Savnet af en national strategi koster dyrt på idræt og folkesundhed
Vi savner en national strategi og større helhedstænkning for nationale investeringer af relevans for idræt og bevægelse. Foto. Henrik H. Brandt
Kommentar: Idræt, bevægelse og folkesundhed fylder ganske lidt i offentlige budgetter og politisk opmærksomhed, men ganske meget i danskernes trivsel, sundhed og livskvalitet. Derfor er det helt nødvendigt at udvikle en mere helhedsorienteret national idræts- og bevægelsespolitik, som kan rammesætte, trykprøve og kvalitetssikre politiske initiativer af relevans for idrætssektoren. Den nuværende mangel på idrætspolitisk helhedstænkning koster dyrt på idrætsdeltagelse og folkesundhed.
Kommentar af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
Hvis man kigger på Danmarks Statistiks aktuelle statistik over fordelingen af offentlige udgifter på forskellige forvaltningsområder, får man på mange måder en Aha-oplevelse, som kan være med til at både at forklare og understrege pointerne i denne kommentar.
Offentlige udgifter til fritid og sport fylder blot 0,71 pct. af de samlede offentlige udgifter. Den andel har været lettere vigende siden den første opgørelse i 1995. I kroner udgør de offentlige udgifter til sport og fritid dog et betragteligt beløb på 9,8 mia. kr. i 2024. Hovedparten af midlerne forvaltes decentralt i kommunerne, hvilket måske kan forklare den relativt beskedne plads til idræt, fritid og bevægelse i politiske debatter og initiativer på nationalt niveau.
Til sammenligning er de offentlige udgifter til sundhedsvæsenet i alle afskygninger eksploderet siden 1995. Dengang udgjorde udgifterne til sundhedsvæsenet 11,55 pct. af de offentlige udgifter. I 2024 var andelen steget til 17,55 pct., svarende til et beløb på 243,1 mia. kr. i 2024.
Med sådanne stigninger i sundhedsudgifterne kan det ikke overraske, at politikerne leder efter måder at adressere den stigende forekomst af kroniske sygdomme ved blandt andet at fokusere på forebyggelse, bedre lokale fællesskaber i idræt og fritid for den stigende andel af ældre i befolkningen, personalemangel i sundhedssektoren og øget bekæmpelse af ulighed i sundhed. De fleste vil nok hævde, at sport, idræt og bevægelse i fritiden kunne være en større del af fremtidens løsninger, men kigger man på den indbyrdes fordeling af offentlige udgifter, udgør udgifterne til sport/fritid i 2024 blot 4,03 pct. af de samlede offentlige udgifter til sundhedsvæsenet, hvor det tilsvarende tal var omkring 7 pct. i årene omkring årtusindeskiftet.
Går offentlige investeringer i sport og fritid under den politiske radar, fordi de fylder for lidt af de samlede udgifter? Kilde: Danmarks Statistiks opgørelse over offentlige udgifter, 2024.
Så langt så godt. Tallene kan måske forklare, hvorfor sport/fritid udgør en relativt beskeden del af de offentlige budgetter og dermed af den politiske opmærksomhed, men man skal ikke af den grund acceptere, at de offentlige udgifter til sport/fritid ofte forvaltes lemfældigt eller uden sammenhæng og helhedsblik for idrættens potentialer og for påvirkningen fra politiske initiativer på tilstødende områder.
I respekt for de begrænsede forvaltningsmæssige og politiske ressourcer til sport/fritid på nationalt niveau, har IdrætsPlatformen hyppigt foreslået nedsættelsen af et ’Idrættens Sektorråd’, der netop kan hjælpe med at skabe sammenhæng og kvalitetssikre politiske initiativer eller problemstillinger med relevans for idræt og bevægelse, og vi har blandt andet gennem initiativet ‘Forum for idrætssektoren’ argumenteret for en politik, der langt bedre understøtter og involverer hele bredden af idrætsaktører med nationalt sigte netop i erkendelse af, at idrætten i dag er en uhyre mangfoldig sektor, som spreder sig langt ud over det oprindelige foreningsbaserede udgangspunkt.
