter og deres rolle i lokalsamfundene på Idrættens Branchedage den 11.-13. november 2025.