Kan det elitære vinter-OL inspirere fremtidens danske breddeidrætsmodel?
Nanna Vestergård Johanen ved vinter-OL 2026. Kan dansk OL-succes i den meget lille og elitære skeletonsport inspirere os til at gøre os mere umage med den måde, vi udvikler breddeidrætten på? Foto: Tom Johansen, Pro Sliding Denmark
Kommentar: I eliteidræt kan man sætte de fleste byggesten for gode resultater og medaljetriumfer på en rationel formel. Det kan man ikke på samme måde i breddeidræt, men måske burde vi bruge den stærke danske præstation til vinter-OL i Milano Cortina som inspiration til at gøre os lige så umage med at udvikle den brede idræt, som vi gør med eliteidrætten? Der er brug for det.
Kommentar af Henrik H. Brandt, daglig leder af IdrætsPlatformen
Lad os sige det rent ud midt i begejstringen over et vinter-OL, hvor danske atleter ikke bare deltog, men i i flere tilfælde spillede en seriøs sportslig rolle i en bred vifte af disciplinerne:
Et stævne som vinter-OL er som hovedparten af eliteidrætten i bund og grund ikke særlig rationelt forklarligt. Det er dyrt, det er ekstremt, og det har ikke den store bund i den idrætsvirkelighed, de fleste af os lever i.
Men så på den anden side er eliteidræt jo ekstremt rationelt: Man kan måle ganske præcist i meter, sekunder, point og medaljer, hvem der organiserer og præsterer bedst.
Set over tid vinder de udøvere eller hold, der er dygtigst, smartest, rigest og har det bedste apparat af trænerkompetencer, behandling, teknologi og træningsmuligheder omkring sig.
Man kan selvfølgelig argumentere for, at eliteidrættens fascination og den glæde, eliteidrætten giver tilskuere og hele nationer trods alt har en nytteværdi, men sådan helt overordnet er eliteidræt ret irrationelt som fænomen, selv om vejen til succes i eliteidræt til gengæld er både rationel og målbar.
Derfor oplever man også rutinemæssigt efter endnu et ganske flot dansk OL, at Team Danmark løfter pegefingeren og efterlyser flere ressourcer af den simple grund, at flere ressourcer oftest også er lig med større succes:
”Skal vi blive ved med at udvikle os – og ikke vente 28 år på næste vintermedalje – kræver det, at vi fortsat styrker de økonomiske og faglige rammer omkring atleterne. Det gælder alt fra træningsmiljøer, ekspertsupport og udstyr til langsigtede investeringer og stærke partnerskaber med forbund, erhvervsliv og fonde,” som Team Danmarks direktør Peter Fabrin skrev i sin evaluering af vinterlegene i Milano Cortina.
Hvis det går, som det plejer, skal Team Danmark såmænd nok tilvejebringe flere ressourcer. Personligt har jeg ingen dybere holdning til det spørgsmål, men jeg kunne godt tænke mig at lave det tankeeksperiment, at vi overførte eliteidrættens rationelle metoder til at opnå bedre “resultater” i den brede idræt.
Selv om vi i eliteidræt har yderst rationelle måleenhed for det irrationelle… Og selv om danske skøjteløbere, slædekørere, ishockeyspillere og skiskytter har begejstret og på flere områder ’brudt isen’ til det stærke internationale selskab ved dette vinter-OL, kan man ikke argumentere for, at de trækker en hale af idrætsdeltagelse eller økonomisk bæredygtighed efter sig.
Man vil næppe se kommuner investere store beløb i indendørs skøjtebaner eller bobslædeanlæg efter OL. Vinter-OL er slut... Videre til næste event i kalenderen…
Anderledes er det med den brede idræt.
Jeg vil vove den påstand, at man i forhold til breddeidræt ganske rationelt kan måle de samfundsgavnlige effekter af høj idrætsdeltagelse og stærke lokale miljøer og fællesskaber i faciliteter og klubhuse: Høj idrætsdeltagelse, stærke idrætsfærdigheder og levende fysiske idrætsmiljøer vil kunne aflæses positivt på trivsel, folkesundhed, mental sundhed, lokal sammenhæng, bedre indlæringsevne og måske også på bosætning og erhvervsudvikling.
Tilmed er dele af den brede idræt særdeles billig i drift, måske sågar økonomisk bæredygtig eller ligefrem overskudsgivende.
Altså sagt med andre ord: Det vil være særdeles samfundsmæssigt rationelt at have en befolkning, der fra barnsben til senioralderen har de nødvendige bevægelseskompetencer, rammer, motivation og muligheder til at holde sig i form og indgå i aktive fællesskaber.