Læs opsamling og notat fra Forum for idrætssektoren (2024) om de mange aktører med et landsdækkende sigte på idrætsområdet og deres behov.
Nedenfor vil vi på basis af aktuelle politiske initiativer give eksempler på, hvorfor det vil være god offentlig forvaltning og et kæmpe ressourcemæssigt og kvalitetsmæssigt boost til arbejdet med idræt, bevægelse og folkesundhed på tværs af hele den brede idrætssektor at få udarbejdet en ny og mere helhedsorienteret national tilgang til idrætsområdet.
Bare rolig: IdrætsPlatformens forslag skal ikke koste statskassen en krone. Pengene er der.
Det handler først og fremmest om politisk knofedt og politiske prioriteringer, styrket helhedstænkning og mere vilje til at få idrætssektoren til at fungere langt bedre samlet set, så idræt og bevægelse kan engagere flere danskere end i dag.
Idræt og bevægelse fylder måske ikke det store i budgetter og politisk opmærksomhed, men området er usandsynlig vigtigt for befolkningens livskvalitet, for lokal sammenhængskraft og fællesskab, folkesundhed, trivsel, beskæftigelse, branding og lokal økonomisk udvikling.
Idræt er både vigtigt for den enkelte og for samfundet. Lad os sige det på en anden måde:
“Af alle de temaer, som ikke automatisk står øverst på samfundets dagsorden over basale fornødenheder, er idræt og bevægelse blandt de vigtigste…”
Nedenfor følger nogle aktuelle eksempler på statslige politiske tiltag og forvaltningslogikker, som betyder, at vi – på trods af god vilje - simpelthen ikke får truffet optimale politiske beslutninger på nationalt niveau i forhold til idræt, bevægelse og folkesundhed:
En torpedo mod folkesundhedsloven
Midt i arbejdet med at forberede en ny folkesundhedslov, der skal ”forpligte kommunerne til at arbejde systematisk med at styrke folkesundheden og mindske ulighed i sundhed ,” smed regeringen i september et finanslovsudspil for 2026 på bordet, der fik patientorganisationer og forskere til at tabe underkæben:
”Regeringen vil afsætte ca. 1,3 mia. kr. i 2026 og ca. 2,5 mia. kr. årligt i 2027-2028 på afskaffe afgifterne på kaffe samt chokolade- og sukkervarer. Til sammenligning er rammebeløbet til den bebudede folkesundhedslov på 250 mio. kr.
Afgiftslettelser på sukker og chokolade går direkte imod de forslag til strukturel forebyggelse på nationalt niveau for bekæmpelse af kroniske sygdomme, funktionsnedsættelse og multisygdom samt social ulighed i sundhed, som Vidensråd for Forebyggelse fremlagde i en rapport i 2025 som en samlet opsamling på forskning på alle forebyggelsesområder.
Vidensråd for Forebyggelses anbefalinger til strukturel forebyggelse på KRAM-faktorerne, kost, rygning, alkohol og motion. Kilde: Vidensråd for Forebyggelse (2025).
”Jeg har brugt weekenden på at være målløs… Danmark har i forvejen verdensrekord i slikspisning (12 kg om året)”, som det hed i et opslag fra Hjerteforeningens direktør Morten Ørsted Pedersen på LinkedIn efter fremlæggelsen af finanslovsudspillet. Han anbefalede i stedet, at eventuelle afgiftslettelser kunne bruges på sunde fødevarer som frugt og grønt.
Man har altså en situation, hvor offentlige aktører, forskning og civilsamfundsorganisationer bruger rigtig meget krudt på at implementere en folkesundhedslov, der ikke mindst skal styrke arbejdet med KRAM-faktorerne inden for en budgetramme på ca. 250 mio. kr.
Midt i det arbejde bruger regeringen - ud fra en skatte/afgiftspolitisk logik - 1-2 mia. kr. på at sparke arbejdet med KRAM-faktorerne tilbage, selv om der egentlig ikke var et akut behov for afgiftslettelser lige akkurat på sukker og chokolade, og selv om der naturligvis var mange andre muligheder for at lette presset på danskernes pengepung.
Fitness-moms som spild af idrætspolitisk potentiale?
