Idrætten mellem professionalisering og polarisering. Hvad så nu?

Det store fremmøde af fagfolk fra idrætten ved Idrætsmødet i Aalborg er i sig selv en illustration af idrætssektorens hastige professionalisering, men følger idrættens forankring og organisering med? Foto: Idrætsmødet.

Efter Idrætsmødet: Hvor går trenden hen i den danske idrætssektor? På baggrund af et velbesøgt Idrætsmøde i Aalborg den 28.-30. april 2025, giver IdrætsPlatformen nogle bud på dilemmaer, ømme punkter og store potentialer i dagens danske idrætssektor.

Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark

Med ca. 1.100 fagfolk fra den brede danske idrætssektor forsamlet til Idrætsmødet i Aalborg Kongres & Kultur Center på konferencedagene 29.-30. april blev fremmødet i sig selv en dokumentation af et af de centrale udviklingstræk i den danske idrætssektor i disse år:

Nemlig professionaliseringen af idrætssektoren.

Professionaliseringen skaber dynamik og muligheder i idrætten, men tydeliggør også udfordringer, der kalder på politisk handling og en grundlæggende debat om fremtidens idrætspolitik og organisering af idrætten.

Nedenfor en opsamling gennem IdrætsPlatformens briller på dilemmaer og udfordringer mellem professionalisering og polarisering efter Idrætsmødet 2025:

1: Hæmmer den kulturpolitiske forankring idrætssektorens udvikling?

Nu slår traditionalisterne syv kors foran sig… Vi er jo alle opdraget med folkeoplysning, frivillighed, demokrati, autonomi og idrættens forankring i den såkaldt kulturpolitiske dimension.

Ikke desto mindre skal spørgsmålet stilles: Var idrætssektoren faktisk bedre tjent med at blive forvaltet på landsplan af andre ministerier end Kulturministeriet?

Når fagfolk fra kommuner og idrætsorganisationer mødes til idrætsmødet, taler de ikke mindst om emner som trivsel, sundhed, folkesundhed, alkohol/snus, doping, bæredygtighed, energioptimering, motorisk udvikling, skoleidræt, beskæftigelsespolitik, ulighed, demografi, kommercialisering af idrætten, byplanlægning, folkeoplysning osv.

Ja, de taler mest om temaer, der i princippet hører hjemme under sundhed/folkesundhed, skole/uddannelse – eller andre ressortområder som miljø/planlægning, erhverv, bolig, social, børn og unge, ældre m.m.

Idrættens konferencer og faglige netværk er med til at informere og inspirere debatten og grobund for nye initiativer i kommuner, faciliteter og forbund, men én aktør er stort set altid fraværende fra debatterne og de fysiske møder: Kulturministeriet!

Hvis der er ét sted, professionaliseringen af idrætssektoren ikke er slået igennem, så er det i Kulturministeriet (uden at der deri ligger en bebrejdelse mod ministeriets meget få ansatte på idrætsområdet).

Spørgsmålet hænger i luften efter Idrætsmødet: Ville idrætten på nationalt plan være bedst tjent med at referere til mere ressourcestærke ministerier end et Kulturministerium, som:

• Udliciterer idrætspolitikken til idrætsorganisationerne (selv om idrætsorganisationerne ikke repræsenterer hele sektoren).

• Ikke har sit eget budget til idrætspolitiske initiativer.

• Ikke har (eller ønsker) en national strategi eller politik for idrætten.

• Ikke har personaleressourcer til at komme på omgangshøjde med alle de andre aktører, som er i en rivende organisatorisk udvikling.

Til sammenligning havde værterne fra Aalborg Kommune naturligvis alle mand af hus under Idrætsmødet. Da en busfuld gæster tyvstartede på Idrætsmødet den 28. april med en rundtur til faciliteter i kommunen, kunne man tydeligt se, hvordan netop nysgerrigheden og inspirationen fra debatter og aktører på Idrætsmødet skaber værdi og åbner døre for tværsektorielle samarbejder i Aalborg Kommune til hverdag.

