Vitaminer til fremtidens idrætspolitik

H‍ollandske Athletic Skills Model holdt et stærkt inspirerende kursus for idrætsledere og trænere fra Randers Kommune den 7.-8. april. Foto: Randers Kommune

Invitation: Konferencen ’Community sport of the Future’ I Hafnia-Hallen i Valby den 18. maj præsenterer udvalgte internationale eksempler med allerstørst potentiale for at styrke fremtidens brede danske idrætsmodel lokalt, kommunalt og på landsplan.‍‍ ‍

Af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Så du den nye Sundhedsprofil for din kommune?

Sundhedsprofilen er et veritabelt katalog over udfordringer i sundhed og forebyggelse, hvor en stærkere idrætspolitik med tråde til de omgivende sektorer kunne gøre en positiv forskel: Ulighed i sundhed, mental mistrivsel, overvægt, smerter i bevægeapparatet, kroniske sygdomme… Mens Sundhedsprofilen viser, at strukturelle indsatser har virket glimrende i forhold til rygning og alkohol over de seneste årtier, står indsatsen mod fysisk inaktivitet i stampe. Over halvdelen af befolkningen opfylder ikke WHO’s minimumsanbefalinger for fysisk aktivitet.

Set fra IdrætsPlatformens synsvinkel er udfordringen ikke overraskende. Idræts- og bevægelsespolitikken har i langt hen ad vejen bevæget sig i de samme kendte spor gennem mange år, og så får man sjovt nok også de samme resultater.

‍‍Så du de friske hovedtal fra “Danmark i bevægelse”?

‍‍Gemt i de mange tal fra den hidtil største og helt friske befolkningsundersøgelse af danskernes bevægelsesvaner fra Syddansk Universitet må man konstatere, at den helt centrale komponent i dansk idrætspolitik gennem snart en menneskealder, nemlig foreningslivet, engagerer mindre end en tredjedel af den voksne danske befolkning i idræt. Tallet er 27,9 pct. Tallet er ikke en anklage. Det er en konstatering: Idrætsforeninger er virkelig gode til aktivt medborgerskab, livskvalitet og lystbetonede fritidsinteresser, og det er præcis, hvad den danske idrætsmodel investerer i. Men i det store samfundsbillede har idrætspolitikken herhjemme store mangler, og det er helt urealistisk, at idrætsforeningerne kan stå alene som leverandør af idræt og bevægelse, hvis vi skal have flere danskere med. Læs de første tal fra Danmark i bevægelse.

Hvad gør vi så ved det?

‍‍Begynd med at tage imod IdrætsPlatformens invitation til konferencen ’Community sport of the future’ i Hafnia-Hallen den 18. maj. Tilmelding er stadig mulig.

På konferencen præsenterer vi nogle af de allermest inspirerende internationale eksempler. Oplægsholdere og eksempler er specifikt udvalgt, fordi de præcis kan inspirere den danske idrætsmodel, der hvor den trænger mest til et vitamintilskud. De udenlandske eksempler kan overføres og bygge videre på det, vi i forvejen er gode til herhjemme.

Hvis du gerne vil være med til at styrke idrætsdeltagelsen og skabe mere dynamiske idrætsmiljøer i faciliteter, idrætsklubber, kommuner og uddannelser eller styrke de private aktørers rolle, vil du få masser af konkret og anvendelsesorienteret inspiration i Hafnia-Hallen den 18. maj.

De internationale eksempler kan ikke nødvendigvis overføres én til én til danske forhold, men de kan give en direkte og håndgribelig vitaminindsprøjtning til idrætspolitikken herhjemme på områder, hvor den danske idrætsmodel i kommuner og på landsplan har strukturelle svagheder eller uforløste potentialer.

‍‍På konferencen gør vi meget ud af god tid til dialog og perspektivering af de internationale eksempler i en dansk kontekst.

Tilmelding til konferencen er fortsat mulig på dette link.

Læs hele det samlede konferenceprogram på dette link.

Her er de internationale oplægsholdere, du kan møde på konferencen den 18. maj

Fundamentet for stærke idrætsmiljøer og livslang idrætsdeltagelse
Athletic Skills Model (Holland)
Bedre motorisk uddannelse og dannelse i skoler, foreningsliv og faciliteter. Udnyt potentialerne i at benytte alsidig og kreativ motorisk grundtræning som fundament for livslang idrætsdeltagelse, som bindemiddel på tværs af idrætsgrene, faciliteter og lokalsamfund og som forudsætning for fremtidens talentudvikling og fastholdelse af teenagere i idrætten. Det hollandske koncept Athletic Skills Model giver kort og godt en række velfunderede, kreative og stærkt inspirerende bud på bedre træning og idrætsundervisning.‍
Jorick Hendriksen, operational manager, Athletic Skills Model