Et knapt så overraskende, men alligevel ærgerligt udspil i Finanslovsudspillet er modsvaret på behovet for at indføre moms på undervisning i blandt andet undervisning i legemsøvelser – læs aktiviteter som spinning, fitness, pilates, yoga, crossfit mm. på hold eller som personlig træning hos private idrætsudbydere fra 2026.
Moms på undervisning er ifølge SKAT en uundgåelig konsekvens af en EU-lovgivning, som den danske lovgivning skal tilpasse sig. I dag er undervisning i fitnesscentre, yogastudier etc. momsfritaget, mens den individuelle fitnesstræning i maskiner osv. er momsbelagt – dog kun for personer over 30 år.
I praksis vil lovgivningen betyde, at særligt personlige trænere eller yogastudier, crossfitbokse osv. uden de store momsfradragsberettigede udgifter kommer til at hæve priserne med 15-20 pct. for at svare moms. For fitnesscentre med blandede individuelle/holdaktiviteter og mange unge medlemmer vil merprisen i praksis formentlig blive noget mindre, måske i størrelsesordenen 5-15 pct. Den finere udmøntning af lovgivningen er pt. genstand for drøftelser mellem Skattestyrelsen og fitness-sektoren.
Der er ingen tvivl om, at den uundgåelige prisstigning på visse idrætsydelser i princippet er uønsket fra regeringens side. Der er heller ingen tvivl om, at de nye momsregler vil ramme visse idrætsudbydere uforholdsmæssigt hårdt.
Det ærgerlige ved affæren er derfor først og fremmest regeringens i al hast sammenflikkede løfte i finanslovsudspillet for 2026 om at kompensere sektoren for den øgede momsbelastning gennem et nyt fradrag for motion på selvangivelsen, som blandt andet vil omfatte ”spinning, crossfit, yoga og danseundervisning i kommercielle fitnesscentre, private yogastudier, danseskoler og sang og musik i kommercielt regi mv.” Til formålet er der afsat 235 mio. kr., hvilket populært sagt betyder, at det forventede momsprovenu forsøges kanaliseret tilbage igen via et nyt motionsfradrag.
Ud fra et skatte/afgiftspolitisk syn er et motionsfradrag formentlig logik, men når man går længere ned i de praktiske og idrætspolitiske finurligheder ved at bruge over 200 mio. kr. på et fradrag for motion, er tiltaget ikke længere logisk. 235 mio. kr., er et svimlende beløb i idrætspolitisk sammenhæng, men i praksis vil det blive nærmest umulig at kanalisere pengene præcist tilbage til de aktive og udbydere, som rammes af momsudgifterne. Man risikerer snarere at give de mindre undervisere i yoga, crossfit, personlig træning mm., som rammes hårdest af momsen, et ýderligere et hak i tuden, fordi fradraget også vil tilgodese de aktive, som træner i de mindre momspåvirkede sammenhænge.
Samtidig forsømmer man helt den rent idrætspolitiske proces, som kunne have afklaret, om de ca. 200 mio. kr. til kompensation af primært kommercielle idrætsudbydere kunne have været anvendt langt bedre og mere målrettet til udvikling af sektoren.
Forslagene kunne have været mange:
Mulighed for sekretariatsbistand på objektive vilkår de brancheforeninger og landsdækkende organisationer, der i dag er voldsomt underprioriteret i forhold til de organisationer, der er omfattet af udlodningsloven.
Mulighed for at involvere kommercielle udbydere i fritids- og kulturpasordninger for udsatte målgrupper på lige fod med foreningsudbydere.
Styrkelse af arbejdet med kvalitetssikring og registrering af kommercielle træningstilbud, så de kunne spille en mere formel og strategisk rolle i forhold til sundhed, forebyggelse og andre sammenhænge, hvor det giver mening at skabe gode træningsmuligheder for borgere i forskellige forløb.
Bedre muligheder gennem lånegarantier el.lign. for at forny og styrke maskinparken i en tid, hvor digitale og teknologiske landvindinger giver voldsomme investeringsbehov i mere effektiv træningsteknologi.