Kulturministeriet har ikke samme kapacitet som landets kommuner eller større idrætsaktører. Der er ingen tvivl om, at deltagerne i de store konferencer får inspiration og nye samarbejdsmuligheder med hjem fra den slags lejligheder, og næppe heller, at begivenheder på Idrætsmødet indirekte også er en del af en udvikling i idrætten, hvor den ene halvdel buldrer af sted, mens den anden halvdel af foreninger, faciliteter, forbund osv. sakker agterud.

Også Kulturministeriet kommer i stigende grad til at fremstå som en anakronisme, der hænger fast i et fortidigt idrætsbillede og en fortidig struktur for idrætten. Hvis Kulturministeriets ansvar for idrætten er det samme som “kulturpolitisk forankring”, så var det måske bedre at være denne forankring foruden?

IdrætsPlatformen har flere gange foreslået nedsættelsen af et Idrættens Sektorråd som tænketank, hørings- og vidensorgan på tværs af ressortområder og på tværs af idrætssektoren for at styrke politikudviklingen og give en ligeværdig stemme til den del af idrætssektoren, som ikke er repræsenteret i dag: De private aktører, de sociale/sundhedsorienterede NGO’er, de nye idrætstendenser, brancheforeninger og faglige foreninger, faciliteter og infrastruktur.

Måske var det faktisk bedre for idrættens udviklingsmuligheder, hvis man lod Kulturministeriet beholde de rent finkulturelle dele af idrætten, som er afhængige af direkte statsstøtte, nemlig eliteidræt og events, mens de mere ’instrumentelle’ eller driftsorienterede dele af idrætten rykkede over i ministerier med flere ressourcer til at drive en strategisk udvikling og skbe større synergi til tilgrænsende hovedområder som sundhed, socialpolitik eller uddannelse/undervisning?

Måske er det også på tide at demokratisere den nationale idrætsstruktur på linje med den kommunale, så landsdækkende aktører, der viser deres relevans, duelighed og medlemsengagement, har samme krav på adgang til drift- og udviklingsmidler som de aktører, der engang i tidernes morgen ved en ’tilfældighed’ er havnet på udlodningsloven uden bagvedliggende objektive kriterier?

Sådan er det på lokalt plan i kommunerne, hvor folkeoplysningsloven sikrer en vis dynamik i aktørbilledet. En tilsvarende mekanisme eller mulighed for at føre idrætspolitik findes ikke på landsplan. At der findes et stort felt af mindre, landsdækkende organisationer i idrætten med urimelige driftsvilkår og store potentialer for at bidrage mere, har IdætsPlatformen flere gange pointeret - bl.a. efter mødet i det uformelle Forum for idrætssektoren i efteråret 2024.

2: Mellem deltagelse og ikke deltagelse

Deltagelsen i idræt flytter sig et godt sted hen i disse år, men det gør “ikke-deltagelsen” desværre ikke.

Idrættens Analyseinstitut offentliggjorde på Idrætsmødet de nye hovedtal fra ’Danskernes motions- og sportsvaner 2024’. Tallene viste et forbløffende stabilt idrætsbillede, der bortset fra stigning i den selvorganiserede idræt er vendt tilbage til billedet fra før corona-nedlukningerne.

Stabil idrætsdeltagelse

Danskernes sports- og motionsvaner,
Idrættens Analyseinstitut

Det betyder også, at idrætssektoren ikke får sparket ret meget til udfordringerne med social ulighed (idrætsaktive forældre er måske den største indikator for børns deltagelse), indkomstmæssig ulighed, uddannelsesmæssig ulighed.

Vi oplever en polarisering af idrætsdeltagelsen på snart sagt alle områder:

• De aktive bruger mere tid på idræt og sikkert også flere penge.

• De aktive har den bedste almene trivsel, mens personer i dårlig trivsel har svært ved at finde vej til de fællesskaber, vi taler så meget om.

• De idrætsvante børn – især drenge – holder af at konkurrere sportsligt, men konkurrence skræmmer lige så mange væk.

• De store idrætsforeninger bliver større og mere professionaliserede, men der forsvinder flere foreninger i den anden ende, end der kommer nye til.