Et stærkt fælles sprog for overblik og metode til fremtidens idrætsudvikling for alle målgrupper
Sporting Capital (Storbritannien)
Få et fælles sprog og overblik over målgrupperne gennem sporting capital, som kortlægger og synliggør borgernes idrætslige forudsætninger på tværs af fysiske, psykologiske og sociale forskelle og giver konkret inspiration til interventioner og programmer, der virker og rammer målgrupperne præcist. Få blandt andet frisk inspiration fra Sport Singapores brug af Sporting Capital.‍
Nick Rowe, author of Sporting Capital – transforming sports development policy and practice

Idrætsfaciliteter som hubs for sundhed, idræt og sammenhængskraft
Community Leisure UK (Storbritannien)
Mød brancheorganisationen for de selvejende idrætsfaciliteter i Storbritannien og få meget konkret viden om, hvordan kommunerne indgår aftaler med faciliteterne om deres rolle i sundhed og social inklusion, og hvordan faciliteterne rækker ud mod lokalområdet med egne programmer. Hør mere om faciliteternes succesrige rolle i motion på henvisning og om deres erfaringer med at måle ’social return on investment’.‍
Kirsty Cumming, CEO, Community Leisure UK

Community Leisure UK’s kampagne ‘Seriously Social’ taler et sprog om idrætsfaciliteternes rolle, som de fleste myndigheder og politikere kan forstå. Kilde: Community leisure UK

‍‍Den private idrætssektor som samarbejdspartner og samfundskraft‍
Platform Ondernemende Sportaanbieders (Platformen for Entreprenørielle Idrætsudbydere), Holland
Blot fem år efter stiftelsen er Platformen af Entreprenørielle Idrætsudbydere i Holland vokset til en anerkendt samarbejdspartner med p.t. 34 medarbejdere, der hjælper private idrætsaktører med internt samarbejde og med at finde sammen i kommunale og nationale netværk, der kan byde proaktivt ind på løsninger og projekter for øget idrætsdeltagelse. Private idrætsudbydere dækker i Holland (og formentlig også i Danmark) flere aktive voksne udøvere end foreningslivet, men den private idrætssektors samfundsrolle kan udfoldes langt mere effektivt og givende i samarbejde med foreninger, kommuner og faciliteter.‍
Lodewijk Klootwijk, CEO, Platform Ondernemende Sportaanbieders

Fritidsguider som formidler af idrætstilbud til alle befolkningslag
Buurtsportcoaches Nieuwegein (Holland)
Holland har et nationalt program for fritidsguider, såkaldte buurtsportscoaches, der i et økonomisk samspil mellem stat, kommune og lokale idrætsaktører hjælper borgerne med at finde frem til skræddersyede idræts- og træningstilbud. Hør hvordan ’nabolagstrænerne’ i Nieuwegein kommune med udgangspunkt i faciliteten og lokale forhold hjælper udfordrede eller træningsuvante borgere ind på rette hylde til håndholdte træningstilbud i boligkvarterer, foreninger, faciliteter eller private centre.‍
Cees van Rootselaar, head of the buurtsportcoaches of Nieuwegein Municipality

Bedre arbejdskraft og karrieremuligheder uden unødigt bøvl‍
Sportwerk (Belgien)
Mangler du også trænere og instruktører til at komme videre? Mød den ganske særlige belgiske idrætsorganisation, Sportwerk, der formidler fleksibel og kvalificeret arbejdskraft til foreningslivet, hjælper trænere og instruktører med at ’fylde’ deres vagtskema op, så de bliver længere i idrætten og udvikler deres karriere, og hjælper foreninger og andre idrætsaktører med at håndtere ansættelser med fleksibilitet, omtanke og uden unødigt administrativt bøvl.‍
Michiel Vlaminck and Laura-Emirode Rasemont, Expertisecentrum, Sportwerk

‍‍Der bliver god tid til at gå i dybden med de udenlandske koncepter og metoder. På dagen får du også mulighed for en guidet tur i Hafnia-Hallens inspirerende bygning med daglig leder Jan Barslev. Vi holder fællesspisning i København mandag aften efter konferencen. ‍‍ ‍

Tilmeld dig snarest, hvis du gerne vil være med på en fantastisk inspirerende dag.‍‍ ‍


Copenhagen Summit, 19.-20. maj 2026
De internationale gæster er besøger København for sammen med andre gode internationale eksempler at holde oplæg på den interne konference Copenhagen Summit i Københavns Kommune i dagene 19.-20. maj. I samarbejde med IdrætsPlatformen samler Københavns Kommune mere end 100 ansatte fra kommunens idrætsforvaltninger og tilstødende forvaltninger til to dage med inspiration, dialog og netværk.‍

Next
Next

IdrætsPlatformens årsberetning: Den brede idrætssektor skal mere med i kampen