Bedre muligheder for salg af relevante trænings- og sundhedsydelser til det offentlige eller bedre muligheder for formel uddannelse eller efteruddannelse af instruktører, centerledere og andre aktører i den private sektor.
Der kunne have været mange spændende veje til at investere 200 mio. kr. af ’sektorens egne penge’ i at udvikle den kommercielle sektor som en ligeværdig idrætsaktør af højere kvalitet. En sådan proces eller tankegang har dog aldrig været i nærheden af at være på bordet.
Vi får blot nogle nye moms- og fradragsregler, som giver sektoren en svært håndterbar administrativ byrde og en mere uforudselig prisdannelse.
Havde man kigget i de aktuelle tal fra Kulturvaneundersøgelsen, havde man fået aktuelle data på det forhold, at af alle de barrierer, som får folk til at stoppe med træning, er prisen langt fra den største - og slet ikke blandt de voksne over 30 år, som er dem, der får dyrere fitnesstilbud efter nytår som følge af de nye momsregler.
Bruger vi igen over 200 mio. kr. forkert på et forhastet fradrag? I øvrigt på en måde, som næsten uundgåeligt vil føre til pres for større og bredere fradragsordninger for motion i fremtiden. Fradrag, som i sagens natur vil gå til de aktive og ikke de inaktive, og som relativt set vil komme borgere med en god økonomi mest til gode.
Inaktive danskeres begrundelser for ikke at have dyrket motion de seneste tre måneder (flere muligheder kunne vælges). Kilde: Kulturvaneundersøglsen, Danmarks Statistik, 2024 tal
Det var så det opgør mod bøvl og bureaukrati i idrætten?
Skal man være lidt satirisk, gik der blot et par sekunder fra regeringens fremlæggelse under stor medierummel af dens længe ventede udspil til at ’fjerne bøvl og bureaukrati’ for foreningslivet, før man hældte en kaskade af ny og kompliceret administration, bøvl og merudgifter ned over en anden del af idrætssektoren, nemlig de kommercielle og selvejende udbydere samt tankesportsforeninger og andre endnu uafklarede udbydere.
Nu er det ingen hemmelighed, at fraværet af en national idrætsstrategi betyder, at Kulturministeriet som ressortministerium for idræt stort set kun rådfører sig med og direkte beskæftiger sig med den foreningsbårne del af idrætten og idrætsorganisationerne i hverdagen.
Man ved derfor ikke rigtigt, hvordan man skal involvere områder som kommerciel idræt, sociale aktører, undervisning, faciliteter mm. Kun organisationer, der får støtte fra udlodningsloven, sidder automatisk med ved bordet, og i sagens natur har de – på grund af udlodningsmidlerne – bedre mulighed for at dokumentere sig selv og fremme deres egne interesser.
Altså en slags selvforstærkende tendens, hvor dele af sektoren løbende får større politisk indflydelse og øgede økonomiske ressourcer, mens de aktive og måske især de inaktive borgere i virkeligheden bedre kunne adresseres ved at opgradere og udvikle tilsvarende på andre dele af idrætssektoren.
Udlodningslov pr. rygmarvsreaktion
Endnu en problematisk og desværre typisk idrætspolitisk aktion leverede regeringen i maj måned, da den offentliggjorde en længe ventet ”Evaluering af udlodningsmodellen”.
Evalueringen viste sig i praksis slet ikke at være en evaluering. Evalueringen slog bare fast, at ”udlodningsmodellen for nuværende er velfungerende og sikrer budgetsikkerhed for modtagerne i udlodningslovens gruppe 1 og 2. Derudover vurderes det, at der er, har været og fortsat forventes at være tilstrækkelige midler til gruppe 3”. Regeringen videreførte derfor uden videre udlodningsmodellen i yderligere fem år frem til 2030.
I praksis betyder den politik, at de nuværende beløbsmodtagere også i de kommende år vil sidde totalt på langt hovedparten af de statslige midler til idræt med den samme indbyrdes fordelingsnøgle og uden mekanismer til at sikre fornyelse på udlodningsmodellen i et idrætsbillede i stærk forandring.