Vi taler i idrætten meget om både forpligtende fællesskaber og om fleksibilitet, men der er naturligvis en grænse for, hvad man i praksis kan rumme i det forpligtende fællesskab i foreningslivet.

Vi kan billedlig talt ikke både skabe tårnhøj social kapital, progression og sammenhold på et sammentømret fodboldhold – og så samtidig invitere alle og enhver til at komme dumpende uanset niveau, og når det lige passer… Der er dem, der spiller fodbold, og så er der dem der er fodboldspillere. Det er ikke det samme. Men når vi på Idrætsmødet italesætter idrætten, er der en tendens til at forsøge at favne alle i én folkeoplysende og værdibaseret kasse, som i praksis er en illusion.

Grænsen mellem foreningslivets forventede ”demokratiske dannelseseffekt” og den mere fleksible selvorganiserede eller private idræt er mere flydende, end man politisk og lovgivningsmæssigt bryder sig om at erkende.

Vi taler og taler om ulighed og mistrivsel på konferencer som Idrætsmødet. Men kigger vi nærmere efter i samfundets helt konkrete økonomiske prioriteringer på idrætsområdet, prioriterer man politisk først og fremmest samfundets midler til eliteidræt og til middelklassen (gennem folkeoplysningsloven). Samfundet bruger nærmest ingen penge på de mest udfordrede grupper i idrætten eller de aktører, der arbejder mest med disse grupper.

Samtidig viser det sig paradoksalt nok, at foreningslivet fungerer fint under 98 vidt forskellige kommunale ordninger trods endog meget store lokale variationer i økonomiske vilkår for foreningerne. Foreningslivet har en forbløffende tilpasningsevne i forhold til de økonomiske modeller for tilskud og faciliteter, der nu gælder i den enkelte kommune. Det er jo glædeligt, men det er også en tilskyndelse til at sætte langt mere substantielle midler af i idrætspolitikken til de grupper, der har mest behov og trænger mest hjælp. Middelklassen/foreningslivet etc. skal såmænd nok klare sig for resten.

Eller sagt på en anden måde: I stedet for at tale om ulighed og mistrivsel ved lejligheder som Idrætsmødet, kunne man overveje rent faktisk at prioritere og målrette midler til at gøre noget ved det?

3: De unge er en kategori for sig selv

Rigtig mange aktører taler om “de unge” på sådan et Idrætsmøde, men vi famler stadig.

Unge er ikke børn, for unge vil og kan selv, men de er heller ikke voksne, for de ved endnu ikke, hvor de ender med familie, karriere, bolig osv. Derfor er de mere søgende og mere flygtige end de generationer, der forsamles til Idrætsmødet.

Favner vi den unge generation godt nok ind i idrætten?

Unges foreningsdeltagelse er relativt lav. Unges frafald efter barndommens opstart i foreningsidrætten er høj. Unges tilvalg af kommercielle aktører, pay & play løsninger, mere lette og selvdefinerede fællesskaber er stigende.

Flere kommunale aktører, foreninger og idrætsorganisationer gør en del for at få de unge tænkt med ind i formelle strukturer og rammer, men er det overhovedet muligt at involvere de unges stemme godt nok gennem det repræsentative demokrati - eller appellerer ungeinddragelse mest til ”modne elevrådstyper”, der reelt ikke er særlig repræsentative for hovedfeltet af unge?

Der er en klar risiko for, at hele det professionelle lag af fagfolk i idrætten uforvarende kommer til at klientgøre de unge – hen over hovedet på de unge. De unge skal klare tingene selv, men de skal også have andre rammer end de voksne og friere rammer til både at fejle, være mere flygtige og naturligvis også til at opleve succes, mening og leve det helt ud. De unge skal have lov at være unge, men vi lykkes først med for alvor med ’folkeoplysning’ den dag unge ikke kun tager ansvar for unge, men også for andre grupper - ældre, udsatte osv. i en idrætskontekst.

Derfor skal man måske overveje en decideret ungepolitik i idrætten i erkendelse af, at unge er en særlig målgruppe. Nationalt, kommunalt, lokalt?

