Nye tiltag for bæredygtighed i idrættens rammer
Bæredygtighed er et vigtigt element i drift og anlæg af moderne idrætsbyggeri. Her Trailcenter Rytterknægten på Bornholm. Illustration: Lokale og Anlægsfonden
Et nyt netværk, en studietur med fokus på bæredygtighed i idrætsfaciliteterne samt en helt ny bog om skovrejsning og friluftsliv giver mulighed for at hente ny viden og tage konkrete skridt for at styrke bæredygtigheden i danske idrætsfaciliteter og udendørsområder. Læs her om aktuelle muligheder for at blive inspireret og opdateret på bæredygtighed i løbet af foråret.
Af Henrik H. Brandt, journalist og daglig leder af IdrætsPlatformen
Man kan tage bæredygtighed op på den strategiske klinge i kommuner, landområder og byggeri, og man kan gøre bæredygtighed helt konkret og besparende i hverdagen ved populært sagt at slukke for sodavandsautomaten om natten og ved at gå alle procedurer og installationer igennem i selskab med personale, praktikere og eksperter med erfaring og indsigt i området.
Spændende nye videnstilbud i februar og marts giver mulighed for at komme på omgangshøjde med bæredygtighed i idrætsfaciliteterne.
Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet præsenterer et nyt netværk med fokus på økonomisk, social og klima/miljømæssig bæredygtighed på et webinar tirsdag den 24. februar 2026 kl. 14.00-15.00.
Samtidig inviterer HI på studietur og erfaringsudveksling i regi af Green Sport Facility med fokus på konkrete udfordringer i faciliteterne tiltag for at styrke energi- og miljømæssig bæredygtighed på et meget spændende studiebesøg i Gladsaxe og Helsingør tirsdag-onsdag den 3.-4. marts 2026.
Endelig er det værd at gøre opmærksom på Danmarks Idrætsforbunds nye udgivelse Skovrejsning og Friluftsliv, som er forfattet af natur- og outdoorkonsulent Casper Lindemann.
Webinar: Bæredygtige rammer for bevægelse – barrierer, dilemmaer og muligheder
Webinaret den 24. februar 2026 kl. 14.00-15.00 bygger på de foreløbige erfaringer og forskningsresultater fra det tværfaglige Sustainable Movements Network (SuMoN). Netværket skal udvikle helhedsorienterede tilgange til bæredygtige rekreative rum og rammer i Europa. Ambitionen er at integrere miljømæssige, sociale og økonomiske dimensioner af bæredygtighed i udvikling og drift af rum, der understøtter fysisk aktivitet som idræt, leg og friluftsliv, samt de organisatoriske rammer og sociale bevægelser, der muliggør disse aktiviteter.
Det er gratis at deltage i webinaret. Webinaret henvender sig til alle med interesse for faciliteter og områder til idræt og bevægelse – indendørs såvel som udendørs.
Man kan logge sig ind den 24. februar kl. 14.00-15.00 ved at benytte dette direkte link til webinaret.
Yderligere oplysninger: Mathilde Skov Kristensen, mskristensen@health.sdu.dk
Studietur og praktisk erfaringsudveksling om bæredygtige idrætsfaciliteter
Erfaringsnetværket omkring miljøcertificeringsordningen Green Sport Facility inviterer på en meget spændende konference/studietur til faciliteter i Gladsaxe og Helsingør tirsdag-onsdag den 3.-4. marts 2026.
Programmet inkluderer blandt andet besøg på nyere anlæg som Gladsaxe Skøjtehal, Helsingør Svømmehal, Helsingør Stadion samt en grundig rundvisning og introduktion til Marienlyst Strandhotel, der giver en introduktion til det konkrete indhold af bæredygtighedsprogrammet BæreLyst. Undervejs er der netværk og fælles middag med facilitetsledere, der arbejder målrettet med bæredygtighedstiltag i hverdagen.
Læs mere om program og tilmelding.
Download bogen ‘Skovrejsning og friluftsliv’
Danmarks Idrætsforbund præsenterede i december 2025 på et seminar i samarbejde med Klimaskovfonden og Lokale og Anlægsfonden en helt ny bog ’Skovrejsning og friluftsliv’, som er udarbejdet af natur- og outdoorkonsulent Casper Lindemann.
Bogen giver helt konkrete anvisninger på, hvordan fritids- og idrætslivet kan tænkes med ind i skovrejsning. Ambitionen for Den Grønne Trepart er, at der skal etableres 250.000 hektar nye skovarealer i Danmark over de næste to årtier som led i arbejdet med at reducere landbrugets klimaaftryk. Det betyder, at det danske skovareal vil vokse med 40 pct.
Bogen giver helt konkrete anvisninger på, hvordan idræts- og fritidsliv kan tænkes ind i skovrejsningsprojekter fra begyndelsen sammen med andre væsentlige interesser og formål.
Bogen kan downloades gratis på dette link.