Gjort op i tal er fordelingen af de statslige udgifter til idræt således (2024 tal):
Sammenstilling af statslige udgifter til idrætsformål i 2024, baseret på tipsaktstykket og udspil til finanslov for 2025. Kilde: IdrætsPlatformen
Igen må man sige, at hvis regeringen havde haft en national strategi for idræt, havde en evaluering af udlodningsmodellen ikke taget udgangspunkt i de aktuelle beløbsmodtageres tilfredshed, men i en idrætspolitisk vurdering af, hvilke formål den nationale idrætsstrategi skulle fremme - og derefter udarbejdelse af en udlodningsmodel, der tog udgangspunkt i disse formål.
Skoleidræt og idrætsfaget på negativ kurs?
Et sidste eksempel på manglende idrætspolitisk opmærksomhed og sammenhæng oplever vi i denne tid på skole- og uddannelsesområdet.
Helt generelt fra folkeskolen og hele vejen op gennem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser er faget under pres, både som et fag, man undervises i, og som et fag man uddanner i.
Vi ved alle, at gode motoriske færdigheder og gode kropslige og sociale erfaringer med eksempelvis idræt i skolen er helt afgørende for befolkningens videre idrætsdeltagelse.
Vi ved også, at idrætsfaget prioriteres lavest i de ungdomsuddannelser, der har færrest idrætsmotiverede elever, og vi ved, at idrætsvidenskab for tiden er under stærkt pres på de videregående uddannelser med lukning af uddannelsen på Aalborg Universitet og formindsket optag i Aarhus og Odense.
Imens kigger vi ind i en fremtid, hvor der i den grad bliver brug for en bevægelsesparat befolkning i en stadig mere stillesiddende og digital hverdag. En fremtid, hvor forebyggelse og bevægelse nødvendigvis skal spille en større rolle i danskernes hverdag, hvis ikke sundhedsudgifterne skal fortsætte deres himmelflugt.
I skole- og uddannelsessammenhæng er idrætsfaget naturligvis i ’kamp’ med andre politiske prioriteringer, og som beskæftigelses- og karriereområde er idræt i konkurrence med andre faggrupper og med manglende tradition for at se idræt som et ’rigtigt erhverv’ med en mulig karrierevej og en meningsfuld funktion i samfundet.
Igen har vi et eksempel på et område, der ligger uden for traditionel idrætspolitik, men som ikke desto mindre har enorm betydning for fremtidens idrætspolitik, og som skriger på en helhedsorienteret politisk tilgang.
Dansk Skoleidræt har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser, at halvdelen af idrætslærerne ser negativt på idrætsfagets fremtid i folkeskolen efter den kommende skolereform.
Lad os få en national strategi for idræt og bevægelse
Vi kunne have fundet mange flere eksempler på tiltag af relevans for idræt og bevægelse, som havde fortjent en mere strategisk behandling i forhold til fremme af idræt og bevægelse.
Det primære formål med denne kommentar er dog endnu engang at argumentere for at igangsætte et arbejde med en helhedsorienteret og involverende national strategi for idræt og bevægelse.
Pengene er der. Vi investerer dem bare ikke altid med omtanke og bedst mulige effektivitet.
Behovet for en mere idræts- og bevægelsesaktiv befolkning er voksende. Vi får det bare ikke potentialer og udfordringer adresseret godt nok og sammenhængende rent strategisk.
Ressourcerne er der i form af en mangfoldighed af idrætsaktører og menneskelige ressourcer. Vi får dem bare ikke bragt i spil, fordi vi tænker alt for snævert rent idrætspolitisk.
Lad os nu komme i gang!
IdrætsPlatformen står naturligvis gerne til rådighed med al vores viden og erfaring som sparringspartner og vidensressource for fremtidens idrætspolitiske tiltag.
Vi fortsætter diskussionerne om fremtidens danske Idrætssektor på Idrættens Branchedage den 11.-13. november i SportsCenter Danmark/Vejen Idrætscenter.
Vil du følge med i IdrætsPlatformens arbejde og holde dig orienteret om trends og arrangementer i sektoren, så skriv dig op til IdrætsPlatformens gratis nyhedsbrev ‘Nyt fra idrætssektoren’.