I det lys er investeringer i breddeidræt langt mere ’rationelle’ end investeringer i eliteidræt.
Problemet med at investere i breddeidræt er bare, at vi ikke på samme vis som i eliteidræt kan definere succeskriterierne eller måle effekten af vores investeringer i point, rekorder og medaljer.
Vi kan naturligvis konstatere, at der er samfundsmæssige gevinster ved at have en stærk idrætsdeltagelse, men vi ved ikke særligt præcist, hvordan vi bedst investerer for at nå dette mål, og vi forsøger dybest set heller ikke at finde ud af det.
Vi håber bare, at vi gør det godt nok. Og hvis vi ikke gør, er det jo også bare breddeidræt.
Vi håber, at børnene lærer livslange bevægelsesfærdigheder i daginstitutioner og skoler.
Vi håber, at de frivillige i foreningerne ved, hvad de har med at gøre.
Vi håber, at investeringen i en ny hal eller bane kan aflæses i større deltagelse, men vi aner det dybest set ikke.
Vi kan heller ikke se entydige sammenhænge mellem forskellige kommuners forbrug på idræt og den faktiske idrætsdeltagelse eller facilitetsdækning, og vi blander os aldrig for alvor i, hvordan idrætsorganisationerne er organiseret eller fordeler og prioriterer midlerne.
Vi har bare ’vedtaget’ i en implicit samfundskontrakt, at det hele er godt nok.
I øvrigt skal breddeidrætten heller ikke ’spændes for en vogn’. Vi har jo vedtaget, at breddeidræt er kulturpolitik og en mangfoldig demokratisk bevægelse på godt og ondt...
Vi må derfor acceptere, at det er op til foreningsdemokrati og den enkeltes lyst og motivation, om vi får det optimale udbytte af investeringerne.
Vi stiller ikke særlige krav til kvaliteten af træning og turneringer – hvis blot der står frivillige i spidsen for aktiviteterne. Frivillighed er nærmest en vigtigere værdi i breddeidrætten herhjemme end faglighed, selv om vi selvfølgelig håber på, at vi kan få begge dele.
I eliteidræt kan vi ret let aflæse, om systemet virker. Taber FC København for mange kampe trods deres økonomiske overlegenhed, ryger sportsdirektøren. Vinder Team Danmark for få medaljer vil også eliteidrætssystemet komme under pres og blive kaldt til kammeratlig samtale hos ministeren eller i samråd i Folketinget.
I den brede idræt er det noget andet. Her er alt bare godt nok. Hvis tallene fra befolkningsundersøgelser som ‘Danskernes motions- og sportsvaner’, ‘Danmark i Bevægelse’ eller ‘Den Nationale Sundhedsprofil’ peger i den forkerte retning for aktiv deltagelse eller social ulighed i idrætsdeltagelsen, er der ingen organisationer eller ministre, der bliver stillet til regnskab eller bedt om at forklare sig…
Vi har jo vedtaget, at vi støtter organiseringsformer og ikke effektivitet, hvorfor vi i mange tilfælde med en vis misnøje kan se udøverne droppe ud af idrætten eller samle sig i arenaer eller aktiviteter, der slet ikke er en del af den offentlige idrætspolitik.
Vi har vedtaget, at idrætsfaciliteter, rum og rammer er en kommunal opgave, men vi har meget få mekanismer med fokus på, om de forskellige faciliteter egentlig præsterer optimalt for investeringerne. Aktiverer de mange mennesker og nye målgrupper og fællesskaber? Hvad skal infrastrukturen overhovedet måles på?
Vi aner det ikke. Vi antager bare.
Desværre tyder en del samfundstendenser på, at vi ikke får den håbede effekt af vores investeringer i den brede idræt.
En lang række indikatorer og trends vender i disse år den forkerte vej: Fysisk aktivitet, motoriske færdigheder, koncentrationsevne, foreningsdeltagelse blandt unge, mental trivsel, ensomhed, overvægt, livstilsbetingede lidelser.
Hvad kan vi gøre ved det?
Vi kunne muligvis godt lade os inspirere af den passion, der bar skøjteløberen Viktor Hald Thorup til den første danske vinterolympiske medalje i 28 år, og som bar Maja Voigt, Rasmus og Nanna Johansen ud på det olympiske bobanlæg, selv om deres rejse nærmest udelukkende var båret af passion og fra begyndelsen hverken havde et struktureret støtteapparat, faciliteter eller tradition at bygge på.
Vi kunne i det mindste forsøge at have en plan, en passion og nogle mål for breddeidrættens trivsel, der kunne give os en indikation af, om vi bevæger os i en god retning.
