Idrættens udsatte kamp mod udsathed
Black Prince’s Trust i London er en idrætsfacilitet, der strategisk benytter en Robin Hood model, hvor de mest velhavende brugere betaler mest til fælleskassen for at få de mest udsatte grupper med i fællesskaberne. Hvis politikerne afsatte stabile midler til idræt for udsatte i Danmark, ville man se lignende innovation i dansk idræt. Foto: Henrik H. Brandt
Kortlægning. Den allermest kulsorte samvittighed i dansk idræt bør være de ulige vilkår, samfundet rent idrætspolitisk byder de ildsjæle, der hver dag arbejder med at bekæmpe den ulige adgang til idræt og fællesskaber.
Kommentar af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
Hvis man altid går rundt og er lidt usikker på sig selv, mest tænker på, om der bliver råd til mad og husleje i morgen, og hænger på det alleryderste mandat på arbejdsmarkedet, bliver vejen til idrættens fællesskaber betydeligt længere end for de fleste andre.
Præcis samme situation gælder i overført betydning for de mange NGO’er og offentlige tiltag, der gennem de seneste årtier har fulgt både det gode hjerte og samfundets ønsker om at gøre idrætten mere tilgængelig for borgere med dårligere forudsætninger for at dyrke idræt.
Mange af disse aktører kender deres målgruppe til bunds. De ved efterhånden, hvad der virker, og de ved præcis, hvorfor det kræver en særlig håndholdt indsats og indsigt i netop deres målgruppes vilkår og netværk at gøre en forskel med idrætten som mål eller middel for udsatte borgere. De mangler blot en fair mulighed for at kunne fungere, planlægge og udvikle sig under samme stabile økonomiske vilkår som idrættens etablerede organisationer.
Situationen for den socialt orienterede idræt i Danmark beskrives i den helt nye kortlægning ”Idrættens inkluderende fællesskaber”, som Idrættens Analyseinstitut har udarbejder for Grundfos Fonden/Poul Due Jensen Fonden.
Eller måske skulle man hellere skrive, at den nye kortlægning beskriver situationen igen-igen?
Idrættens Analyseinstitut gjorde også et forsøg på at få idræt for socialt udsatte på dagsordenen i 2018 med en rapportserie, der blandt andet bestod af rapporten ”Idræt for socialt udsatte. Et blik på aktørerne.”
Problemstilingerne fra dengang til nu er yderst genkendelige.
En 20 år gammel opfordring fra DGI
Skruer vi tiden lidt længere tilbage, var daværende DGI-fomand Søren Møller i 2005 ude med en klar opfordring til politikerne om at få sikret en sammenhængende idrætspolitisk indsats for idrættens udsatte grupper
”Vi var enige med ministeren i, at tiden var løbet fra store overskrifter og små puljer. Nu var tiden inde til at få erfaringerne og ideerne bragt ud i kommunerne, men så satte regeringen 6-7 nye, mindre puljer i gang. Politikere vil åbenbart have puljer som en del af idrætspolitikken! Når det er tilfældet, foreslår vi, at man oprettet et idrætspolitisk program, der kan sikre sammenhæng og kvalitet i administration af puljerne og formidling af evalueringen,” sagde Søren Møller dengang.
Da Kulturministeriet i 2013 iværksatte “Udredningen af Idrættens Økonomi og Struktur” opfordrede DGI i et scenarieindspil til, at der endelig blev udformet en statslig idrætspolitik, som blandt andet skulle tage stilling til spørgsmålet:
“Hvordan kan idrætten bruges som et konstruktivt bidrag til social og kulturel inklusion og til aktiviteter for socialt udsatte målgrupper.”
DGI og partnerne fra DIF løb dog fra den idé igen, da de fandt ud af, at Kulturministeriet pønsede på at ‘skumme midler af udlodningsmidlerne’ til bl.a. sociale indsatser. I stedet lancerede de ”Bevæg dig for livet” for at beholde de statslige midler til idræt for sig selv og komme en statslig idrætspolitik i forkøbet.
Den taktik lykkedes til overmål, som fordelingen af de statslige investeringer til idræt i 2024 viser:
Figuren viser fordelingen af de statslige midler til idræt gennem finansloven og udlodningsloven i 2024. Kun ca. 13 mio. kr. er afsat til sociale initiativer uden for idrætsorganisationerne. Kilde: Finansloven
Går vi endnu længere tilbage i idrætshistorien til for 30 år siden, var det ikke idrætsorganisationerne, men tværtimod skiftende regeringer med kulturministrene Jytte Hilden og Ebbe Lundgaard i spidsen, som forsøgte at skaffe midler til en statslig idrætspolitik for blandt andet sociale formål ved at appellere til idrætsorganisationernes samfundssind. Dengang blev de hældt af brættet af daværende DIF-formand Kai Holm og daværende DGI-formand Leif Mikkelsen i et drabeligt idrætspolitisk opgør, hvor idrætsorganisationerne afviste, at (forenings)idrætten skulle være ‘socialkontor’.