Nogle knapper, man kunne dreje på:

• Flere mikromidler til projekter, unge selv definerer og styrer – med plads til også at fejle. Lad dem nu bare prøve… Vi besøgte på Idrætsmødets bustur den glimrende forening, Aalborg Chang, som tilbage i 1912 blev stiftet af tre 14-årige drenge. Ville noget lignende være muligt i nutidens kontrolsamfund?

• Serviceeftersyn af folkeoplysningsordninger. Er det en god idé, at unge (19-24 år) mange steder støttes mindre end børnene, når de unge faktisk er mere pressede økonomisk, trivselsmæssigt og organisatorisk?

• Mere smidige rammer lokalt, så man ikke skal være med i fem forskellige foreninger lokalt for at prøve ting af i det lokale foreningsmiljø. Skab nogle medlemsstrukturer, turneringsstrukturer eller nogle facilitetskoncepter, som bløder regler op og gør det muligt - eller ligefrem tilskynder til at prøve flere ting af.

• Mere fokus på de sunde miljøer – også i den private sektor, hvor de unge faktisk kommer mest. Det kræver dialog og ny prioritering af midler.

• Og helt banalt: (Endnu) bedre børnemiljøer i idrætten med bedre og mere alsidig motorisk dannelse og stærkere vægt på de fællesskabsværdier og den rummelighed, vi voksne kan gå forrest med hos børnene, mens de stadig gider lytte. Det er i børneårenes idrætsmiljøer, vi støber kuglerne - også for de unges idræt.

4: Mellem ledelse og eksekvering

Pyha, vi var mange deltagere på Idrætsmødet, og vi forventer også omkring 1.000 deltagere til Idrættens Branchedage, hvoraf nogle vil være gengangere, men endnu flere vil repræsentere faciliteter, leverandører og teknisk personale. Idræt er blevet en ganske stor branche.

Spørgsmålet er bare, om idrættens strukturer er fulgt med?

Lokalt har vi set de kommunale forvaltninger vokse og indtage en proaktiv rolle, hvilket Aalborg Kommune er et glimrende eksempel på, men samtidig vokser også idrætsorganisationerne og især DGI’s landsdele.

Efterhånden har vi rigeligt med fagligt veluddannede folk til at holde hinanden oppe på alt det, vi burde gøre.

Men har vi græsrødder nok til at eksekvere ude på gulvet, eller foregår tingene hen over hovedet på de lokale miljøer?

Hvem ’gider’ eller formår at træne med de idrætsuvante, de udsatte, de helbredstruede nede på græsset, når det kommer til stykket?

Hvem har fagligheden og vedholdenheden til det? Hvem har tiden - også om formiddagen?

Måske skal vi flytte flere ansatte ud af kontorerne og helt ud i de lokale idrætsmiljøer i kombinations- og blækspruttestillinger.

Tiden er også inde til et kritisk review af idrættens uddannelser. Vi har brug for kortere, mere professionsrettede idrætsuddannelser, der retter sig mod træning og aktivering af alle de målgrupper, vi gerne vil nå med idrætslige tiltag.

Javel, vi oplever en professionalisering af idrætten, men sker den på de områder, hvor der er mest behov for lønnet arbejdskraft? Eller er der bare flere, der gør deres hobby til deres levevej i talentudvikling og eliteidræt, mens vi (fortsat) efterlader de mest trængende målgrupper på perronen?

Idrættens Branchedage tager handsken op
Dette var nogle refleksioner på baggrund af Idrætsmødet. Tak til Aalborg Kommune for et godt Idrætsmøde.

IdrætsPlatformen følger op på den idrætspolitiske dagsorden, når vi selv står som programansvarlig for Idrættens Branchedage i Vejen den 11.-12. november 2025.

Måske har vi overset vigtige tendenser? Måske tager vi fejl? Kommentér gerne og vær med til at tage debatten om fremtidens idrætssektor videre (henrik.brandt@idraetsplatformen.dk).

Se IdrætsPlatformens oplæg fra Idrætsmødet om en vision for fremtidens idræt for unge.