Nu kan vi ikke måle succes i breddeidræt i point, rekorder og medaljer, men vi kan godt vedtage, at vi vil være verdensmestre i breddeidræt og så arbejde ud fra det med nogle af eliteidrættens rationelle redskaber.
Hvilke opgaver kan vi løse med frivillighed? Hvilke opgaver kræver øget professionalisering og dermed uddannelse eller efteruddannelse? Lige nu skærer vi nærmere ned på uddannelse til idrætssektoren.
Hvilke trænerkompetencer kræves for at motivere og inspirere de næstbedste, de nystartede eller de inaktive, og hvordan sikrer vi os, at der er samme kvalitet i undervisningen af de næstbedste? Ikke fordi de skal vinde - det er jo mindre vigtigt i breddeidræt - men fordi de skal være aktive og i trivsel. Lige nu bruger vi stadigt flere midler på trænerkompetencer og set-up inden for talentudvikling og eliteidræt – risikoen derved er, at vi kvalitetsmæssigt er i færd med at grave grøften endnu dybere til kvalitetsniveauet i den ’almindelige’ idræt.
Hvilken infrastruktur kan levere på at få flere mennesker gjort aktive? Hvilke driftsformer fungerer bedst? Lige nu gør vi kun meget spagfærdige forsøg på at definere faciliteternes rolle, optimere investeringerne eller få partnerskaber op at stå på tværs af sektorerne.
Hvilke aktører kan bidrage bedre til at skabe det bedst mulige støtteapparat omkring alle segmenter i befolkningen og deres idrætsdeltagelse?
Hvordan investerer vi mest effektivt? Skal vi bruge flest penge på elite- og talent og de selvhjulpne, eller skal vi investere lige så målrettet og ambitiøst i de grupper, der har færrest forudsætninger for at være aktive og derfor har brug for den største håndsrækning? Lige nu bruger vi al krudtet på den frivillige idræts organisationer og på elitidræt og events - og næsten ingen krudt på de aktører, der arbejder med de sværeste eller mest udsatte grupper i idrætten.
Hvis vi begynder at stille de rigtige spørgsmål til breddeidrætten, vil vi hurtigt opdage, at vi også som utilsigtet sidegevinst skaber et styrket fundamentet for eliteidrætten. Derfor bør der egentlig være fælles fodslag et stykke hen ad vejen om en række vigtige effekter:
Bedre grundmotoriske forudsætninger for alle
Bedre kvalitet og miljø i børne- og ungdomsidrætten for alle
Mere aktivitet i faciliteter og lokalmiljøer for flere
Bedre trænerkompetencer for alle aktive (og inaktive)
Mere transparens og strategisk tænkning i forholdet mellem investeringer i den brede idræt og effekt
Løbende opfølgning og evaluering, så vi kan justere kursen og være selvkritiske, efterhånden som vi bliver klogere.
Det burde ikke være så svært at tage hul på opgaven, men sådan som den danske idrætssektor fungerer i hævdvundne strukturer og støtteformer på breddeidrætsområdet, er jeg lige ved at tro, at det næsten er lettere at vinde en vinterolympisk medalje end at skabe en mere rationel og dynamisk tilgang til fremtidens investeringer i den brede idræt?
Vi bruger groft sagt hellere 100 millioner kroner mere på et nyt og ‘målbart’ stadion til eliteidræt i kommunen end på struktureret arbejde med at få 20 lokale idrætsmiljøer til at præstere bedre fra de yngste børn til de ældste seniorer. Samfundsmæssigt er det ikke rationelt, men så længe, vi bare vinder i eliteidræt, er det i praksis sådan, det fungerer.
Efterskrift: Den tyske dybdeborende journalist Jens Weinreich har i sit nyhedsbrev Sport & Politics regnet ud, at den samlede økonomiske støtte fra offentlige kasser til de tyske slædekørere og slædesportens anlæg i Tyskland har været 340 mio. euro, svarende til lidt over 250 mio. kr. om året hvert år de seneste 10 år.
Tyskland vandt da også 19 ud af landets 26 vinterolympiske medaljer i Milano Cortina i disciplinerne bob, skeleton eller kælk. Derfor er tyskerne nervøse for den kommende IOC-session i juni, hvor slædesportgrenenes plads på det olympiske program kan komme i fare, da omkostningerne ved at bygge faciliteter til slædesporten er meget høje i forhold til sportens udbredelse og økonomiske bæredygtighed.
Sidste træningsløb før OL-starten. Rasmus Vestergård Johansen. Foto: Tom Johansen, Pro Sliding Denmark