”Ja, og så er det, at vi får kuldegysninger, når idrætspolitiske ordførere udtaler ’Idrætten må vedkende sig sit sociale ansvar og indgå aftaler med politikerne om, at nogle opgaver skal prioriteres højt… Kære politikere! Fingrene af fadet, hvad angår foreningsfriheden og den demokratiske selvbestemmelse…. Skulle vi i DGI ad politisk vej blive tunget til at vælge mellem fuld selvbestemmelse og færre tipspenge, så håber jeg at have tydeliggjort, at vi ikke sælger foreningsfriheden for tips- og lottomidler, Det er så op til et politisk valg, om man økonomisk ønsker at svække et folkelig foreningsarbejde i Danmark!,” tordnede DGI-formand Leif Mikkelsen eksempelvis fra talerstolen på DGI’s årsmøde i november 1996.
En måned senere fortsatte DIF-formand Kai Holm i samme spor:
”Foreninger er ikke ideologiske størrelser, som er opstået for at skabe en bedre verden og uddanne folk i demokrati og folkeoplysning. Foreninger opstår på grund af et brændende engagement for selve idrætsgrenen og det sociale samvær, der opstår mellem ligesindede… Idrætten er for de idrætsaktive et mål i sig selv og kan ikke koldt og kynisk bruges som et redskab til at opnå noget større og bedre. At der så alligevel kommer nogle gode samfundsmæssige, demokratiopdragende og sociale sideffekter ud af foreningsdannelsen, det er en anden sag,” sagde Kai Holm.
Tilbage står 30 år senere, at politikerne fortsat ikke har taget afgørende initiativer til at forløse idrættens sociale potentialer.
I mellemtiden har en lang række sociale NGO’er meldt sig på scenen for at tage netop det sociale ansvar, som idrætsorganisationerne med stor iver fejede af bordet for 30 år siden.
Idans nye kortlægning viser, hvor meget der er sket på det sociale område – på trods – siden debatterne for 20-30 år siden.
Aktørlandslandskabet har ifølge den friske kortlægning fra Idrættens Analyseinstitut rykket sig ganske meget:
tabellen viser etableringsår og udbredelse for en række centrale initiativer for socialt arbejde gennem idræt for særlige målgrupper. Kilde: Idrættens Analyseinstitut
På baggrund af de seneste to årtiers mangesidede indsatser for mange forskellige målgrupper, viser kortlægningen, at aktørerne i sektoren efterhånden godt ved, hvad der skal til. Udfordringen er bare, at situationen i forhold til økonomi og struktur i idrætten er præcis den samme usikre situation, som for 20 år siden, da daværende DGI-formand Søren Møller kritiserede de ”store overskrifter og små puljer”.
NGO’erne og de mange initiativer lever fortsat fra hånden til munden.
Findes der en løsning?
Absolut. Kortlægningen peger kort og fyndigt på de initiativer, der kan bidrage til at forankre de sociale indsatser og skabe langt større ligeværdighed i adgangen til driftsmidler, metode- og organisationsudvikling.
Fem hovedbudskaber fra idrættens sociale aktører:
Listen over udfordringer består først og fremmest af fem budskaber med kampen for mere stabil driftsstøtte som den væsentligste:
Udfordringer med sikring af driftsstøtte.
Udfordringer med samarbejde.
Idræt og fritid anses ikke for en ’skal-opgave’.
Ingen ejer forebyggelsesdagsordenen og dermed arbejdet med inkluderende idræt for alle.
Mangel på en holistisk tilgang til at sikre inkluderende idræt for alle.
På idrætsmødet i Aalborg den 29.-30. april 2025 fremlægger Idrættens Analyseinstitut den aktuelle kortlægning. Paneldeltagerne tager endnu en tørn med idrættens kulsorte samvittighed.
Måske bliver 2025 året, da politikerne eller andre interessenter i idrætten langt om længe afsætter stabile midler til initiativer for de målgrupper, der har mest brug for det - og ikke kun til dem, der bedst kan klare sig selv, eller i det mindste rykke lidt tættere sammen i bussen for at få alle med?
Supplerende læsning:
Læs den nye kortlægning ”Idrættens inkluderende fællesskaber” fra Idrættens Analyseinstitut.
Læs idrættens Konsulenthus’ historiske gennemgang af idrættens sociale ansvar i en artikelserie fra 2018:
Del 1: Store overskrifter og små puljer
Del 2: Fingrene af fadet! Kampen om idrættens sociale ansvar